’The Mandalorian’: Fortælleglæden i Star Wars er tilbage!
’The Mandalorian’ er så god, at det er møgærgerligt, jeg ikke er otte år gammel, så jeg kan løbe ud i haven og lege ’The Mandalorian’.
De kraftfulde familier som Skywalker, Kenobi og Palpatine befinder sig langt væk, ude i stjernevrimlen et sted. Deres krige udkæmpes med magiske evner og enorme hære på tværs af galaksen, og i deres kølvand efterlades billionvis af væsner på millionvis af planeter mere eller mindre påvirket af de intergalaktiske familiestridigheder.
’The Mandalorian’, der nu med indtoget af Disney+ i Danmark endelig kan ses herhjemme, foregår fem år efter ’Return of the Jedi’ og imperiets fald. Her slipper du for at gætte på, hvem sønnen, faren eller bedstefaren til hovedpersonen er. Denne serie handler om ’den lille mand’. Dem, som ikke vil indblandes i de høje herrers politik og magtkampe, og som er ligeglade med, om du holder med Republikken, Separatisterne eller Imperiet, eller om din titel er Senator, Greve eller Dronning. Alle prøver bare at klare sig i en usikker galakse, hvor jobtitlen ’dusørjæger’ er særligt udbredt.
Vi lærer hans navn at kende i det sidste afsnit af denne første sæson, men ellers kender vi ham kun som »mandalorianeren« (Pedro Pascal). Der er blevet skævet til Clint Eastwoods navnløse gunslinger i Sergio Leones Dollar-trilogi. Den ensomme samurai, hvor man fornemmer en tragisk fortid bag det mutte ydre. Måske har han hørt om ’kraften’, men han har ikke noget forhold til den. Det ændrer sig i mødet med ’Baby Yoda’.
Egentlig skulle mandalorianeren kidnappe barnet. Det var opgaven. Men så viser det sig, at den kolde dusørjæger har en samvittighed. Og barnets særlige forhold til kraften redder mandalorianerens liv, og derfra er de bundet til hinanden.
Det er på samme tid en storslået og simpel fortælling, ligesom de bedste spaghettiwesterns. Måske netop derfor er det så velkommen en afvigelse fra de tætpakkede film i Skywalker-sagaen.
Særligt afsnit 4, ’Sanctuary’, vækker en nostalgisk legelyst. Det er slet ikke seriens bedste afsnit. Andre afsnit har mere på spil, er mere originale, og vi er for eksempel med under opdagelsen af den mystiske fjende Moff Gideon (Giancarlo Esposito). ’Sanctuary’ er en lille sidehistorie, en mini-’De syv samuraier’, hvor mandalorianeren og dusørjæger-kollegaen/konkurrenten Cara Dune (Gina Carano) ender i en lille landsby, som terroriseres af et mystisk monster. Afsnittet har en næsten naiv, simpel grundfortælling, og jeg blev straks revet tilbage til barndommens eftermiddage med serials som ’MacGyver’, ’Knight Rider’ og ’The A-Team’.
I afsnittet formår ’The Mandalorian’ at tage en lille bid af Star Wars-universet og skabe et fuldendt måltid. Det tager en ubetydelig prik i imperiets samlede flåde – et kapret imperiafartøj, der er en dråbe i det i galaktiske hav, men for disse mennesker i netop denne landsby på netop denne planet betyder forskellen på liv og død.
Det er det stærkeste argument for Star Wars-universets levedygtighed. Er der flere historier at fortælle fra George Lucas’ univers? Man kan lige så godt spørge, om alle westerns nu er fortalt. Selvfølgelig ikke. Der findes tusindvis af westerns og samuraifilm, og der kan fortælles tusind mere.
Jeg er vild med ‘The Mandalorian’, og serien er en sejr for Disney-bosserne, som håber at kunne bruge den som rambuk til streamingmarkedet.
Btw. Det er ikke Baby Yoda, altså Yoda som barn, naturligvis, eftersom denne serie foregår efter Yodas død. Yoda er en af de få figurer, som vi hverken kender race, planet eller personlig backstory på, hvilket er en bevidst strategi om at beholde denne særligt kraftsensitive skabning som en mere mytisk figur.
Men teknisk set kunne Baby Yoda (som er cirka 50 år gammel, får vi at vide) være søn af Yoda…
Dælens. Nu kom jeg alligevel til at gætte på, hvem der er far til hvem…
Kort sagt:
Ren fortælleglæde og kærlighed til George Lucas’ gamle opspind – og i virkeligheden det bedste produkt fra Star Wars-universet i flere år.
Anmeldt på baggrund af hele første sæson.