‘Rick and Morty’ sæson 4: Dan Harmons komedieserie holder tårnhøjt niveau – og stikker til utilfredse fans
De mange skærmydsler omkring ‘Star Wars: The Last Jedi’ viste tydeligt, hvordan mindre fangrupperinger i dag kan skabe overdøvende støj omkring et populært fiktionsunivers, hvis ikke lige deres forventninger bliver tilfredsstillet.
Det har manuskriptforfatter Dan Harmon også været offer for, efter han fik et stort mainstreamgennembrud med animationsserien ‘Rick and Morty’ om den kyniske opfinder Rick, hans usikre barnebarn Morty og deres skøre rumeskapader.
I ventetiden på sæson 3 startede Harmon selv #HarmonBlock-hashtagget, fordi han måtte blokere så mange ubehøvlede brugere på Twitter. Og da tredje sæson endelig kom ud, måtte han tage afstand fra en gruppe hadske internetkrigere, der begyndte at chikanere seriens kvindelige forfattere.
Nu, cirka to år senere, har første halvdel af fjerde sæson fået premiere, og allerede fra start bliver der sendt en stikpille til utilfredse fans fra Harmon og medskaber Justin Roiland, der som bekendt ene mand lægger stemme til de to hovedpersoner. I første afsnit, ‘Edge of Tomorty: Rick Die Rickpeat’, møder en klonet Rick sig selv og Morty i en parallel virkelighed, hvor et fascistisk styre har overtaget verden. Morty, iklædt fuld fascist-uniform, viser sig snart at være en parodi på komedieseriens berygtede fanbase.
Fascist-Morty slår nemlig hurtigt sin egen virkeligheds Rick ihjel med ordene: »Han var underlegen, for politisk. Jeg vil have sjove, klassiske ‘Rick and Morty’-eventyr som førhen«. Lidt senere i afsnittet peger han truende sin pistol mod den klonede Rick og siger: »Ingen spørgsmål eller metakommentarer. Bare hav det sjovt. Vi skal på et simpelt, sjovt, klassisk eventyr«. Snart herefter bliver karakteren naturligvis aflivet som svar på kritikken.
Som det nok kan høres, er fjerde sæson af ‘Rick and Morty’ indtil videre lige så drilsk og underholdende som tidligere. Seriens på sigt mest ikoniske afsnit er muligvis ikke at finde i bunken (her sammenligner jeg blandt andet med ‘Pickle Rick’ og ‘Get Schwifty’), men Harmon og resten af forfatter-teamet holder fortsat deres tårnhøje niveau. Selv et gennemsnitligt afsnit af ‘Rick and Morty’ byder på en komisk og meget uforudsigelig omgang galskab.
De episodiske fortællinger forløber i et vanligt hidsigt tempo, med jokes, metakommentarer, vold og popkulturelle referencer flydende i en lind strøm. Specielt i ‘One Crew over the Crewcoo’s Morty’, der er en slet skjult kritik af heist-filmgenren i almindelighed og ‘Ocean’s Twelve’ i særdeleshed, bliver tempoet helt uoverskueligt. Karaktererne double crosser her hinanden til ukendelighed, akkompagneret af (tilsigtet) irriterende og lidt for veloplagt spændingsmusik samt split screens i hobetal.
Som sædvanligt er universets komplicerede historier fyldt med barnlige platheder vedrørende numser og fæces, men under overfladen ligger også en smertefuld meningsløshed. Ricks omstændige og groteske rejse i ‘The Old Man and the Seat’ starter eksempelvis ved, at han opdager, at en fremmed person har brugt hans private toilet. Det vil den hensynsløse videnskabsmand ikke finde sig i. Men da problemet til sidst er løst, og han igen kan sætte sig til rette på sit foretrukne toiletbræt, er Rick pludselig stille og modløs.
Meningsløsheden når måske endda nye højder i denne sæson. For hvor Rick og Morty tidligere har måttet skifte tidslinje, fordi de havde fucket deres egen verden tilpas meget op, kan Morty i afsnit 1 sagtens leve videre, selvom han i bedste ‘Akira’-stil har slået en masse mennesker ihjel. En tand mere deprimeret fortsætter han sit liv, som om intet var hændt.
Kort sagt:
Ventetiden har været hård, men heldigvis ryster Dan Harmon og Justin Roiland ikke på hånden i den nye sæson af ‘Rick and Morty’, hvor den gakkede, platte og dystre stil fortsat kører for fuld drøn.
Anmeldelsen er baseret på hele første del af sæson 4.