’Hamilton’
’Hamilton’ tog USA med storm som den mest succesfulde Broadway-musical i nyere tid – et populærkulturelt fænomen uden sidestykke. Den overvældende succes fik Disney til at kaste svimlende 500 millioner kroner efter rettighederne til en videooptaget version, som nu omsider har kurs mod Danmark.
Fortællingen bygger på historien om den historiske person Alexander Hamilton – en af USA’s grundlæggere – og hans rejse fra forældreløs dreng i New York i 1776 frem til udnævnelsen som USA’s første finansminister under George Washington.
Musicalen er særligt blevet rost for sit moderne musikalske univers, der svinger over fra alt freestyle rap og R&B til jazz og klassiske musicalnumre. Og så skrev den historie med sit markante fokus på etnisk diversitet blandt castet, hvor hovedrollerne stort set kun indtages af ikke-hvide skuespillere.
Lin-Manuel Miranda (‘His Dark Materials’), der også har skrevet stykket og komponeret musikken, indtager titelrollen og flankeres af det oprindelige cast, herunder folk som Daveed Diggs (‘Blindspotting’), Jonathan Groff (‘Mindhunter’), Anthony Ramos (‘A Star Is Born’) og Jasmine Cephas Jones (‘Monsters and Men’). Teaterinstruktøren Thomas Kail (‘Fosse/Verdon) svinger taktstokken.
’The Mandalorian’
Den svinedyre, Emmy-nominerede ‘Star Wars’-serie ’The Mandalorian’ er Disneys første bud på en stort anlagt flagskibserie, der skal holde publikum klinet til skærmen. Og at dømme ud fra den positive kritiker- og publikummodtagelse i USA, er det lykkedes.
Spinoffserien udspiller sig i yderkanten af galaksen – fem år efter begivenhederne i ’The Return of The Jedi’ – hvor vi følger dusørjægeren The Mandalorian (Pedro Pascal fra ‘Game of Thrones’) og hans udfordrende liv i den dødsensfarlige branche.
Jon Favreau (‘Iron-Man’, ‘The Lion King’) har skabt serien og får selskab i instruktørstolen af blandt andre stortalentet Taika Waititi (’Thor: Ragnarok’) og Bryce Dallas Howard (‘Jurassic World’). Foruden Pascal har serien Giancarlo Esposito (’Breaking bad’), Gina Carano (’Deadpool’) og instruktørlegenden Werner Herzog på rollelisten.
De første to afsnit vil være tilgængelige, når Disney+ lanceres 15. september, mens der derefter vil udkomme et afsnit hver fredag frem til premieren på sæson 2 den 30. oktober.
’Verden ifølge Jeff Goldblum’
»En advarsel: Jeg fylder meget i programmet«, lyder det fra ’Jurassic Park’-stjernen Jeff Goldblum, i traileren til den Emmy-nominerede dokumentarserie med den danske titel ’Verden ifølge Jeff Goldblum’.
I den finurlige dokumentarserie følger vi den vittige, nysgerrige og stærkt karismatiske skuespiller gå på opdagelse i verden omkring os, hvor han med hjælp fra eksperter dykker ned i diverse kulturelle, videnskabelige og historiske temaer – fra gaming til sneakers.
Og som altid ser Jeff Goldblum ud til at være herligt selskab, når han bryder ud i sang, dans og vittige observationer.
’Black Is King’
Beyoncé gjorde sit indtog hos Disney sidste år med rollen som løven Nala i ‘Løvernes konge‘-remaket, som hun supplerede med filmalbummet ’The Gift’.
‘Black Is King’ er en visuel dramatisering af musikken fra ‘The Gift’, der nytænker temaer fra ‘Løvernes konge’ ud fra sortes perspektiv og dermed hylder sort historie og kultur.
»Rejserne, som sorte familier gennem tiden har gennemgået, æres i en historie om en ung konges rejse gennem forræderi, kærlighed og selvidentitet«, lyder den officielle beskrivelse, der fortsætter: »Hans forfædre hjælper med at guide ham mod sin skæbne, og med sin fars lærdom samt vejledning fra sin barndomskærlighed optjener han de dyder, det kræver at genvinde sit hjem og trone«.
Beyoncé har før udmærket sig med det mesterlige visuelle album ‘Lemonade‘ og forløberen ‘Beyoncé’, og ‘Black Is King’ skulle efter sigende fortsætte i samme høje niveau med en spektakulær billedside og gæsteoptrædener fra blandt andre Jay-Z, Kendrick Lamar, Donald Glover (som spillede Simba overfor Beyoncé i live-action-versionen af ‘The Lion King’), Pharrell Williams, 070 Shake og Tierra Whack.
’Out’
Pixar nåede en vigtig milepæl tidligere på året, da de udsendte deres første film nogensinde med en homoseksuel hovedkarakter.
Kortfilmen ‘Out’ handler om den unge mand, Greg, der skal til at flytte sammen med sin kæreste, men som alligevel tøver med at fortælle sine forældre, at han er homoseksuel.
I løbet af den 10 minutter lange dannelsesrejse lærer han dog at stå ved sin seksualitet efter på magisk vis at have byttet krop med sin hund (!) og indset, at det ikke nytter noget at holde sin identitet skjult for sine nærmeste.
Disney+ lanceres herhjemme 15. september.
Foruden ovenstående titler kan du se frem til et gensyn med samtlige film fra både Marvel– og Star Wars-universerne, mens størstedelen af Disneys bagkatalog af børnefilmklassikere og Pixar-film også vil være tilgængelige. Og så har vi slet ikke nævnt de 30 (!) sæsoner af ‘The Simpsons‘, som rammer dansk streaming i én stor pakke for første gang.