’The Good Lord Bird’: Ethan Hawke-serie er en fremragende og komisk-absurd fortælling om USA’s behandling af sorte

De seneste år har budt på slagkraftige film og serier af sorte filmskabere om sortes vilkår og den historiske, systematiske ulighed i det amerikanske samfund. Og så kommer den støvede og galgenhumoristiske ’The Good Lord Bird’ om en vanvittig white savior af og med det snart 50-årige blomsterbørnsbarn Ethan Hawke. Hvad fanden bilder han sig ind?!

Miniserien er baseret på den afroamerikanske forfatter James McBrides roman af samme navn fra 2013. Ethan Hawke har rigtigt nok placeret sig selv i den scenestjælende rolle som den mytiske John Brown, der som en amerikansk Don Quijote med et kald fra Gud igangsatte en revolution imod slaveriet i syden i årene op til Den Amerikanske Borgerkrig – med døden til følge. Men ’The Good Lord Bird’ er ikke John Browns fortælling.

Fortællingens perspektiv tilhører den unge sorte dreng Henry (Joshua Caleb Johnson kommer vi til at se meget mere til). Eller skulle vi sige Henrietta. I det tidlige skæbnesvangre møde med John Brown går Henry ikke blot fra slavebunden til at blive en del af frihedskæmperens brogede svende. Henry må også performe et andet køn, da maniske John Brown hører »Henry ain’t a« som »Henrietta« i en kroscene, der får Henrys far skudt af slavetilhængere.

»Negere, der adlød og tav, levede længst«, forklarer Henry i en voiceover, der går igen i mødet med andre ligesindede i løbet af serien. Henry lever sig ind i rollen som Henrietta med kjole og kyse. Det fører ham vidt omkring i syd og nord.  

Noget af det smågeniale ved ’The Good Lord Bird’ er dens opbygning over den klassiske pikareske fortælling. Seriens titel refererer til en fugl, hvis fjer giver evig indsigt. Som i genrens urværk ’Lazarillo de Tormes’ fungerer gavtyven Henry som en personlig (og ikke altid pålidelig) betragter, der fra afsnit til afsnit driver rundt mellem rige og fattige, spiller rollen som kvinde og »tragisk mulat« og i satiriske vendinger gennemskuer samfundets groteskheder af idioti i syd og bedrevidende hykleri i nord. Kun sorte slavegjorte ser igennem hans for de hvide tilegnede spil for galleriet.

Frederick Douglass står i historiebøgerne som en pioner, der flygtede fra slavetilstand til velanset borgerrettighedsaktivist i norden. I Henrys øjne fremstår Douglass som en dekadent dandy med forførende talevner, fortrinligt inkarneret af ordekvilibristen Daveed Diggs (’Hamilton’, ’Blindspotting’). Harriett Tubman, som grundlagde The Underground Railroad og skaffede slaver fra Syden til frihed i nord, og hvis liv blev filmatiseret sidste år, slipper mere sympatisk fra Henrys bullshit radar.

Gennem Henry får vi indblik i forskellige sorte skæbner, der betoner vigtigheden i at dø som frie. Humoren i Browns hovedkuldse selvmordstogt langs Peter Demings eminent rustikke og svedglinsende billedside er altid ledsaget af alvoren i ansigterne fra de personer, det hele handler om.

John Browns historiske arv forbliver en polariserende gåde selv den dag i dag. Som Henry fortæller, er Brown både elsket af nogle sorte for at skabe ravage og hadet af andre for sin hvide frelserrolle. Henry ser det hele i hærføreren med det viltre skæg og de krystalklare azurblå øjne, der genspejler naiviteten og galskaben i John Browns projekt.

Brown vil bekæmpe slaveriet med alle midler og vil have Gud med i det. Skuddueller skildres absurd med Brown, der forhører sit følge om Ezekiels Bog fra Det Gamle Testamente, mens Brown selv skyder med vildfarne spredehagl i timelange bønner. Henry finder med tiden skuffelse i Brown og andre hvides tale for de sorte, men fæstner sig i sidste ende ved oprigtigheden og viljestyrken i Browns kamp for sortes frihed.

Ethan Hawke er en af naturkraft som Brown. Med en fascinerende kras røst, som svinger mellem vildskab, omsorg og smerte, leder hans præstation tankerne hen på Tom Waits. Hawkes Brown er som den ikoniske sanger en forhutlet outsiderstemme med romantiske idealer om at »puste nyt liv i landets sjæl« og »rense det skyldige land med blod«. De sortes historie i USA er bare ikke en romantisk fortælling.

Mesterstykket i ’The Good Lord Bird’ er at skildre slavetiden og den splittede nation med lige dele komisk absurditet og alvor, at gøre noget så umoderne som at præsentere konfliktens kompleksitet og mangelfuldheden i selv de mest sympatiske aktører og ikke at tegne fortiden i et nutidigt helliggørende billede. Det slap han fandme godt fra ham Ethan Hawke.

---

Kort sagt:
’The Good Lord Bird’ er ikke den serie, det amerikanske samfund fortjener, men den, de har brug for lige nu.

Anmeldt ud fra de første fem afsnit.