’His Dark Materials’: HBO’s gudesmukke fantasy-satsning har stort potentiale

’His Dark Materials’: HBO’s gudesmukke fantasy-satsning har stort potentiale
’His Dark Materials’. (Foto: HBO)

En forældreløs pige bosat på et britisk universitet drager ud på en farefuld og skæbnebestemt rejse med magi, hekse, talende dyr og en undertrykkende regering med skjulte intentioner. Lugter det ikke en lille smule af ’Harry Potter’?

Det tænkte New Line Cinema nok, da de søsatte den produktionstunge film ‘Det gyldne kompas’ for halvandet årti siden, baseret på første bog i Philip Pullmans populære og fantasifulde trilogi kaldet ‘His Dark Materials’. Selskabet, der også stod bag ‘Ringenes herre’-filmatiseringerne, havde planlagt to efterfølgere, men de blev skrottet efter et skuffende amerikansk billetsalg og en lunken modtagelse blandt anmelderne.

Den stjernespækkede affære, som havde Nicole Kidman, Daniel Craig, Eva Green og Ian McKellen på rollelisten, var flot, men fejlede også ved at skøjte gennem romanforlæggets handling i sådan et tempo, at universet aldrig nåede at sætte sig i tilskueren. Nu prøver New Line Cinema imidlertid igen at skabe levende billeder ud af Pullmans bøger – denne gang som serie.

Allerede halvvejs inde i sæsonen er det tydeligt, at det lange, serielle format utvivlsomt passer bedre til materialet. Vi får i højere grad mulighed for at suge den specielle og aldeles fortryllende fiktionsverden til os.

Menneskets sjæl legemliggøres af computeranimerede, talende dyr i den alternative virkelighed, hvor menneskene er forbundne med disse daemons og lider, hvis sjæledyrene påføres skade. Samtidig kan de agere en slags fornuftens stemme, og deres løbende dialog med karaktererne fungerer bedre end en eventuel kluntet indre monolog ville gøre.

Dafne Keen i ‘His Dark Materials’. (Foto: HBO)

Hovedpersonen i ‘His Dark Materials’ er 12-årige Lyra (Dafne Keen), der har boet på Jordan College i Oxford hele sit liv, hvor hun er blevet opfostret af de lærde mænd. I starten af første afsnit kommer hendes elskede onkel Asriel (James McAvoy) på et sjældent visit for at fortælle forskerne om en ny opdagelse vedrørende ‘støv’ – partikler fra parallelle verdener. Dette er tydeligvis information, som statens regerende magistrater ikke ønsker offentliggjort, hvorfor Lyra hurtigt må redde onklen fra at blive forgiftet.

Asriel tager mordforsøget med forbavsende oprejst pande og rejser mod nord for komme til bunds i støvsagen. Det bliver med tiden også Lyras rejsedestination. Først inviteres hun dog til London af den veltalende og berejste Marisa Coulter (Ruth Wilson fra ’The Affair’), der vil have hende som sin assistent. Og med sig på rejsen får hun af rektoren et magisk, gyldent kompas, der kan fortælle hende sandheden – og desuden er hamrende forbudt at bruge.

I den korte stund, vi tilbringer sammen med James McAvoy i første afsnit, føles hans skuespil mest af alt overenergisk. Til gengæld er Dafne Keen og Ruth Wilson to af seriens allerstørste gevinster.

Keen (stortalentet i X-Men-spinoffet ‘Logan’) er dybt charmerende som den rebelske og snu Lyra, der ikke finder sig i noget – en karakter, der sikkert kunne være ret irriterende med den forkerte barneskuespiller. Over for hende er Wilson formidabel til at kommunikere sin karakters tvetydige signaler. Marisa Coulter synes nemlig at gemme på noget mørkt bag sin smilende og glatte facade, og det begynder snart at krybe frem.

(Foto: HBO)

Det tager lidt længere tid, før resten af fortællingens spor sætter sig. Der foregår ting og sager over hovedet på Lyra, og som publikum er det heller ikke altid helt ligetil at følge med i de scener, hvor magistrater og akademikere med alvorlige miner diskuterer og lægger planer. Forvirringen når dog ikke ligefrem trættende ‘Westworld’-højder.

Sideløbende med magistraternes magtkampe løber der en mere medrivende plottråd om kidnappede børn, som Lyra hurtigt vikles ind i. Hendes bedste ven, køkkendrengen Roger, er blandt de forsvundne børn, og hun sætter sig hurtigt for at redde ham.

Før premieren er ‘His Dark Materials’ blevet hypet som en mulig ny flagskibsserie for HBO efter afslutningen på ‘Game of Thrones’. Her er dog tale om et lidt mere familievenligt univers uden bare bryster og spandevis af blod, idet bogforlægget har et yngre publikum for øje.

Jeg er imidlertid sikker på, at seere i alle aldre vil lade sig fortrylle af den nye serie. De gudesmukke (og tydeligvis dyre) billeder er yderst tiltrækkende i sig selv, og man får fra start lyst til at lære mere om det spøjse univers – plus de mange ubesvarede spørgsmål – sammen med Lyra.

Med det underholdende tempo, der indtil videre er blevet lagt, kan man nok forvente, at sæsonen får en spektakulær afrunding. Og tør man spå ud fra den umanerligt episke introtekst-sekvens, kan fortællingen komme afsindigt vidt omkring fremover.


Kort sagt:
Den nye HBO-serie ‘His Dark Materials’ præsenterer et fascinerende fantasy-univers og en charmerende hovedrolle i flot indpakning. Forhåbentlig får vi også svar på nogle af de spørgsmål, der hober sig op, inden sæsonen er ovre.

Anmeldelsen er baseret på de fire første afsnit.

Læs også: Apple TV+ har fået dansk premiere – med Jennifer Aniston, Reese Witherspoon og Steve Carell

Tv-serie. Hovedforfatter: Jack Thorne. Medvirkende: Dafne Keen, Ruth Wilson, James McAvoy, James Cosmo, Ariyon Bakare, Anne-Marie Duff m.fl.. Spilletid: 8 afsnit à 55 min.. Premiere: Nyt afsnit hver mandag på HBO Nordic
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af