»Jeg hader, når folk prædiker«

Mange har fordomme om Donald Glover, og det passer ham glimrende. Så kan han nemlig overraske. Og det har han gjort hele to gange i 2016: Med sit nye funkalbum ’Awaken, My Love!’ og en af årets bedste tv-serier, den både legesyge og rå ‘Atlanta’ om hiphop og almindelige sorte menneskers svære tilværelse i en fattig forstad. Serien giver et alternativt bud på afroamerikansk maskulinitet, men Glover insisterer på, at den ikke bør føles vigtig.
»Jeg hader, når folk prædiker«

Indtil i år har man været i tvivl om, hvor meget substans der gemte sig bag Donald Glovers overskudsagtige overflade. Indtil i år har man primært forbundet ham med metareferencer og intertekstuel humor. Indtil i år har man tvivlet på, om han var mere kvik end dyb, mere entreprenant multitalent end sjælfuld kunstner med noget selvstændigt på hjerte.

Som blot 23-årig blev han hyret som forfatter på Tina Feys hyperreferende ‘30 Rock’, og i komedieseriehittet ‘Community’ indgik han i rollen som nørden Troy Barnes glimrende i en tilsvarende tempofyldt leg med genrekoder og populærkultur.

Som 25-årig, i 2008, udgav han sit første mixtape under aliasset Childish Gambino, og tre år efter albumdebuterede han med ‘Camp’, hvor han spillede på forestillingerne om hiphop og autenticitet ud fra en skiftevis oprigtig og ironisk persona: »What the fuck do y’all niggas really want / I went with realness instead / But all the real niggas I know either crazy or dead«, indleder han på ‘All the Shine’, men blev spiddende gennemskuet af Pitchfork, der erklærede hans påståede outsiderposition for åbenlyst fake. »Latterligt selvoptaget, men uden det mindste selvindsigt«, lød dommen, der satte ord på mange hiphopfans’ forhold til Glover.

Selvoptaget, uden selvindsigt. Indtil i år.

Én ting er Glovers overraskende gode nye album ’Awaken, My Love!’, der har lagt hiphoppen på hylden til fordel for et 70’er-hoppende funkunivers, men i september løb første afsnit af Glovers tv-serie ‘Atlanta’ over skærmen på kanalen FX, og øjeblikkeligt blev skeptikere omvendt til fans.

For på den ene side lægger serien sig i slipstrømmen på serier som ‘Louie’ og ‘Transparent’, der iblander humor med alvor i det traditionelle komedieformat på en halv time. På den anden side føles miljøet og tonen så frisk, at den står som en mindre milepæl. Den fremstår simpelthen autentisk.

Glover spiller selv den veluddannede og intelligente Earn, der bor i en fattig forstad til Atlanta. Earn mangler – som så mange andre i området – penge og må tigge om finansiel nåde hos sine forældre og ekskæresten, som lader ham bo hos sig. Han øjner chancen, da hans fætter, smalltime-pusheren Alfred, får et lokalt gennembrud som rapperen Paper Boi.

atlanta_ka_p11273_fin_01_couchfrontc
Alfred (Paper Boi), Darius og Earn i ‘Atlanta’.

Narkohandlere som almindelige mennesker

I sin standup-special ’Weirdo’ kalder Donald Glover sig selv for en »black nerd« – hvilket var forbudt at være indtil 2013, som han påpeger i en af den slags originale iagttagelser af sort maskulinitet, der også præger ‘Atlanta’.

I sin standup giver han den som frenetisk og charmerende, men når man møder ham, finder man hurtigt ud af, at det er en rolle, han spiller. Donald Glover giver ikke mange interview, men jeg får ham i tale på det luksuriøse Four Seasons i Los Angeles. Han stikker ud fra omgivelserne med sin sorte t-shirt og afslappede stil. Han virker genert af en mand, der hyperaktivt omfavner ikke blot film, tv, musik og komik. Han taler lavmælt og langsomt og virker, ja, netop som en lettere introvert nørd.

Vi sætter os i haven ved siden af et lille springvand, og genertheden aftager efterhånden. Han spørger til min danske baggrund og fortæller, at en af hans bedste venner er svensk. Han vil gerne besøge Danmark, siger han.

Du leger med mange hiphop- og ghettoklicheer i ‘Atlanta’, blandt andet at en rapper er mere autentisk, hvis han har skudt nogen. Hvordan ser du selv på diskussionen om autenticitet?
»Folk vil gerne have autenticitet. Rap er, hvad det er, fordi folk vil opleve ting, der er autentiske. De vil berøres af noget, der er virkeligt. Det er meget aktuelt at være interesseret i, hvad det vil sige, at noget er virkeligt. Et realityshow er ikke virkeligt, og det ved folk godt, men vi rykker hele tiden en lille smule ved definitionen af, hvad der er virkeligt. Det gælder også, når vi snakker om at skyde et andet menneske – det virker virkeligt for mig, fordi det er så langt fra noget, som jeg selv ville gøre«.

De fleste narkohandlere er bare almindelige, cool mennesker

Er autenticitet overvurderet i hiphop, ja, i kunst i det hele taget?
»Det er et godt spørgsmål. Vi har en tendens til at give udtryk for, at autenticitet er overvurderet. Men jeg tror, det er vigtigt for folk, at det føles rigtigt. ‘Star Wars’ føles autentisk, fordi man kan fornemme, at der er nogen, der virkelig gik op i at skabe den verden. God kunst er detaljeret, og gode film udspringer fra folk, der virkelig har lagt alt i at lave dem. I dag er tid ikke værdsat, fordi de ting, der får værdi, ikke tager lang tid at skabe. Man behøver ikke længere være forfatter i 50 år for at få arbejde som forfatter, også selv om forfatteren med 50 års erfaring sikkert er bedre.

Det er op til os at definere på ny, hvad der er autentisk, og hvad virkelighed betyder for os. I dag er der en tendens til, at man en dag kan begynde at kalde en rose for en bold, og så begynder alle andre at gøre det. Sådan er det for eksempel med Wikipedia. Det handler ikke rigtigt om, hvad der er faktuelt, men hvor mange mennesker der tror på det. Jeg mener ikke nødvendigvis, at autenticitet er overvurderet, men at vores definition af den er blevet svagere«.

Hvorfor gjorde du Paper Boi til pusher? Hvori lå tiltrækningen ved at kombinere pusher- og rapperfiguren?
»Jeg har ikke set rigtige narkohandlere på tv før. Narkohandel er en forretning, og det ender ikke altid i skyderier. De fleste narkohandlere er bare almindelige, cool mennesker, og når man møder dem, er de flinke, og så handler de bare med pot eller andre ting, og det anser de for at være et arbejde. Det kan godt være, at det er svært for nogle mennesker at forstå, men jeg tror ikke, at der er nogen, der forsøger at være onde. Folk forsøger bare at leve, og det tvinger dem indimellem til at gøre ting, som man måske ikke er enig i. Jeg skabte bare en kompleks karakter«.

Donald Glover som Childish Gambino. Foto: Ibra Ake.
Donald Glover som Childish Gambino anna ‘Awaken, My Love!’. Foto: Ibra Ake.

Vil ikke lave mangfoldigt tv

‘Atlanta’ føles både virkelig og uvirkelig. Det er dens styrke. Portrættet af Earn og Alfred er båret af stor ømhed, og de føles som rigtige, runde mennesker, ikke bare som en forfatters didaktiske vision om, hvordan sorte bør præsenteres på tv. Og så har den en underspillet humor, som også kommer til udtryk gennem Alfreds verdensfjerne pushermakker Darius, der vrøvler om potentialet i at bruge rotter som telefoner og tvivler på, at Malcolm X er død. »Ingen har set hans lig siden begravelsen«, som han siger, og det har han jo ret i.

Justin Bieber er også med i et afsnit – men han er sort, uden at det forklares eller italesættes overhovedet. Måske som en kommentar til den rolle, unge, sorte mænd normalt spiller – og får lov til at spille – i populærmusikken.

Serien adskiller sig fra de trøstesløse skildringer af ghettoen, vi har set i rigelige mængder på film og tv, for det sorte underklassekvarter i ‘Atlanta’ er primært et spraglet sted befolket af alskens excentriske typer. Det er her, det uvirkelige kommer ind i billedet.

Allerede i første afsnit møder Earn en mystisk butterflyklædt mand i bussen, der på bedste Lynch-manér taler sandhed, før han forsvinder lige så pludseligt, som han dukkede op. Glover er heller ikke bange for at lade enkelte afsnit stikke af fra hovedtråden i for eksempel metaleg med mediernes skildringer af diversitet og et dybfølt fokus på Earns desillusionerede ekskæreste.

Gik du efter at udfordre den nedslående tone, der ofte knytter sig til skildringen af afroamerikanske områder, blandt andet med den overraskende brug af magisk realisme?
»Frygt er en meget gennemtrængende følelse – endnu mere end kærlighed. Frygt spredes hurtigere. Folk i the hood associeres med frygt, og det giver én lov til både at gøre ting, der er virkelige, og ting, som ikke er. Med ‘Atlanta’ prøver vi at skabe et univers, hvor man kan have en usynlig bil (yes, der er en usynlig bil i ‘Atlanta’s afsnit otte, red.), som faktisk kan skade virkelige mennesker. Det er sjovt, at folk virkelig bliver ramt af den.

Det føles, som om vi lever i en tid, hvor alt er muligt. Og mange ting er mulige, men de er altid motiveret af penge, så der er ingen, der er lige så interesseret i menneskers udvikling som i dollarens udvikling. Hvordan påvirker det mennesker på alle niveauer? I ‘Atlanta’ er det menneskene, der er interessante at betragte«.

Jeg forsøger at udfordre sort maskulinitet i vores serie

Var du meget bevidst om at nedbryde stereotypiske portrætter af sorte mænd?
»Alle bruger af det, de har. Der var en artikel om sort maskulinitet i The New York Times Magazine, som vi læste i forfatterrummet, og de havde nogle gode pointer. Men hvad betyder det?

Jeg forsøger at udfordre sort maskulinitet i vores serie, uden karaktererne direkte snakker om det. Det er ikke interessant at tale om det. Det er meget sjovere at se sorte mennesker gøre ting, som man normalt ikke ser dem gøre. Det er meget mere pirrende. Jeg vil ikke have, at det skal være en vigtig serie. Jeg vil ikke have, at den føles vigtig, men hvis den bliver vigtig, er det ok. Jeg vil ikke prædike om sort maskulinitet, for det er for plat. Folk skal selv finde ud af det. Ingen løftede pegefingre«.

De seneste år har den manglende mangfoldighed i underholdningsindustrien været et varmt emne, ikke mindst i forbindelse med Oscar-uddelingen. Hvordan ser du på fremtiden – er der håb?
»Jeg ser altid håb. Lige nu er vi meget fokuserede på diversitet, men jeg tror ikke, at det er sådan, man skal gå til det. Man skal ikke tvinge folk til noget. Det virker ikke. Det kræver, at man ønsker at se ting fra forskellige perspektiver, og at der er nogen, som tror på disse perspektiver. Tim Burton kom i modvind, fordi han snakkede om diversitet i sin film, og der er i det hele taget mange, der er kommet i modvind, fordi de har haft et helt hvidt cast. Men det skal folk have lov til.

Men samtidig skal andre typer have lov til at gøre deres ting. Det er alt, jeg beder om. Jeg tror, at alle gerne vil have en chance, for der er mange, som har gode ideer. Der er mange, der har forskellige perspektiver, som burde realiseres. Og det sker også – internettet medfører, at flere forskellige ting er til rådighed. Men jeg vil ikke lave tv med henblik på, at det skal være mangfoldigt. Jeg laver tv, som jeg har lyst til at se. Det er meget enkelt«.

Atlantas musikboble

‘Atlanta’ føles faktisk vigtig, netop fordi karaktererne trodser vores forventninger. Alfred rammes af dårlig samvittighed over, at børnene i kvarteret synes, han er sej, fordi han ifølge rygtet har skudt en mand. Og han er bevidst om sin egen minoritetsstatus, men spiller samtidig ingenlunde med på den nye politiske følsomhed over for minoriteter som transkønnede.

Darius virker til at begynde som en uforudsigelig looney, men viser sig at være mere nuttet end gal. Og trods Glovers egen baggrund som rapper har Earn endnu ikke slået tonen an til sin egen, selvstændige hiphopkarriere.

I det hele taget spiller musikken i ‘Atlanta’ på overfladen en overraskende lille rolle. Atlanta-navne som Future, Outkast, Kodak Black og Migos leverer godt nok soundtracket, men vi ser for eksempel aldrig Paper Boi optræde live, og i virkeligheden udgør serien måske den hidtil mest realistiske skildring af, hvad det i mange tilfælde vil sige at pible frem fra undergrunden: Selve musikken er det mindste af det.

Alligevel giver serien et subtilt billede af Atlanta som hiphopby – og ikke mindst af hele det sociale medievirvar, der omgiver de opblomstrende talenter, selv om de kun har udgivet en single eller et mixtape.

Hvilke aspekter af Atlantas hiphopscene ville du gerne beskrive?
»Vi ville gerne vise alle facetter af, hvad der sker der lige nu. Paper Boi er mere oldschool, og der er stadig rappere, der er sådan. Men han synes selv, at han er cool. Der er også det nye Atlanta med Lil Yachty og 21 Savage. Der er forskellige sekter, og vi ønskede bare at skabe et ærligt portræt af dem. Det der med at sige, at det her er det sande Atlanta, vil få dig til at se gammel ud, som om du ikke ved, hvad du taler om. Så vi forsøgte at vise dem alle sammen i løbet af sæsonen«.

Hvordan ser du Atlanta i hiphopverdenen i dag?
»Atlanta er super betydningsfuld. Musikkulturen genlyder overalt, og man kan se, hvordan Atlanta har påvirket Chicago-rap, og efterfølgende er Chicago-rap blevet stor, og nu er de to byer mekkaer, hvorfra musikken ryger frem og tilbage. Man ser også, hvordan Atlanta – og måske er det, fordi det er den sydlige del af USA – ikke er blevet en hård metropol endnu. Hvis man tager til New York, går tingene meget hurtigt, og scenen skifter hele tiden, mens Atlanta eksisterer i en boble, fordi pengene stadig er forbundet med religion og old money. Sådan er det generelt i syden. Folk taler med dialekt, og der er en vis form for flow. Det er den sidste del af en uddøende rap-race«.

Hvor vigtig er trap-genren i Atlanta?
»Supervigtig. Som barn dyrkede jeg Miami bass-musik, da det stadig var cool at lytte til. Man hører meget sjældent den lyd, så for mig var den der fadeaway-bas og hi-hat virkelig særlig. Siden har trap udviklet sig. Trap-musik er en form for rapsprog nu. Det er det, folk tænker på, når man taler om rapmusik nu. Man tænker ikke længere på rødderne, som indebærer rigtige trommer. Så det har haft stor indflydelse, og trap er hot lige nu. Man kan også høre essensen af trap i for eksempel Drakes musik«.

MV5BNTEyMDUzNzAyOV5BMl5BanBnXkFtZTgwMDE2MTExMDI@._V1_SY1000_SX1500_AL_
Glover som Earn i ‘Atlanta’.

Intet rigtigt og forkert

Donald Glover er selv opvokset i nærheden af forstaden Stone Mountain, hvor serien foregår, og måske er det derfor, at den føles så specifik og gennemarbejdet. Hans mor arbejdede som dagplejer, hans far som postbud. Familien var Jehovas Vidner, og paradoksalt nok, når man tænker på, at han senere skulle skabe sig en karriere på at være populærkulturelt velbevandret, var hans adgang til tv, film og musik begrænset. Bedst husker han, at han havde en ‘The Simpsons’-cd, og at hans mor var bekymret for Barts potentielt dårlige indflydelse.

Ligesom Earn i serien tilhører Glover den nedre del af middelklassen – dem som har flere chancer end folk fra ghettoen, men som stadig har oddsene imod sig.

Hvilke oplevelser fra dit eget liv har du brugt i opbygningen af seriens univers?
»Vi ville skabe noget, der handlede om de ting i vores liv, som vi ikke selv har svar på. Jeg hader, når folk prædiker. Jeg hader, når folk fortæller mig, hvad der er rigtigt eller forkert, og vi alle sammen bliver reduceret til børn på den måde. Ind imellem er der ikke et rigtigt og forkert. Der er et mere udvisket område, og det er livet i sin sandeste form.

Jeg føler, at jeg lever allermest, når jeg ikke har alle svarene, og der sker et eller andet foruroligende eller mærkeligt lige foran mig, og jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre. Vi befinder os midt i en politisk korrekt tid, hvor folk holder fast i, at der er et rigtigt svar, og at folk har visse rettigheder. Alle vil gerne være på den rigtige side af historien. Men der er ingen, der har svar på alting«.

En lang, fantastisk scene i andet afsnit udspiller sig i fængslet, hvor den veluddannede og veltalende Earn er omringet af excentriske, kriminelle typer, der overskrider alle hans grænser. Earn befinder sig midt i en verden, som han forstår, men ikke føler sig hjemme i. Afspejler det din egen identitet?
»Indimellem. Men sådan har jeg det bare med at være i live og være menneske. Der er mange mennesker, der antager ting om mig rent kulturelt, og det er ikke nødvendigvis noget, jeg vil undvære. Det giver plads til, at jeg kan overraske, og det er essensen af at kunne skabe ting. Man vil så gerne slippe for folks fordomme omkring andre mennesker, men det er det, der tillader, at man stadig kan begejstre: Når man antager noget om en person, men får noget helt anderledes. Så det bruger jeg til min egen fordel«.

Første sæson af ‘Atlanta’ er afsluttet i USA, og FX har købt sæson to. Serien kan ikke ses på en dansk streamingtjeneste endnu.

Læs anmeldelse: Childish Gambino ‘Awaken, My Love’

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af