’His Dark Materials’ sæson 2: HBO’s flotte fantasyserie lægger op til endnu en mavepuster af et klimaks
(Spoilers for første sæson af ’His Dark Materials’)
Det er virkelig blevet alvor i ’His Dark Materials’.
Andet havde da også været underligt den voldsomme afslutning på sæson 1 taget i betragtning. Her måtte hovedpersonen Lyras (Dafne Keen) bedste ven, den godhjertede køkkendreng Roger, som bekendt lade livet til fordel for Lord Asriels (James McAvoy) videnskabelige undersøgelser af det mystiske »støv« – en slags partikler, der omgiver alle levende væsner og særligt børn.
Midt i vinternatten, på toppen af et sneklædt bjerg, adskilte Lyras knapt så nærværende biologiske far således stakkels Roger fra sin sjæleligt forbundne daimon, hvormed begge døde. Fra dette drabelige offers frigivne energi opstod en gigantisk lyskegle, som åbnede et vindue ind til en parallel verden. Og ulykkelige Lyra, der inden da ellers havde befriet Roger og en masse andre børn fra fangenskab og uhyrlige eksperimenter på Bolvangar-basen, sluttede sæsonen af med at følge efter sin far gennem vinduet, ind i det ukendte.
Lyra spilles fortsat forrygende af unge Dafne Keen, men denne gang er den barnlige nysgerrighed og kække attitude fra første sæson for det meste erstattet af en mere alvorsfuld mine. Tabet af Roger er tydeligvis noget, der har sat sig.
Det samme har hendes forældres svigt. Netop rollemodellers forsømmelse af deres afkom slås eftertrykkeligt fast som et gennemgående tema for fantasyserien i den nye sæson.
I den sammenhæng er Lyras tvetydigt skurkagtige mor Marisa Coulter, spillet af fantastiske Ruth Wilson, også den mest interessante karakter i sæson 2. For hvad er det egentlig, hun er ude på? På papiret arbejder hun fortsat for den magtfulde, konservative og arvesyndsfikserede institution The Magisterium, der, som en slet skjult kritik af den katolske kirke, styrer Lyras verden med hård (og ignorant) hånd. Men hun synes mest af alt at arbejde for sig selv – i et febrilsk forsøg på at genvinde Lyras tillid.
Mrs. Coulter veksler konstant mellem at være snedigt manipulerende og halvt grædefærdig, mens hun forsøger at fange den datter, som hun med sine gruopvækkende børneeksperimenter skræmte eftertrykkeligt væk i sæson 1. Den tydeligt lidende karakter bryder endelig helt sammen, da hun i en scene i denne sæson møder ballonskipperen Lee Scoresby (Lin-Manuel Miranda), som med en overraskende personlig afsløring får facaderne til at krakelere
Dét tema koblet sammen med et tiltagende ondskabsfuldt og hensynsløst Magisterium gør anden sæson af ’His Dark Materials’ til en ofte mørk og alvorlig sag. Specielt heksene, som vi stiftede en smule bekendtskab med i første sæson, er meget, meget seriøse, mens de taler om en forestående krig mod det kirkelige styre og om Lyras profetiske helteskæbne.
Netop heksene virker overdramatiske i deres skuespil, men det giver måske god mening, når man tænker på de uhyrligheder, som The Magisterium udsætter dem for. Resten af skuespilholdet skal omvendt roses for deres i genren mere naturlige skuespil. For i en fantasyserie som ’His Dark Materials’, der tager sig selv meget alvorligt, er det nødvendigt, at skuespillet ikke bliver for teatralsk.
Heldigvis opstår der også stunder med befriende og afslappet humor midt i kampen mod det onde. Det sker blandt andet i mødet mellem Lyra og drengen Will (Amir Wilson), som havde sit eget parallelle handlingsforløb i første sæson. Han tilhører vores verden, men har nu, efter et uheldigt manddrab, forvildet sig ind gennem et af de famøse vinduer. Han er desuden også blevet svigtet af sin far, som forsvandt på en opdagelsesrejse og officielt er død, men, ligesom så meget andet i dette univers, nok er at finde i en anden verden.
Da Will og Lyra mødes i en helt tredje dimension, nærmere bestemt en (næsten) mennesketom by, der lugter lidt af Sydeuropa, danner de et trofast makkerpar. Inden de reelt slutter sig sammen, er der mange fine scener, hvor de gennem akavede samtaler lærer hinanden at kende. Her lærer Will i en komisk scene Lyra, hvad en omelet er. Og dagen efter serverer hun stolt sin nye ven netop en omelet, der dog er totalsmadret og krydret med knuste æggeskaller
I første sæson drejede meget af handlingen sig om Lyras gyldne kompas, alethiometeret, og i de nye afsnit introduceres vi til et nyt instrument: The subtle knife, som kan skære gennem alting, inklusive dimensioner. Har man set traileren, vil man vide, hvem der bliver denne knivs ejermand. The subtle knife åbner op for helt nye muligheder ud i interdimensionel opdagelsesrejse, og allerede efter fem afsnit er den blev både blevet brugt i en blodig nærkamp og til et hjemmerøveri.
Sammenlignet med første sæson, der havde en del relativt forvirrende scener med debatterende magistrater og akademikere, føles anden sæson mere strømlinet. The Magisterium skyder med umanerligt tungt skyts fra start, og der er ikke megen udenomssnak. Det skyldes nok også, at Will og Lyras handlingsspor ikke længere løber side om side, men er blevet forenet.
Det er dermed fortsat underholdende og frydefuldt at følge med i det flotte fantasyunivers, der har et stort nok budget til at lave visuelt imponerende og dynamiske actionscener mellem mennesker, daimons, hekse og sjæleædende spøgelser.
Ligesom i min anmeldelse af første sæson sidder jeg igen med følelsen af, at der er noget stort i vente i sæsonafslutningen. Ikke mindst på grund af de temmelig vidtgående afsløringer, vi også omsider får omkring det famøse støvs egenskaber og ophav. Mon ikke også anden sæson går ud med en mavepuster af et klimaks.
Kort sagt:
Endelig er HBO’s store flagskibsserie tilbage med mere flot og velproduceret fantasymystik. Men selvom der hele tiden bygges op til en forestående, umanerligt dramatisk krig, glemmer ’His Dark Materials’ ikke de afvæbnende og humoristiske stunder mellem især Lyra og hendes ny kompagnon Will.
Anmeldt på baggrund af de første fem afsnit.