Beyoncé lader afropoppen brøle igennem på ’Løvernes konge’-albummet ‘The Gift’
Sidste år var der Kendrick Lamars ’Black Panther: The Album’, så kom ’Game of Thrones’-pladen ’For the Throne’, og gudhjælpemig om ikke også Disney-remaket af ‘Løvernes konge’ skulle have et selvstændigt album som sidevogn til det officielle score. Med Beyoncé som kurator har den både hjertevarme og traumatiserende klassiker (R.I.P. Mufasa) fået en større håndfuld sange, der altså ikke er direkte soundtrack, men derimod numre inspireret af filmen.
Hvis man umiddelbart synes, at sådan en type album lugter langt væk af pengemaskine og knap så meget af stor kunst, er det berettiget. Tidligere forsøg inden for samme format har virket direkte unødvendige, og særligt det stort anlagte ’Game of Thrones’-sammenskudsgilde var nærmest pinligt intetsigende.
Men i modsætning til forgængerne lykkes ‘The Lion King: The Gift’ faktisk med at være en lille musikalsk gave, der udvider det filmiske univers med alt fra afrobeat, afropop og hiphop til storslåede, filmiske ballader.
Selv har Beyoncé kaldt albummet for »sonic cinema«, og dette bliver særligt understreget af de talrige interludes, der får albummets trackliste helt op på svimlende 27 numre. Der er dog kun tale om 14 reelle sange, mens resten er lydstumper fra filmen, der virker som et forsøg på at skabe lidt kontekst til musikken. Egentlig er det ikke vildt nødvendigt, for sangene taler både lyrisk og musikalsk for sig selv med masser af royale metaforer og en lang liste af afrikanske musikere, der giver indblik i den af vesten knap så udforskede afrikanske musikscene.
Netop sidstnævnte er det absolut mest interessante aspekt af albummet, og numre som ‘Don’t Jealous Me’ med nigerianske Tekno, Yemi Alade og Mr Eazi og ‘Ja Ara E’ af ligeledes nigerianske Burna Boy viser, at det kun bør være et spørgsmål om tid, før vestafrikansk musik vinder indtog på den allerede globalt influerede popscene på samme niveau som latinpop og K-pop. Faktisk stjæler de afrikanske musikere suverænt rampelyset fra prominente kunstnere som Childish Gambino, Jay-Z og Pharrell Williams, der også kigger forbi på henholdsvis ‘Mood 4 Eva’ og ‘Water’.
Afrobeat-sangenes rytmer, som man også møder på et nummer som ‘My Power’, tilføjer nemlig en interessant ny stemning til Simba-fortællingen, der uundgåeligt ligger i baghovedet, når man lytter til ‘The Gift’, og man ærgrer sig næsten over, at det kun er albummets storslåede afslutningsnummer ‘Spirit’ (sunget af Beyoncé selv), der har fundet vej til det store lærred. ‘Spirit’ er sammen med klaverballaden ‘Otherside’ albummets mest filmiske, storslåede sange, der spiller på de helt store følelsesklinger og lader Beyoncé folde sine divavinger ud.
Tekstmæssigt kører mange af numrene dog lidt død i dyretroper – »Sheep don’t run with lion / snake don’t swing with monkey« på ‘Don’t Jealous Me’ eller »Watch out for the hyena« på ‘Ja Ara E’ – og vage tekster om magt, forfædre, konger og dronninger. Et af højdepunkter i forhold til lyrikken er derfor klart den fine ‘Brown Skin Girl’, der med hjælp fra Beyoncés egen datter, Blue Ivy Carter, fortæller en historie om skønheden og styrken i deres mørke hudfarve.
Det mest interessante ved ’The Gift’ forbliver dog indslagene fra de knapt så prominente afrikanske kunstnere, og i kraft af dem bliver det, der kunne have været en lidt flad omgang Disney-pop, faktisk et vedkommende album, der fungerer i sin egen ret.
Kort sagt:
Med catchy og interessante sange af vestafrikanske kunstnere ender ‘Løvernes konge’-albummet ‘The Gift’ faktisk som en udgivelse, der fungerer i sin egen ret.
Læs anmeldelse: ‘Løvernes Konge’: En majestætisk Disney-triumf fra første brøl