’Westworld’ sæson 1: Sex, vold og livets store spørgsmål i HBO’s intense storsatsning
Vågn op, tag cowboystøvlerne på, puds seksløberen, kys dine kæreste farvel og tag toget til Westworld, hvor alt er muligt. Medmindre du altså er en af byens permanente indbyggere. Androiderne. De bliver hånet, voldtaget og skudt, som de menneskelige gæster lyster. Ind på værkstedet, bliv lappet sammen og bliv nulstillet. Og så er de klar til at gøre det hele igen næste dag. No harm, no houl, ikke sandt?
Men hvad nu, hvis robotterne udvikler minder, følelser, personlighed?
’Westworld’ – baseret på Michael Crichtons film fra 1973 af samme navn – er HBO’s store nye sci-fi/western-genresatsning. Arvtageren til ’Game of Thrones’. Watercooler tv. Der er allerede snak om fem sæsoner.
Det kan umiddelbart være svært at se, hvordan verdens første androidewestern-serie skal strækkes ud over 50 afsnit, men hvis det lyder som en kritik, er det faktisk den allerhøjeste ros: De første fire afsnit er så stramt fortalte, intense og handlingsmættede, at man ikke helt kan forestille sig, at tempoet kan holdes oppe.
Nysgerrigheden driver værket. Vi vil gerne vide det hele om forlystelsesparken Westworld, hvor alt er muligt, og alt er planlagt ned til mindste detalje, hvor overraskelser er lige om hjørnet, og forudsigelighed regerer totalt. Det er en verden af modsætninger, der er ved at krakelere. Androiderne er begyndt at huske ting, de ikke burde huske, føle ting, de ikke er i stand til at føle.
Bondedatteren Dolores (Evan Rachel Wood) foretager pludselig kognitive koblinger som et menneske og transcenderer sin programmering, mens bordelmutteren Maeve (Thandie Newton) kæmper med mareridt og ildevarslende syner. På den anden side står den enigmatiske grundlægger af parken, Dr. Robert Ford (Anthony Hopkins), og den ledende programmør Bernard (Jeffrey Wright), der ikke slår alarm, da androiderne begynder at opføre sig anderledes.
Og midt i det hele er der gæster som den nytilkomne William (Jimmy Simpson), der forelsker sig i Dolores, og den mystiske mand i sort (Ed Harris), der gerne vil nå ind til forlystelsesparkens hemmelige inderste, Labyrinten.
Alle har hver deres agenda og hemmeligheder, men takket være et stramt manuskript og intelligent instruktion, tabes seeren aldrig af syne. Ligesom i sommerens store seriesucces ’Stranger Things’ er man altid sammen med de karakterer, som man helst vil være sammen med. Det er simpelthen elegant historiefortælling.
’Westworld’ springer problemfrit mellem kortlægning af forlystelsesparkens ’Groundhog Day’-agtige mønstre og gentagelser – og brud på disse – og kig bag scenerne, hvor androiderne programmeres, afhøres, lappes sammen og destrueres. Programmering og 3D-printning af mennesker går hånd i hånd med metafysik og moralske overvejelser om godt og ondt.
Hvad vil det egentligt sige at være menneske? ’Westworld’ stiller spørgsmålet og får én til at tro på, at den også har svaret. Dybt inde i en androides alt for menneskelige bevidsthed. Ventetiden på næste afsnit er ulidelig.
Kort sagt:
Drømmer androider om elektriske får? HBO’s ’Westworld’ leverer et komplekst svar i en på én og samme tid spraglet og utroligt stramt fortalt tv-serie, der problemfrit kombinerer sex, vold og filmisk overskud med spændende betragtninger om androider, mennesker, kunstig intelligens og metafysik.
Anmeldt på baggrund af de første fire afsnit.