’House of Cards’ sæson 4

Vores anmelder har set hele fjerde sæson. Her er hendes (spoiler-fri) dom.
’House of Cards’ sæson 4

Efter sidste års tredje sæson, hvor Netflix-flagskibet ’House of Cards’ syntes at famle efter sit før så solide dramaturgiske fodfæste, er Frank Underwood og co. stærkt tilbage i fjerde sæson med fuld damp på alle kedler. Mordtrusler! Attentater! Vandhaner der drypper blod!

Det er næsten for meget af det gode, hvis det altså ikke var, fordi hele miseren var så forbistret underholdende skruet sammen, at man som tilskuer hurtigt reduceres til en lige så hjælpeløs brik i Underwood-parrets forførende rænkespil, som de venner og fjender Frank (Kevin Spacey) og Claire (Robin Wright) fortsat iskoldt ofrer på stribe.

Vi genfinder The Underwoods, hvor vi slap dem: Med forsmåede Claire på ægteskabelig retræte, optændt af egne magtbegærlige fremtidsambitioner, og en stadigt mere gråhåret Frank på charmeoffensiv i optakten til præsidentvalget 2016, hvor snogens videre dominans på Olympens tinde for en gangs skyld er prisgivet det amerikanske folks retmæssige stemmer.

Ikke just scenarier, der huer selvgjorte Frank, hvis offentlige popularitet alle dage har skrantet, og som nu placerer ham adskillige point bag opponenternes førende kandidat, den unge republikanske superstar og all-American familiefar Will Conway (en perfekt åleglat Joel Kinnaman).

House of Cards Kinnaman
Svenske Joel Kinnaman som republikansk præsidentkandidat.

Jeg bifaldt absolut ikke Claires egotrippende loyalitets-kovending i sæson tre. At førstedamen, som i 30 år har stået ved Franks side i tykt og tyndt, skulle vende sin mand ryggen over, hvad der i ’House of Cards’-regi må betegnes som mere trivielle gnidninger i Fort Knox-forholdet, forekom mig overmåde forceret.

Sammen danner Claire og hendes Waterloo af en morderisk husbond en fascinerende, farlig duo, som fysisk og psykisk styrker hinanden i et psykologisk betændt, men gensidigt afhængigt parløb. Deres ægteskab er seriens rygrad, og virkeligheden afspejler fiktionen, når begge karakterer indledningsvis fremstår flakkende hver for sig: Robin Wright intonerer affekteret til den helt store guldmedalje som en svigefuld gudinde mejslet i skarptskårne designerkjoler, alt imens ludende Kevin Spacey er tæt på at syne af en godmodig hyggeonkel snarere end den diabolsk-magnetiske Frank, vi elsker at se tvære sine modstandere ud med et indforstået glimt til kameraet.

Men bare rolig. Hvis de første afsnit tilfredsstiller som et trivielt stik Uno, er sæsonens anden halvdel til gengæld en nervepirrende omgang Blackjack.

Claires forsøg på at etablere egen politisk karriere giver anledning til introduktionen af hendes stenrige Texas-mamma (eminent spillet af Ellen Burstyn), som alle dage og til ubetinget moro har anset den førhen mindre privilegerede Frank som ynkværdigt trailer trash. En nytilkommer er også kampagnemanageren LeAnn Harvey, der i ’Scream’-queen Neve Campbells skikkelse udgør en overraskende solid tilføjelse til seriens velspillende persongalleri.

House of Cards Lars Mikkelsen
Lars Mikkelsen som Viktor Petrov

Fortidens synder mere end blot spøger i kulissen i Franks hvide, vaklende korthus – de indtager det ovale kontor med vildt raslende lænker i endnu en af de mange Shakespeare’ske ’Richard III’-paralleller, der siden første sæson har tegnet Frank Underwoods dystre skæbnefortælling. Fra afdøde Zoe Barnes og Peter Russo til de mistroiske Washington Herald-redaktører Lucas Goodwin (Zoes tidligere flamme) og Tom Hammerschmidt, konkurrenten Heather Dunbar og sågar den forhenværende stabschef Remy Danton.

Listen over Franks fjender, levende som døde, er lang og blodplettet, og i takt med at nye alliancer spirer, sættes scenen for et voldsomt slutspil i ’House of Cards’ femte og måske sidste sæson i 2017.

Inden vi når så langt, er der imidlertid rigeligt at heppe over i fjerde sæson, hvor Lars Mikkelsen glædeligvis endnu engang giver den som Putin-luskebuksen Viktor Petrov, og de frygtindgydende loyale Underwood-skødehunde Doug Stamper og Edward Meechum (Michael Kelly og Nathan Daerrow som henholdsvis stabschef og bodyguard) begge mærker flammerne fra deres djævelske chefs lurende deroute sode skjorteflipperne dramatisk (seriens første reelle Kleenex-moment indtræffer på denne konto i en scene, der fik mig til at tabe både underkæbe og kaffekop).

Alle relationer er dermed sat på spidsen for maksimal teatralsk effekt, og som med de tidligere sæsoner kan ’House of Cards’ på overfladen minde om en Honest Trailer-version af en David Fincher-noirkrimikliché: Det skorter ikke på underbelyste scenografier i blågrønne toner, graciøse power-kvinder med is i blikket og hårdkogte journalister i krøllede skjorter på overarbejde i nattens ulvetime.

House of Cards season 4
Doug Stamper, LeAnn Harvey og Seth Greyson

Seriens kompromisløse stilbevidsthed, kombineret med en buffet af mindre troværdige, ballsy twists og endog et skvæt magisk realisme, tangerer lige ved og næsten ufrivillig komisk pastiche.

Alligevel er fjerde sæson noget af det mest vellykket vanedannende drama siden seriens egen anden sæson (om end den stadig ikke når første sæsons episke højder).

Det tjener ’House of Cards’ til ære, at plottråde – store som små – over fire detaljerige sæsoner møjsommeligt og insisterende væves sammen til et imponerende sammenhængende epos, der kontinuerligt belønner den vakse seers engagement med sine upopulistisk indviklede politiske rævekager og spejling af virkelige problemstillinger.

Kampen mod ISIS skrives ind i form af et øget fokus på den lignende terrorbevægelse ICO, mens stigende oliepriser og optrappede koldkrigsspændinger i forholdet til den russiske bjørn ditto imiterer den verden, vi kender alt for godt.

Og så er det naturligvis umuligt ikke at se denne sæson i lyset af det aktuelle præsidentvalg i USA, hvis republikanske mareridtsscenarie så godt som reducerer ’House of Cards’ mørke univers til beroligende adspredelse fra hverdagens vanvid, samtidig med at det truer med at aktualisere Frank Underwoods meta-ironiske valgslogan: FU 2016!

Seriens måske mest rystende momentum findes således ikke længere i summen af fiktive Franks ugerninger, men i det foruroligende faktum, at man nærmest ville foretrække en Underwood på tronen frem for en virkelighedens Trump eller Cruz. Det er fandeme uhyggeligt.


Kort sagt:
Man skiftevis gnægger ondt, ruller med øjnene og råber chokeret af skærmen. ’House of Cards’ forrygende fjerde sæson løfter taknemmeligt niveauet fra det stagnerede tredje akt, og samler nye som gamle plottråde i et mesterligt spind af politiske intriger og gedigent krimihåndværk.

Anmeldelsen er baseret på hele første sæson.

Tv-serie. Hovedforfatter: Beau Willimon. Medvirkende: Kevin Spacey, Robin Wright, Neve Campbell, Michael Kelly, Jayne Atkinson, Lars Mikkelsen, Joel Kinnaman, Nathan Darrow, Mahershala Ali, Derek Cecil, Elizabeth Marvel. Spilletid: 13 afsnit á 50 min.. Premiere: Kan ses på Netflix
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af