I selskab med legenderne
Cameron Winter ‘Live at Carnegie Hall’ (2026)
Cameron Winters ’Live at Carnegie Hall’ føles på en måde historisk.
Ikke kun fordi en af tidens mest hypede musiker udgiver årets mest hypede live-album, der ovenikøbet bliver akkompagneret af en film instrueret og produceret af Paul Thomas Anderson og Benny Safdie.
Nej, det er lige så meget, fordi Geese-frontmanden – som en af de yngste nogensinde til at headline den legendariske Carnegie Hall – nu er blevet en del af en ekstremt eksklusiv klub. En klub, der sætter ham i selskab med folk som Bob Dylan og Joan Baez.
Cameron Winter har med både Geese og solopladen ’Heavy Metal’ fra slutningen af 2024 vist sig som en af sin generations helt store sangskrivertalenter og, i min optik, bedste sangere, og det er ikke mindre tydeligt i Carnegie Hall, hvor han i øvrigt viser sig som en habil pianist.
Noget af det, der gør pladen så fantastisk, er hans legesyge tilgang til sine sange. Hans leg med tempo, dynamik og melodi viser, hvor gennemført musikalsk han er, og de nedbarberede live-versioner får sangene til at lyde, som om de sagtens kunne indgå i den store amerikanske sangbog. –JVO
En frygtløs satsning
Cat Power ‘Cat Power sings Dylan: The 1966 Royal Albert Hall Concert’ (2023)
Bob Dylans såkaldte Royal Albert Hall-koncert i 1966 – der i virkeligheden slet ikke fandt sted i Royal Albert Hall, men i Manchester omtrent 300 kilometer væk – er måske rockhistoriens mest berømte koncert.
Det var her, Dylan chokerede, forargede og frastødte sit folk-publikum ved halvvejs gennem sit sæt at hive et hæsblæsende rockband på scenen, et træk, som påbegyndte en stolt tradition for rockstjerner, der vil skide på, hvad deres publikum forventer af dem.
Cat Power har altid været en usædvanligt inspireret og frygtløs fortolker af andres sange, men her har hun begået karrierens mest ambitiøse satsning: At genskabe hele Dylans koncert tone for tone, ord for ord, denne gang rent faktisk i Royal Albert Hall.
Resultatet er mystisk, fascinerende og lidt af en åbenbaring, en slags kollaps i den historiske optegnelse, hvor mytologi og nutid smelter sammen. Der har altid været noget hjemsøgende over den 12 minutter lange, akustiske ’Desolation Row’, men endnu mere her, hvor den vækkes til live som et spøgelse fra 1966. Det er live-albummet som åndemaning. –RW
Magtdemonstration med marchband
Beyoncé ‘Homecoming: The Live Album’ (2019)
Det er lidt fortærsket at kalde en koncert eller et album for en magtdemonstration, men Beyoncés monumentale Homecoming-koncert kan nærmest ikke beskrives anderledes.
Hver gang jeg sætter det på, sidder jeg med blanke øjne af ren ærefrygt over de første 10 minutter, der bruges på at opbygge en intens overfladespænding, der bristes af primalskriget på ’Freedom’. Som Beyoncé selv formulerer det: »Der er bare så forbandet meget swag«.
Alle hendes bangers – omarrangeret til et New Orleans-inspireret marchband med blæsere, strygere og marchtrommer – er mere kraftfulde end nogensinde, og vokalmæssigt er hun i absolut topform.
»Beychella«, som koncerten blev døbt, er spækket med referencer til hendes kulturelle arv – flere end jeg kan nå at gennemgå her – og særligt i kombination med koncertfilmen er ’Homecoming’ en totaloplevelse, en lektion i afroamerikansk feministisk historie og nok i virkeligheden et af de bedste, mest gennemførte live-album nogensinde. –JVO
Afslørende jazz-klæder
Kelela ‘In the Blue Light’ (2025)
Sommetider kan en enkelt optræden afsløre aspekter af en kunstner, man aldrig havde overvejet før.
Sådan én er ’In the Blue Light’, der dokumenterer en koncert på New Yorks ikoniske Blue Note Jazz Club, hvor Kelela genfortolker sin futuristiske r’n’b som akustisk, soul-influeret vokaljazz med hvirvlende harpe, klimprende klaver og legende live-perkussion.
Et højdepunkt som ’All the Way Down’ – en sang fra den tidlige ’Hallucinogen’-ep, hvis hårde, metalliske beats her erstattes med en næsten ambient blødhed – viser, hvordan jazzen og soulmusikken i virkeligheden altid har ligget og ulmet bag den kolde elektronik som et fundament i Kelelas sangskrivning.
Det samme viser fortolkninger af Joni Mitchells ’Furry Sings the Blues’ samt af to sange skrevet af den indflydelsesrige jazzvokalist Betty Carter. Pludselig er arven fra Carters hudløse følsomhed åbenlys, ligesom et ekko af Mitchells særegne diktion og vilde fraseringer viser sig som en dybtliggende inspiration bag Kelelas måde at synge på.
På den måde er ’In the Blue Light’ lige så øjenåbnende, som det er vellydende. –RW
Nyt nationalt samlingspunkt
The Minds of 99 ‘Live – Roskilde Festival 2018’ (2018)
Man kunne også være gået med bandets historiske koncert i Parken, som ikke bare var bandets første stadionkoncert, men også Europas første siden coronanedlukningen.
Der er dog noget særligt over The Minds of 99’s live-album fra Roskilde Festival 2018: Danmarks største band på Danmarks største festivals største scene. Pladen stråler af solskin og fællesskab, navnlig på ’Solkongen’, der står som indkapslingen af en fælles erfaring af at være på Roskilde.
Jeg har sjældent hørt publikum så tydeligt på et live-album: Fra start mærker man deres indlevelse og ekstase helt ind i kroppen. Lige så tydeligt mærker man bandets indædte iver – ikke mindst når Niels Brandt leverer det, der må være et af de mest blodtørstige »ROSKILDØØØH!« nogensinde fanget på bånd.
Efter udgivelsen af ’Solkongen’ blev Minds allemandseje og begyndte deres rejse som landets nye folkehelte – det er denne plade beviset på. Det er lyden af et nyt nationalt samlingspunkt in spe. –JVO
Aura for alle pengene
Adrianne Lenker ‘Live at Revolution Hall’ (2025)
Mange live-album forsøger at forevige selve musikken så rent som muligt – ofte ved at minimere de mange rumlige forstyrrelser, der uvægerligt dukker op under en koncert.
Big Thief-sangeren Adrianne Lenkers ’Live at Revolution Hall’ vælger den modsatte taktik. Albummet er et forsøg på at dokumentere alt det rundt om: Lydprøverne, guitaren, der bliver stemt, den summende forventning, før koncerten er startet, bifaldet, latteren og snakken mellem sangene.
Der er vittigheder, anekdoter, eksperimenter og forsøg, der bliver afbrudt og aldrig genoptaget. Lenkers lillebror, der dukker op med en jødeharpe, et 45 sekunder langt cover af Dolly Partons ’I Will Always Love You’.
De 43 sange – nogle blot skitser, andre storslåede, tour de force-agtige mesterstykker – er optaget direkte på en knitrende, håndholdt båndoptager, som sjældent holdes i ro.
Under ’Anything’ begynder optagelsen et sted blandt publikum, hvis kor af stemmer kan høres lige så tydeligt som Lenkers. Pludselig er vi helt oppe på scenen, formodentligt blot centimeter fra hovedpersonens mund, før vi ender bagerst i lokalet, hvor koncerten blot er et svagt, rungende ekko. Auraen er helt uimodståelig. –RW
En sejr for kollektivet
Black Country, New Road ‘Live at Bush Hall’ (2023)
’Live at Bush Hall’ var Windmill-pionerernes første udgivelse efter frontmand Isaac Woods exit. Bandet var nødsaget til at gøre noget radikalt anderledes. Og det gjorde de så: et tredelt konceptalbum i live-format.
Alene det at udgive nyt materiale i live-format er ret usædvanligt – i hvert fald nu om dage – og pladen står som et kritisk vendepunkt i historien om et af tidens hotteste bands. Og så er det i øvrigt blandt deres bedste.
Det er lyden af et band i transition. Et band, der både ser tilbage på deres hidtidige virke og samtidig skuer mod fremtiden gennem en undersøgelse af den nye konstellations potentialer og muligheder.
Noget af det, denne plade viser, er, hvor meget bandet er baseret på et fællesskab og ikke kun udspringer af en frontmand, som det af og til kan være tilfældet. Mere end nogensinde fremstår de som et kollektivt projekt.
»Look at what we did together, BC, NR friends forever«, som hele bander synger sammen på ’Up Song’. –JVO