KOMMENTAR. Vi er få minutter inde i ’Utøya 22. juli’, og det er første gang, Kaja træder ind i billedet. Hun kigger direkte ind i kameraet. Taler til os: »I kommer aldrig til at forstå det. Så lyt til, hvad jeg siger«.
Få sekunder efter vender hun sig væk fra kameraet og fortsætter samtalen. Pludselig forstår vi, at hun faktisk snakker med sine forældre i den anden ende af mobiltelefonen. Hun er på sommerlejr på øen Utøya, og der er netop sprunget en bombe i Oslos hovedkvarter på den anden side af vandet, uden nogen endnu ved, om det er terror, en gaseksplosion eller andre former for sort uheld.
Den 18-årige, politisk engagerede Kaja taler altså ikke til os nede i sofarækkerne, men alligevel gør hun jo. Og hendes replik og brud på den fjerde væg – blikket direkte ind i kameraet – er en overmåde intelligent måde at starte en så kontroversiel film som Erik Poppes historie om de unge nordmænd, der blev sagesløse ofre for en gal mands massakre 22. juli 2011, hvor 69 mennesker døde og mange hundreder overlevende blev efterladt med svære psykiske traumer.
Poppe har stillet sig selv en svær opgave, og allerede da filmen blev annonceret, mødte den kritik fra nogle af de efterladte. For var det ikke alt for tidligt at lave en film om den største tragedie i nyere norsk historie, der stadig er et åbent sår for såvel overlevende som efterladte? Hvad skal det gøre godt for?
Et værn mod glemslen
Efter den har fået premiere i hjemlandet, er den imidlertid blevet taget godt imod af både de unge, der slap væk fra Utøya med livet i behold, og de mange, der mistede deres børn, børnebørn, søskende og venner. Ifølge Erik Poppe har filmen haft en terapeutisk effekt for nogle af de overlevende, der føler sig hørt og repræsenteret på en værdig måde. ’Utøya 22. juli’ fremstår ikke som den spekulative underholdningsfilm, nogle havde frygtet. De norske anmeldere har kvitteret med rosende ord, og folkene bag har været varsomme med markedsføringen: Filmen har ingen trailer, og der er kun frigivet ét billede fra den. Den skal ikke lugte af biografbait i samme kategori som film om superhelte og galakser langt langt væk.
Den egentlige nøgle til filmens bedrift er dog netop de første sekunder med Kaja, der er blandt årets mest uforglemmelige filmøjeblikke. Her overgiver Erik Poppe sig uforbeholdent til ofrenes parti: Han udtrykker – nej, han lader de unge udtrykke – at vi aldrig kommer til at forstå, hvordan det var at være til stede på den lille ø i de mere end 70 minutter, hvor Breivik raserede.
Vi kommer aldrig til at forstå det, men vi skal prøve alligevel, for ellers fortoner begivenheden sig med tiden til et abstrakt anslag mod demokratiet som så mange andre hændelser i historien. Det er vel netop det, filmmediet kan – give en følelsesmæssig fornemmelse for, hvad der skete, så vi ikke blot husker gerningsmandens udtryk i retten, hans manifest og de kolde facts om døde og sårede, men at dette overgik for mennesker af kød og blod. Der var mennesker som du og jeg, der gennemgik et levende mareridt af den slags, som man ikke ville ønske for sin værste fjende. Glemmer vi det, er risikoen desto større for, at det gentager sig.
Et sjældent vellykket metagreb
Filmen er forløst fra de unges perspektiv og giver en fornemmelse af klaustrofobien, kaosset og uvisheden, af hvordan hvert minut føles som en evighed. Efter et par indledende virkelige optagelser fra sprængningerne i Oslo følger kameraet i hælene på Kaja i 90 sveddrivende intense og rystende minutter uden at klippe én eneste gang. Den iscenesætter overlevelseskampen, så man skal være mere end almindelig forkert skruet sammen, hvis man ikke kan se, hvordan ingen ideologi kan forsvare en handling så kold og brutal.
Vi kan ikke forstå det, men ved at lade ofrene træde i forgrunden og lade gerningsmanden fortone sig som en uhyggelig, anonym skygge i baggrunden uden nogensinde at nævne hans navn tager filmen os tættere på end noget andet dokument over Utøya-massakren.
Hvor metagreb som Kajas direkte åbningsappel ofte kan virke studentikose, tjener det her et klart formål. Foruden at være teknisk formidabelt eksekveret sætter det rammen, så vi forstår filmens ærinde og entydige sympati med de unge på øen. Kort efter bliver vi revet med i en af den slags åndeløse biografoplevelser, hvor man plejer at sige, at det var som at være der selv.
Men vi var der ikke. Og derfor skal vi se filmen, selvom den er hård. Vi skylder ofrene at lytte og sætte os i deres sted. Så godt vi nu formår.
Læs også: Anmeldelse af ‘Utøya 22. juli’