’Ramy’: Muslimsk millennial-skildring er en åbenbaring
For lidt over 15 år siden tumlede jeg rundt i en klasse med 50 procent med anden etnisk herkomst og trillede bold i et multietnisk projekt mellem drenge fra Vollsmose og mit eget forhækkebeskyttede forstadsområde. Hverken dengang eller siden har jeg tænkt på den konstante forfølgelse og mistillidsfulde blikke, som mine muslimske venner Abdi og Hamudi må have levet under efter terrorangrebet på World Trade Center.
Ikke før nu, ikke før ’Ramy’: En fuldstændig serieåbenbaring, hvor det 28-årige karismatiske komikerstjerneskud Ramy Youssef med den bagvendte kasket på under 30 minutter tager godt fat i de emner, man i Vesten har så travlt med at diskutere og danne sig billeder (fordomme) af og med største selvfølgelighed lægger dem på bordet i en stærkt komisk, men også rystende, rørende og frem for alt nuanceret og indsigtsfuld udforskning.
I hvad, der er blevet beskrevet som en semiselvbiografisk serie, spiller Ramy Youssef en version af sig selv, der bor med sin søster (May Calamawy) og sin egyptiske far og mor i New Jersey. Forældrene spilles af henholdsvis den egyptiske megastjerne Amr Waked (’Lucy’) og den altid fascinerende israeler Hiam Abbass (’Succesion’).
Ramys singleliv går med at hænge ud med vennerne Ahmed (Dave Merheje), Mo (Mohammed Amer) og den rapkæftede muskelsvindramte bedsteven Steve (Steve Way), som han ved sæsonens start driver den af med hos en startup-virksomhed. Af og til roder Ramy sig også ud i mere eller mindre heldige situationer med det modsatte køn.
Det er formen fra coming of age-forviklinger, vi kender fra ’Girls’ og en bunke andre millennial-serier, som man her har fyldt ud og givet en særlig muslimsk vinkel med en helt upåfaldende karakter af hverdagsscenarier til følge. Det føles både banebrydende og fortroligt. Man både opsætter og demonterer fordomme og bevæger sig altid i et detaljeret krydsfelt, som aldrig lefler for simple kasser såsom ’den moderate muslim’ eller ’kulturmuslimen’.
Som i første afsnit, hvor Ramy beder sine forældre om at lege Kirsten Giftekniv (»skal hun være tildækket eller ikke tildækket?«) og den udvalgte kvinde i sin seksuelle direkthed udfordrer Ramys forforståelse af, hvordan muslimske kvinder bør agere.
Ramadan-gradbøjninger, dating- og sexliv, forskelsbehandling af køn, muslimske kvinders følelsesliv og forfølgelsen og tvivlen som mørklødet post-11.september er blot nogle af de temaer som Ramy Youssef kaster ind i formen og bryder op, så de næsten ligner jokes fra hans ligeledes glimrende standup-set. Men også kun næsten.
For som i de bedste afsnit af ’Master of None’ og ’Atlanta’ bevæger Ramy sig som kulturelt splittet person i USA ofte hen imod en dybfølt ængstelig søgen efter klarhed. Et USA, der i denne splittelse pludselige kan fremstå surreel og urovækkende.
Modsat Hannah Horvath bunder Ramys søgen ikke bare i at finde tilfredshed i sig selv. Hovedpersonen og seriens søgen er mere omfangsrig og underspillet revolutionerende.
Den kredser om at finde sig til rette i sin tro som amerikanskfødt søn af egyptiske forældre og i det hele taget som muslim i et land, hvor en bred befolkningsdel, inklusive præsidenten, ikke mener, Islam er foreneligt med vestlige værdier.
Det, der de tre første afsnit ligner en fin, om end sikker formel med Ramy, der skal finde hustru og job for at tilfredsstille de tilsyneladende traditionsbundne forældre, løfter sig adskillige niveauer i fjerde afsnit.
Det er her serien med den første af tre bottle episodes gennemspiller, hvordan 12-årige Ramy den ene dag går fra at kæmpe sig i masturberende øjenhøjde med sine hvide skolekammerater og fra og med den 11. september 2001 bliver kaldt ’terrorist’ af selvsamme kammerater. Hvad, der er et af årets mest mindeværdige afsnit, udvikler sig overrumplende i en underbevidst og eksistentiel kamp mellem Osama Bin Laden-tilnærmelser og All American-sexfantasier.
Efterfølgende får både Ramys mor og søster deres helt eget afsnit. Især den bittersøde skildring af mor Maysa, som vil prøve noget andet end manden og sofaaftenerne med arabiske film, understreger, hvordan serien i genkendelige fortælleformer hele tiden disker op med nye relaterbare perspektiver på livet som muslim og på sine karakter. Selv Ramys stereotypt antisemitiske og misogyne onkel bliver pludselig et levende væsen.
Sæsonen og Ramys søgen slutter hos rødderne i Egypten, men for os seere slutter den heldigvis ikke der.
Ligesom Liverpool-spilleren og landsmanden Mohamed Salah er godt i gang med at oplyse verden af fodboldfans om det ufarlige i at praktisere Islam, har serien og Ramy Youssef nemlig fundet en enestående form, der kan få folk til at stoppe op og sætte sig ind i mennesket i og bag sin tro. Sådan som det skete for mig med Abdi og Hamudi.
Kort sagt:
Ramy er navnet på serien og personen, der med det både komiske og inderligt søgende, ligefremme og ligetil portræt af livet som muslim i Vesten vil sig placere blandt de vigtigste amerikanske kulturstemmer i det kommende årti. Hvis ikke allerede nu.
Læs også: De 25 vigtigste serier i 2010’erne