Her er de 11 vildeste øjeblikke i Beyoncés ‘Lemonade’-film

Her er de 11 vildeste øjeblikke i Beyoncés ‘Lemonade’-film

Beyoncés nye album ‘Lemonade’ og den tilhørende, over en time lange visual har kun været ude i under et halvt døgn, men allerede nu står det klart, at superstjernen – ligesom i 2014 med ‘Beyoncé’-albummet – har leveret en ekstraordinær, dyrt produceret totaloplevelse.

Vi er klar med et førstehåndsindtryk af ‘Lemonade’-filmen og fremhæver her de vildeste øjeblikke, der sprang os i øjnene undervejs – fra overraskende cameos til en frasmidt vielsesring!

Bey1nyny

 

1. Beyoncé på selvmordets rand?

‘Lemonade’-filmen består af de 12 musikvideoer til albummets 12 sange, men den er klippet sammen til én sammenhængende visuel oplevelse. Den præsenterer umiddelbart ‘Lemonade’ som et konceptalbum, hvor Beyoncé gennemgår en række heftige, komplekse følelser, der kendetegner sorg- og helingsprocessen under og efter et break-up.

I filmens første billeder møder vi altså en Beyoncé, der fremstår helt følelsesmæssigt afklædt og, ja, på randen af et sammenbrud. Klippestilen er springende og impressionistisk med Beyoncés voice-over som konstant lyrisk ledsager. Sanselige naturbilleder afløses af close-ups af Beyoncés forgrædte øjne, inden hun i et spektakulært klip kaster sig ud fra en bygning! Således er scenen sat for en film og et album, der præsenterer en mørkere side af Bey, end vi nogensinde har oplevet før. Spørgsmålet melder sig naturligvis med det samme: Har Jay-Z lavet ballade?!


Bey2ny

 

2. Undervandsscenen

Fortrængning synes at være den følelse, der gennemsyrer den næste række af billeder, hvor Beyoncé flyder under vandet i et oversvømmet soveværelse og betragter sig selv liggende på sengen. Her er tale om et teknisk avanceret shot, der ser enormt overbevisende ud, og som når et klimaks, da Beyoncé åbner dørene til den oversvømmede bygning og lader vandmasserne vælte ned ad trappen udenfor, imens hun selv står majestætisk i døråbningen.


Bey3ny

 

3. Beyoncé valser rundt med baseballbat

Sangen ‘Hold Up’ ledsages af en video, hvor en storsmilende Beyoncé klædt i en prangende gul kjole valser rundt i gaderne, nonchalant svingende et baseballbat, som hun til slut smadrer en bilforrude med – for til sidst at køre en hel række parkerede biler over i en monstertruck! Der er en skærende kontrast imellem sangens lette tone, Beys ubekymrede kropssprog og store smil og den aggression, hun udviser, og som også løber igennem teksten. Undervejs synger hun, »what’s worse, being jealous or crazy?«, og jalousitemaet synes spejlet i hendes gule kjole – og i albumtitlen, ‘Lemonade’?


Bey4ny

 

4. Beyoncé smider vielsesring

Aggressiviteten når sit klimaks på den Jack White-ledsagede ‘Don’t Hurt Yourself’. Her synger Beyoncé i en parkeringskælder i street-agtige gevandter inkluderet pels og bling og den cornrows-frisure, der også pryder hendes hoved i ‘Lemonade’-traileren. Til slut kaster hun sin vielsesring fra sig med ordene, »if you ever try that shit again, you’re gonna lose your wife!« Internettet er gået lidt smågrassat over netop dette klip – hvor er Jay-Z henne i den her ballade?


Bey5ny

 

5. Serena Williams twerker

Vreden afløses af apati i sangen ‘Sorry’ (hvor en mere overskudsagtig Beyoncé bedyrer, at hun netop ikke er ‘sorry’), og i en video optaget i det gamle, sydstatslignende hus, hvor også ‘Formation’ blev skudt, ser vi nu sangerinden få selskab af tennisstjernen Serena Williams, der slanger sig på gulvet og twerker omkring Beyoncé. Hun ligner om nogen Beyoncés bitch! Omkvædet lyder meget passende »middlefingers up!« – Beyoncé er mere konfronterende end nogensinde.


Bey6ny

 

6. The Weeknd og infrarødt, urbant mareridt

På den tunge, The Weeknd-gæstede ‘6 Inch’ følger vi Beyoncé på bagsædet af en bil og i en mørklagt, urban setting. Abel Tesfaye optræder ikke selv, men det mareridtsagtige udtryk springer i øjnene – noget skurrer, kameraet dvæler ved en mørk gang med en rød dør for enden, som til slut bliver omsluttet af flammer. Beyoncé goes horror!


Bey7ny

 

7. Quvenzhané Wallis

Filmen skummer over af overraskende cameos – barneskuespilleren Quvenzhané Wallis fra den stærke film ‘Beasts of the Southern Wild’ fra 2012, der omhandlede de ekstremt fattige eksistenser i New Orleans’ slumområder, optræder i flere klip, naturligvis for at understrege det racetema, som umiddelbart gennemstrømmer hele ‘Lemonade’-albummet.


Bey8ny

 

8. Black Lives Matter

På samme måde optræder mødrene til en række af de uskyldige, unge, sorte mænd, der de seneste par år har måttet lade livet i kampe med politiet og har været med til at udløse parolen Black Lives Matter. Blandt andre Sybrina Fulton, mor til Trayvon Martin, der blev skudt i februar 2012, poserer med et billede af sin søn, imens de melankolske, elektroniske toner fra James Blake-samarbejdet ‘Forward’ kører på lydsiden.


Bey9ny

 

9. Winnie Harlow

Den 21-årige sorte, canadiske model Winnie Harlow optræder i den orgelsydende, Kendrick Lamar-gæstede ‘Freedom’. Harlow har stået frem offentligt med hudsygdommen vitiligo. Videoens setting finder sted i og omkring huset fra ‘Formation’-videoen, hvor Beyoncé blandt andet synger sangens intense vers fra et podie. Også duoen Ibeyi optræder.


Bey10_2ny
Bey10ny

 

10. Blue Ivy og Jay-Z

Naturligvis får kærlighedsbarnet Blue Ivy og Jay Z også en markant plads i filmen. Videoen til klaverballaden ‘Sandcastles’ (hvor Beyoncé demonstrerer, at hun mestrer at spille klaver) er dedikeret til en række intime billeder af sangerinden og husbonden i øm omfavnelse. I et klip kysser Jay Z tilmed sin hustrus fødder. Det er værd at notere sig, at han kun optræder i det bløde balladehjørne og ikke i den aggressive ‘Don’t Hurt Yourself’ – der er alligevel grænser for, hvad Jay-Z har villet lægge ansigt til!


Bey11ny

 

11. Grandma Hattie

Til slut begynder trådene at samle sig. I en analogt flimrende hjemmeoptagelse, der angiveligt er filmet til Beyoncés bedstemor Hatties 90-års-fødselsdag, ser vi Hattie holde en tale om at holde hovedet højt i modgang – og hun bruger minsandten ordet ‘lemonade’ undervejs. Beyoncés nye album er tydeligvis en hyldest til de generationer af (sorte) kvinder, der har kæmpet for frigørelse, samt til de, der stadig kæmper i nutiden. Break-up-album, racediskussion og kvindehyldest – ‘Lemonade’ er en kompleks omgang!

Læs også: Beyoncés nye album, ‘Lemonade’, er ude nu – med bl.a. Kendrick Lamar, Jack White og James Blake som gæster

Læs også: Credit-listen på det nye Beyoncé-album er vanvittig – inkluderer Diplo, Outkast, James Blake, Kendrick, Animal Collective og Led Zeppelin

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af