’Ramy’ sæson 2: Mørk opfølger til Golden Globe-vinder er få centimeter fra at være et moderne seriemesterværk
Første sæson af ’Ramy’ var en serieåbenbaring med sin bundhumane, morsomme og mangefacetterede skildring af en muslimsk familie i New Jersey med egyptiske rødder. Ramy Youssefs semiselvbiografiske portræt af en millennial i eksistentiel vildrede mellem tro, tilhørsforhold og drifter blev overraskende, men fortjent belønnet med en Golden Globe.
Sæson 2 og den sensationelle benovelse har lagt sig. Hvad er det egentlige niveau for ’Ramy’, når alt kommer til stykket? Lad os bare sige, at det er højt. Eller rent ud sagt: ’Ramy’ er få centimeter fra at være et moderne eksistentialistisk seriemesterværk.
Ramy befinder sig fra sæsonens start et opgivende og storonanerende sted i tilværelsen. Forrige sæsons slutning var en følelsesmæssig rutsjebanetur for den lille fyr med dådyrøjnene og den bagvendte kasket. En dannelsesrejse hjem til sine familierødder i Cairo udviklede sig efter farfarens død til en religiøs ekstase hos en gruppe sufier og ikke mindst en affære med sin attraktive gifte kusine.
Hjemme i New Jersey har han i selvlede isoleret sig. Vennerne Ahmed (Dave Merheje), Mo (Mohammed Amer) og Steve (Steve Way) er bekymrede. Ramys værelse stinker af sæd. Intet under. Hans indre uro dæmpes med tvangsagtig masturbation med den egyptiske sanger Hanan som catchy og komisk ledemotiv.
Da Ramys elendighed virker mest uoprettelig, bliver han introduceret for en udvej i et nystartet sufistisk center og dens leder Sheikh Ali (den dobbelte Oscar-vinder Mahershala Ali i endnu en understregning af hans format). Gennem sufismens tolerante filosofi og spirituelle forbindelse til Allah ønsker Ramy at udfylde det indre hul, han hidtil har forsøgt at stoppe med porno og seksuelle eskapader.
»Jeg vil dræbe mit ego«, som han som en lille såret hvalp i første afsnit forklarer til den majestætisk fromme Sheikh Ali.
»Hvordan ved jeg, at jeg ikke er endnu en af dine lyster?«, spørger Sheikh Ali og varsler den større sæsonarks pinefulde punktum: At Ramy i sin egocentrisme, i sit selvbedrag og i sin intimitetsfrygt forbliver et omvandrende og destruktivt paradoks, der ikke står til at redde.
Ramys åndelige rejse under Sheikh Ali bevæger sig fra en voldsom fatal håndsrækning til en hjemløs PTSD-ramt Irak-veteran og surreelle slurke af den libanesiske pornostjerne Mia Khalifas brystmælk. Og den ender fordømt i forsøget på samliv med sheikhens afbalancerede datter Zainab (ghanesiske MaameYaa Boafo stråler i samtlige scener).
Lidt håb er der til gengæld at finde i resten af Ramys familie. Selvom anden sæson introducerer en mere fortløbende sæsonbue for Ramy, er der igen blevet plads til en række enestående afsnit (hele fire) med ændret karakterfokus. Og igen er der tale om nogle af seriens absolutte højdepunkter – som i et sæsonperspektiv dog fylder for meget.
Far Farouks (Amr Waked) afsnit om far/søn-relationer og ungdomsdrømme om mulighedernes land versus en virkelighed som midaldrende arbejdsløs og en truet autoritetsrolle er melankolsk hverdagspoesi. Mor Maisa kandiderer stærkt til årets mor i amerikansk fiktion i kraft af en forrygende indlevelse og komisk timing fra Hiam Abass (’Succession’). Den israelske skuespiller udfolder sig til fulde i et ret genialt afsnit, hvor statsborgerskab og sprogtest raffineret kobles sammen med kulturelle og sproglige koder i et moderne USA med non-binær kønsforståelse og korrekt brug af pronomenerne »they« og »them«.
Mest uafrysteligt er det at følge onkel Naseem (Laith Nakli). Bag macho-brovtende hyggeracisme og misogyni viser sig en dybt plaget sjæl med en homoseksualitet, han ikke kan komme overens med. Indstillingen med Naseem, der i tårer trøstespiser en kage, mens en arabisk version af ’I will survive’ spiller, bliver ikke mere hjerteskærende tragisk.
Sæson 2 af ’Ramy’ er selvfølgelig ikke rent tungsind og tristesse. Ramys kulturelle og sproglige betragtninger, som da han over for Sheikh Ali delvist forsvarer sex med en gift kvinde under Ramadan (»det var i løbet af spisetiden«), rummer – ikke ulig Woody Allens jødiske samfundsportrætter – groteske selvudleverende selvmodsigelser og en gennemgående kærlig-vittig tone.
Hvor en del scener i første sæson var gennemspillede jokes fra Ramy Youssefs standup-show ’Feelings’ (igen ligesom tidlig Woody Allen), er humoren blevet et mere naturligt inkorporeret element, der gør det meget eksistentielle mørke udholdeligt. For mørkt og fortvivlende er det sandelig blevet at følge Ramys søgen efter mening.
Kort sagt:
Blandingen af sæsonark og enkeltafsnit er uforenelig. Men andet indblik i tilværelsen som muslim i USA er i sin ambitiøse udforskning af sårbare indre liv og titelkarakterens deprimerende mørke sider derudover et moderne eksistentialistisk seriemesterværk.
Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.