’The Boys’ sæson 2: Årets suverænt mest underholdende serie
Der er noget poetisk over, at sjette afsnit af anden sæson af ‘The Boys’ slutter med et callback til afsnittet ‘The Female of the Species’ fra første sæson, hvor Captain America vendt på vrangen, superhelteskurken over dem alle, Homelander, for alvor bekendte psyko-kulør ved at lade et passagerfly styrte ned uden at prøve at redde passagererne.
Det var det bedste afsnit i en rigtig god, men sine steder også lidt for dramatisk tung og ikke grotesk overgearet nok første sæson. Det retter anden sæson op på.
Vandmanden The Deeps sjælegranskning latterliggøres, supersprinteren A-Trains helbredsproblemer parkeres på sidelinjen, og der bliver meget mere plads til monstret Homelander (Antony Starr i hopla ligesom i første sæson) og – ikke mindst – hans nye supe in crime, Stormfront. En duo dyppet i lige dele Compound V, nazisympati og demagogisk vanvid.
Alt er mere sort-hvidt og blodsprøjtende rødt. For det går vildt for sig i anden sæson. Hvor en granat stoppet op i numsen på en superhelt og detoneret næsten PG-13-agtigt var en af de vildeste voldsudgydelser i sidste sæson, stikker det helt af i den nye sæson, men på den helt rigtige måde.
Der er hoveder, der eksploderer med ballon-poppende krunsjlyde og så mange liter blod, at David Cronenbergs ‘Scanners’ ligner noget, der kunne vises på Disney+. Der er øjne, der stikkes ud med total visuel udpensling, kæmpehvaler, der torpederes af motorbåde, en tentakel, der viser sig at være en superhelteterrorists meterlange lem, der smadrer gennem et vindue for at kvæle en af The Boys – og et utal af andre optrin. Man når knap nok at puste ud fra den ene overrumplede sekvens, før den næste står på spring.
Rå vold og sort humor dominerer næsten totalt, men showrunner Eric Kripke og hans medforfattere har også fået langt bedre fat i de dramatiske sekvenser. Fokus er først og fremmest på asfaltfjæset med de gustne oneliners og det blødende hjerte inderst inde, Billy Butcher (en perfekt castet Karl Urban), og hans forhold til konen Becca og hendes superheltesøn, der er et resultat af en voldtægt af Homelander flere år tidligere. Billy elsker Becca, men kan ikke tåle at se på hendes søn, mens hun ikke kan leve uden sønnen. Og midt i det hele dukker Homelander selvfølgelig pludselig op og beslutter sig for at ville være far og lære sin søn at bruge hans superheltekræfter.
Der er stærke push-pull-mekanikker i den firkant af modsatrettede sympatier. I hvert fald nok til at holde ens interesse i de få øjeblikke, hvor der ikke er nogen, der bliver skåret midt over af Homelanders laserøjne eller stegt af Stormfronts elektrohænder.
Det hele kulminerer i et par mildest talt sindssyge afslutningsafsnit, der er så vilde, blodige og tweetable, at man kan være i tvivl om, hvorvidt ’The Boys’ – ligesom Homelander, der står på en tagtop med bukserne om anklerne og spiller den af, mens han messer »I can do whatever the fuck I want« – har blown its load for tidligt inden tredje sæson.
Når udløsningen er så tilfredsstillende som her, orker man dog ikke bekymre sig. Som Butcher ville sige: »We’ll cross that bridge when we burn it«.
Kort sagt:
Med dramatisk tæft, læssevis af galgenhumor og en syndflod af makabre actionsekvenser, der eskalerer ud ad en nærmest surrealistisk tangent, er anden sæson af ‘The Boys’ ikke blot årets vildeste og blodigste, men også suverænt mest underholdende tv-serie.
Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.