’22. juli – dagen der ændrede Norge’: Ny serie om Utøya forskyder blikket på uforglemmelig vis
I kølvandet på Utøya-massakren har de norske filmskabere taget ansvaret på sig og bevist, hvad de levende billeder kan bruges til.
Erik Poppes one take-mareridt fra et offers perspektiv, ’Utøya 22. juli’, står som et ubærligt, men vigtigt monument over de grusomheder, ofrene gennemgik den sommerdag for snart ni år siden. I dokumentarfilmen ’Rekonstruktion Utøya’ genfortalte og -opførte fire overlevende deres historie.
Og NRK’s nye dramaserie ’22. juli – dagen, der ændrede Norge’ breder blikket ud med en fortælling om, hvordan Anders Breiviks skudsalver ikke blot ramte de direkte berørte, men hele det norske samfund.
Det er netop denne forskydning i perspektivet, der giver Sara Johnsen og Pål Sletaunes serie en uomtvistelig eksistensberettigelse. De fleste dramatiseringer af virkelige tragedier søger naturligt nok mod ofrene, de pårørende eller gerningsmanden. Men i periferien af et anslag mod et frit samfunds grundpiller er der også mange andre, der bliver påvirket.
’22. juli’ kommer vidt omkring. Der er journalisterne på Aftenposten, som skal forsøge at dække begivenhederne både sobert og kritisk, mens de udspiller sig. Der er den garvede lokalpolitimand, der bliver sat til at lede efter lig på den lille ø, få timer efter Breivik er blevet anholdt. Overlægen på Ullevål Sykehus, der skal bevare det kølige overblik, da hendes akutafdeling bliver sat under pres som aldrig før. Læreren, der ikke kan finde sin søn efter den indledende eksplosion ved Oslos regeringskvarter. Præsten, som skal give ofrenes familier en ordentlig afsked med deres elskede. Den hospitalsansatte af somalisk afstamning, der ånder lettet op, da skylden for mordene ikke kan skydes på islamistisk terror.
Og den højreradikaliserede blogger, der i årevis har udspyet den slags indvandringsfjendsk hate speech på nettet, som Breivik var inspireret af.
Serieskaberne har fortalt, at de var særligt inspirerede af David Simons HBO-serie ’Treme’ om New Orleans efter Katrina-orkanens omfattende ødelæggelser, da de skulle finde snittet til deres historie om Utøya. Og det mærker man tydeligt.
For ligesom ’Treme’ er ’22. juli’ en besk kritik af et system, hvor opportunistiske politikerløsninger og floskuløs New Public Management eroderer de vestlige samfunds institutioner indefra. I NRK’s serie mærker vi som en mavepuster, hvilke konsekvenser effektiviseringer af såvel hospitalsvæsenet som politiet har. Ullevåls traumeafdeling stod over for nedskæringer, før massakren indtraf, mens alarmcentralen tilsyneladende reagerede for langsomt på desperate opråb fra ofrene på øen.
Men ligesom ’Treme’ er ’22. juli’ samtidig en fortælling om menneskeligt sammenhold i undtagelsestilstandens kaotiske efterspil. Takket være de enkelte menneskers stærke viljer viste Utøya også, at det norske samfund fungerer – trods systemsvigtene. Og derved er det også en serie med et iboende håb, en grundlæggende optimistisk tro på empati, næstekærlighed og fællesskab som kontrast til en gal mands modbydelige gerninger.
Mest på usikker grund kommer serien, når netop Breivik skal forklares. Fortjenstfuldt spiller han kun en diminutiv rolle (vi ser aldrig skyderierne på øen), men et væsentligt spor fra første afsnit er politimanden Eivinds involvering i en hjerteskærende sag om en ung dreng, der vokser op i et voldeligt hjem. Som den eneste plottråd relaterer den sig ikke direkte til Utøya, men indikerer visse paralleller til Breiviks plagede opvækst. Efter fire afsnit er jeg spændt på, om Johnsen og Sletaune kan lande ambitionen om at anvise, at også Breivik er et delvist resultat af systemsvigt.
’22. juli’ har flere rørende øjeblikke, blandt andet da en hjemløs mand efter massakren lægger en blomst foran kongeslottet i Oslo, mens snigskytterne sigter aggressivt på ham. Generelt afholder den sig dog heldigvis for storladen symbolik eller andre fristelser til at dramatisere det traumatiske forløb unødigt. Den er fortalt velgørende nede på jorden.
Med udsigt til filmen ’Krudttønden’ om det danske terrorangreb og serien ’Efterforskningen’ om Peter Madsen/Kim Wall-sagen trænger diskussionerne om, hvornår noget er too soon, sig på.
Men Utøya-fortællingerne viser, at det ikke handler om too soon, men om hvordan. Har de kunstneriske bearbejdninger noget at sige, noget at bidrage med, som hæver dem over småklam kapitalisering på rigtige menneskers ulykke?
Det har ’22. juli – dagen, der ændrede Norge’ i allerhøjeste grad.
Kort sagt:
Efter tre film om Utøya troede man, at de levende billeder havde sagt det, der skulle siges om den norske tragedie. Men NRK-serien ’22. juli – dagen, der ændrede Norge’ forskyder blikket og viser på uforglemmelig vis, hvordan et terrorangreb ikke kun rammer ofrene og de pårørende. Det rammer et helt samfund.
Anmeldt på baggrund af de fire første afsnit.