Musical-fadæsen ‘For the Throne’ er ‘The Long Night’ i albumformat – det fungerer overhovedet ikke
(Spoilers for ‘Game of Thrones’ sæson 8 afsnit 3).
Søndag fik vi en af de mest skelsættende ’Game of Thrones’-episoder nogensinde. Det var et dunkelt, mørkt og historisk afsnit. Fredagen inden landede ‘For the Throne’; et compilation-album med musik inspireret af hitserien, der ligesom det over én time lange afsnit er præget af dunkelhed og mørke – her finder man The National, Mumford & Sons og Matt Bellamy side om side med Rosalía, ASAP Rocky og The Weeknd.
Men hvor serien lykkedes med at holde dysterheden frem mod den forløsning, det var, da Arya dolkede the Night King, ser det værre ud på ‘For the Throne’. Her er ingen Arya til at redde dagen, intet daggry efter den lange nat. De 14 sange dyrker den tunge, dystre lyd til ekstremer, hvilket på papiret giver mening – ’Game of Thrones’ er tungt og dystert trods alt. Så i virkeligheden burde det jo gå lige ind i en popmusik, hvor Billie Eilishs horrorpop og rapgenrens dysterhed er det nye sort.
Men i modsætning til tidens pop, der tager udgangspunkt i ægte følelser, føles ‘For the Throne’ som en musicalopsætning, der tager sig selv alt for seriøst. Det er gennemgående usjovt og veksler mellem at være kedeligt og decideret uudholdeligt. Og samtidig går albummet ikke langt nok ind i serien. Det har al dysterheden og ingen af de historier og karakterer, som gør, at man lever sig ind i det. Selvfølgelig er det svært at genskabe i sangformat, men det her er for generelt til, at man kan genkende noget, og alligevel for specifikt til at kunne fungere for sig selv. Det er lige før, den bedste løsning havde været at gå fuld rollespil, for der er ingen chance for, at man skulle have lyst til at høre det her, hvis ikke man var fan i forvejen.
Albummet bugner af forglemmelige numre med vandede tekster om ild, magt, blod og elendighed. ASAP Rocky og Joey Badass’ ‘Too Many Gods’ (nok det bedste nummer) er en udstikker, hvis metaforer er tilpas specifikke (»Bent the flow harder, Valyrian Steel«).
The National, X Ambassadors & Jacob Banks, The Lumineers, Mumford & Sons, James Arthur og Maren Morris leverer alle ’smagfulde’, nedtrykkende ballader. Ellie Goulding går den elektroniske vej, uden succes. Chloe x Halles ‘Wolf at Your Door’ lyder nok som Massive Attacks ‘Teardrop’ til, at man løfter øjenbrynet lidt. Selv Rosalía og A.CHAL løfter sig ikke over middelmådigheden. ‘When I Lie’ er et udemærket nummer, men det er heller ikke lavet til soundtracket (kun Ty Dolla Signs vers er nyt). Og lyder ‘Power is Power’ med The Weeknd, SZA og Travis Scott ikke lidt meget som ‘Pray For Me’ fra ’Black Panther’-albummet?
Lukkeren ‘Pray (High Valyrian)’ af Muse-frontmand Matt Bellamy, som bruger et sample på det fiktive sprog High Valyrian, er på en måde symptomatisk for albummet. For den symfoniske ballade er på én gang så overdrevet og dramatisk og så intetsigende nonsens (bogstaveligt talt, for os der ikke taler High Valyrian), at man bliver helt rundtosset.
Serien ’Game of Thrones’ fænger, fordi der bag det mørke, man knap kunne se igennem i søndags, ligger en kerne af karakterer og historier. Det fungerer ikke i albumformat. På ‘For the Throne’ forsvinder alt det, som lyser op i mørket. Tilbage er et deprimerende, kynisk kapitalistisk og intetsigende soundtrack, der mest bare gør én i dårligt humør. Det er nok glemt inden gensynet med vores helte på mandag.
Kort sagt:
‘Game of Thrones’-albummet ‘For the Throne’ er så dystert og mørkt, at det gør en i dårligt humør. Modsat serien er der intet der gør, at man har lyst til at udstå mørket og elendigheden.
Læs også: Spottede du den Grammy-vindende musikers cameo i The Battle of Winterfell?