’Westworld’ afsnit 2: HBO klapper sig selv på skulderen

(Læs først, når du har set afsnit 2.)

Tænk engang, hvis man kunne skrue ned for menneskers mest utiltalende karaktertræk. Så tror jeg, jeg ville tage 20 procent af Lee Sizemores (Simon Quarterman) selvfedme og gøre hans stemme mere udholdelig.

Den øretæveindbydende manuskriptforfatter bag fortællingerne, der kører i loop i forlystelsesparken Westworld, får sig i andet afsnit af HBO’s lækre nye serie et velfortjent hak i tuden af dr. Robert Ford (Anthony Hopkins), da han præsenterer sit nye narrativ under slagordene: »Horror! Romance! Titillation!«

Niks, siger Ford, parkens skaber. Letkøbt spænding og en overraskelse hist og her er ikke nok. Gæsterne vender ikke tilbage for det, der er på overfladen, men for det, der er under den: Alle de nuancer og detaljer, som de tror, de er de første til at opdage.

Det er svært ikke at læse Fords monolog, sat til gravitetisk musik, som en allegori over selve HBO, der altid har revolteret imod tv-seriens indlejrede dramaturgiske fordringer og præsenteret dybe, detaljerige universer, som netop ikke forlader sig på letkøbt spænding og cliffhangers.

Et interessant ideologisk fodskifte i øvrigt, for selvom Sizemore er irriterende og rummer et åbenlyst satirisk potentiale, så følte man, at han havde fat i noget, da han i pilotafsnittet foreslog at rulle de seneste opdateringer tilbage og gøre Westworlds ’værter’ mindre menneskelige. »Det her sted fungerer, fordi gæsterne ved, at værterne ikke er virkelige. Ønsker man at tro, at ens mand virkelig knepper den smukke pige, eller at du virkelig lige har skudt én?« spurgte han retorisk.

Og, kunne man tilføje: Hvornår bliver værterne så menneskelige, at det, gæsterne udsætter dem for, bliver umenneskeligt?

Det spørgsmål rummer ’Westworld’s moralske kerne. Hvordan definerer man et menneske? Hvis Dolores’ smerte føles lige så virkelig som vores, med hvilken ret kan vi så underkende den og udbyde den som simpel adspredelse for kyniske mennesker? Andre moderne science fiction-værker som ’Blade Runner’ og ’Ex Machina’ har før stillet de samme spørgsmål. Også her er frygten for det fremmede, for fremtiden, afløst af en eksistentiel undren, der ofte rummer et allegorisk potentiale.

Når synsvinklen forskydes til robotterne, hvis handle- og tankefrihed indskrænkes af en orden, de ikke kan bryde fri af, males mennesket som en magtfuldkommen despot, der forsøger at lege Gud, men som rammes af nemesis, når robotterne vender sig mod deres skaber.

Mindre tits, ass and guns

Det nye ved ’Westworld’ er, at det også er en, hidtil temmelig misantropisk, granskning af menneskets sande natur, når man skræller samfundets fernis af. Hvad er det, der afholder os fra at trykke på aftrækkeren? Er det samvittighed? Eller er det alene udsigten til indespærring og social udstødelse?

I udforskningen af dette skisma er det velgørende, at ’Westworld’ i andet afsnit introducerer en mandlig gæst, William (Jimmi Simpson fra ’House of Cards’ m.m.), der ikke som det naturligste i verden giver sig til at myrde og voldtage alt omkring sig fra det øjeblik, han sætter sine ben på togperronen i Sweetwater.

Der er i det hele taget mindre tits, ass and guns i ’Chestnut’. Ingen antydede voldtægter, ingen ansigter, der bliver skudt af i nærbillede, og når krudtrøgen står tyk og tæt, bliver vi ofte forskånet for de blodige detaljer. Som da Ed Harris’ sortklædte galning afbryder stakkels Lawrences hængning og gennemhuller samtlige bødler, mens vi blot studerer de nervøse trækninger i delinkventens kontrafej. Lee Sizemore ville have været skuffet.

Nå, tilbage til William. Han vælger symbolsk den hvide cowboyhat, og han afslår de seksuelle tilnærmelser fra både guiden og glædespigen, fordi han har »somebody real«, der venter på ham derhjemme. Det afholder ham dog ikke fra at falde hovedkulds for dårende Dolores, da hun taber sin dåse ferskner.

Og når man taler om solen: Det er tydeligt, at noget dæmrer bag Dolores’ dybe, blå øjne, men forlystelsesparkens ældste vært fastholder klogelig den facile facade, imens hun hjemsøges af stemmer, der byder hende at vågne og at huske.

Er det Bernards stemme? Jeg er ikke sikker. Programmeringschefen ved, at noget er i gære, men han fortier det for sin chef og sengepartner Theresa Cullen (Sidse Babett Knudsen) og giver Dolores besked på at slette deres samtaler fra hendes log. I mellemtiden betror han dr. Ford, at han døjer med samvittighedsnag efter deaktiveringen af Peter Abernathy (Dolores’ far), og får én af ugens bedste replikker retur: »You can’t play God without being acquainted with the Devil«.

Kryptisk Shakespare-citat

Det var dr. Ford selv, der uforvarende iværksatte denne kognitive vækkelse, da han sneg sine såkaldte ’reveries’ ind i den seneste opdatering. Små, umærkelige krusninger og gestus, som skulle gøre robotterne mere livagtige, men som nu er ved at gøre dem for livagtige.

Hvad det har med Shakespeare at gøre, står ikke lysende klart, men det er øjensynlig sådan, det smitter – gennem det ildevarslende ’Romeo og Julie’-citat, som Dolores’ far i sidste uge tilhviskede hende, og som hun i denne uge hvisker videre til Maeve: »These violent delights have violent ends«.

Da Maeve kort efter er ved at lire sin indkodede »in this world you can be whoever the fuck you want«-tale af over for en kunde, fryser hun. Bordelmutteren overmandes af flygtige fortidsminder, og det hjælper ikke at skrue op for hendes aggressivitet. Tværtimod: Fragmenterne bliver gradvist længere og mere faste, og snart samler de sig til et tindrende klart minde med den usårlige Man in Black som bøddel.

Nu har ’The Man in Black’ fået sig en ny skalp, Kissys, som han tog i sidste uge, og som han tror vil føre ham igennem den gemte labyrint, en form for hemmelig bonusmission i det spil, han betragter Westworld som. At det ikke bare er en wild goose chase, han har sat sig selv på for at pifte oplevelsen op efter 30 år som stamgæst, blev klart i denne uge, da Lawrences datter gav sig og hostede op med de kryptiske koordinater efter at have set MIB plaffe hendes mor.

Hendes påfaldende følelsesløse reaktion på morens død rejser interessante spørgsmål om, hvem hun er, og hvor meget hun kender til Westworlds inderste hemmeligheder. Alligevel er det farmand, som MIB slæber efter sig i jagten på labyrintens indgang. »This time I’m never going back«, siger revolvermanden til sin følgesvend, men hvad han forventer at finde, forbliver et mysterium.

Løst krudt

– Jeg har ikke glemt dr. Fords møde med den lille dreng og det billede af korset, som afsnittet sluttede på. Jeg har bare ikke noget særligt begavet bud på, hvad der kommer ud af det. Jeg noterede mig dog lighederne mellem dr. Ford og drengen: »My father used to say that only boring people get bored«. »Mine too«. Er drengen skabt i dr. Fords eget billede?

– Afsnittets egentlige cliffhanger: Stemmen i Dolores’ hoved leder hende hen til en nedgravet revolver. I sidste indstilling i sidste uge så vi, hvordan hun pludselig var i stand til at gøre en flue fortræd. Med Tjekhovs berømte regel in mente (hvis du viser en pistol i første akt, skal du affyre den i anden eller tredje), varer det næppe længe, førend den første gæst må lade livet i Westworld. Hvis Dolores har samme adgang til sine minder som Maeve, er hendes førstevalg formentlig en vis sortklædt revolvermand.

– »I’d fuck her, what’s the problem«, siger en programmør efter at have tilset Maeve, for sådan er mennesker og især mænd åbenbart bare flest i dette univers. ’Westworld’ er i den forstand lige så meget en allegori over patriarkalske samfundsstrukturer, som det er en slavefortælling i forklædning.

– Var jeg den eneste, der fik en ’Narnia’-vibe, da William åbnede døren i ’venterummet’ og pludselig med en sugende lyd befandt sig i et damplokomotiv fra 1800-tallet?

– Og en Apple-vibe, da han ankom til den strømlinede ankomsthal?

– Okay, jeg grinte lidt af Sizemores raserianfald: »DID YOU JUST GRAB A COCK FROM THE BODY SHOP AND JAM IT BETWEEN HIS EYES?!«

– »That gentleman gets exactly what he wants«, siger Luke Hemsworths Stubbs om MIB. Den velbjergede spøgelsesrytter har tydeligvis købt sig til visse privilegier. Spørgsmålet er, om Stubbs, Ford eller nogen som helst ved, hvad der findes i labyrintens inderste?

– Havde man håbet på hurtige svar på seriens mysterier, gik man skuffet fra andet afsnit. Der ulmer så meget i baggrunden af seriens digre mytologi, at vejen til Westworlds inderste hemmeligheder bliver lang og kroget. Men den er filmet og fortalt med et sådant overskud, at man stadig føler sig sikker på, at den vil være investeringen værd.

Læs også: Anmeldelse af ‘Westworld’ efter afsnit 1