Beyoncé
Beyoncé åbner sit femte soloalbum med et budskab. På ’Pretty Hurts’ synger hun om at stræbe efter udseendemæssig perfektion, selv om det i virkeligheden er sjælen, der trænger til et indgreb. Skepsis melder sig hurtigt: »Blonder hair, flat chest / TV says bigger is better / soft beach, sugar free«, lyder de tre første linjer af vers nummer to, og de kunne næsten fungere som en beskrivelse af sangerindens egen video til ’Standing in the Sun’.
Derefter synger Bey »Vogue said thinner is better« så man skulle tro, at hun har glemt de tre forsider, hun har prydet af magasinet. Men ligesom de fleste af os deltager Beyoncé i det samme perfektionsræs som hun kritiserer.
Læs også: Her er 13 ting du ikke vidste om Beyoncé
Rummelighed i både teksterne og musikken er et gennemgående træk for ’Beyoncé’ (der også ledsages af hele 17 musikvideoer), og det er en af albummets største styrker. Den svulne, konstant glidende bas dominerer første del af ’Partition’, hvis titulære skillevæg viser sig at være dén, Beyoncé stakåndet beder chaufføren om at rulle op så hun kan give fellatio i fred. Mens bassen dunker og beatet smælder, demonterer en fransk kvindestemme fordommen om, at feminister hader sex. På ’***Flawless’ snerrer Beyoncé over et trap-beat og inkluderer et overraskende mellemstykke, der sampler den nigerianske forfatter Chimamanda Ngozi Adichies feministiske TED-tale. Så burde der være sat stop for forsøg på fordrejninger af erklæringen.
’Blow’ serverer flødeskumslet disco, hvor det minimalistiske, tørre beat kontrasteres af blød vibrafon og Beyoncés lyse, sukkende vokal. Den tilhørende videos neonfyldte rulleskøjtedans kunne næppe komplementere sangen bedre. Omvendt lander bas og stortromme tungt på ’Rocket’, mens guitar- og klaverfigurer piler rundt i lydbilledet og sangerinden bestiger toner så inspirationen fra D’Angelo høres tydeligt.
Musikalsk er det ’Haunted’, produceret af den nye Roc Nation-fyr Boots, der skiller sig mest ud og præsenterer et hidtil uprøvet udtryk for Beyoncé. Mørke, udflydende synthesizere åbner nummeret, og sangerinden messer vrøvlelinjer. Derfra gennemgår sangen flere skift fra en højglanset version af dubstep til neddæmpede, klaverdrevne stunder.
Læs også: Visuel analyse: Hvad siger Beyoncés 17 nye videoer om popstjernen?
Albummets gæstende rappere gør som sidenote ikke det store indtryk. Husbonden Jay Z blegner på ’Drunk in Love’, hvor han af uransagelige årsager gentager et i forvejen tyndt ordspil på cognacen D’Ussé hele tre gange og sammenligner sig selv med Ike Turner, mens Drake fortsætter sin besættelse af ’den gode pige’, hvad så end det vil sige, på sit repeterende omkvæd og vers på ’Mine’. Selv om Frank Ocean og Beyoncés klangfarver klæder hinanden på ’Superpower’, et stateligt doo-wop-nummer med pauker, mangler det den udvikling, der er at finde på andre tracks.
Bagsiderne af perfektionismen italesætter Beyoncé på Pretty Hurts’, men det er samtidig takket være hendes stræben, at hun kan levere et ypperligt popalbum.