Artiklen indeholder spoilers for ’His Dark Materials’ sæson 1.
Hvor fører porten på bjergtoppen hen?
Første sæson gik bogstaveligt talt ud med et brag, da det lykkedes Lyras far og videnskabseventyrer Lord Asriel (James McAvoy) at åbne en port til en anden verden. En strålende lyskile stod ned fra himlen og skabte en flænge i luften på toppen af det sneklædte bjerg, hvor Asriel forinden havde fotograferet en by i nordlyset. Manden og hans sneleopard-daemon (formentlig seriens mest badass af slagsen) trådte igennem porten, og ikke længe efter tog Lyra (Dafne Keen) og hendes Pan en dyb indånding og fulgte usete efter.
Men hvor forsvandt de hen?
Tilbage i »vores« verden trådte Will (Amir Wilson) igennem den noget mindre prangende port skjult i et buskads i et vejkryds i Oxford, og spørgsmålet er, om han nu ender i Lyras verden og hun og Asriel i hans? Eller om de alle tre har entreret en tredje, endnu ukendt verden?
Vi hælder til det sidste, hvorfor Lyra og Pan tids nok kan komme på dybt vand uden panserbjørnen Iorek Byrnison, piloten Lee Scoresby og heksedronningen Serafina i ryggen. Til gengæld ligger et spændende team-up mellem Lyra og Will lige til højrebenet – som traileren også hinter – ikke mindst fordi pladsen som Lyras BFF pludselig står gabende tom.
Og på den konto…
Er Asriel i virkeligheden seriens største skurk?
RIP, Rog! Lyras trofaste bedsteven fra opvæksten i Oxford (deres verdens Oxford, ikke vores) og hans daemon Salcillia led en krank skæbne for Asriels hånd, da denne iskoldt overskar det livsvigtige bånd mellem menneske og sjæle-dyr for at skabe en energiudladning kraftig nok til at åbne porten mellem verdener (lidet ved Asriel, at flere andre, mindre dramatiske porte allerede findes).
Rogs død var sæsonens største chok, der flåede masken af helteikonet Asriel og afslørede ham som akkurat lige så kynisk som kvinden, han elsker: Miss Marissa Coulter (fænomenalt foruroligende Ruth Wilson). Hvor Asriel står på videnskabens side, jobber Lyras mor for den religiøse orden The Magisterium, der vil gøre alt for at stoppe »kætteriske« praksisser og i særdeleshed al snak om parallelverdener – om end hun i virkeligheden synes at heppe mere på sin eks.
Intellekt og arrogance driver Asriel/Coulter-klanen, men selvom selvstændige Lyra nok kan genkende visse træk fra sine forældre i sit eget drive, er vor heltinde som en anden Luke Skywalker opsat på ikke at ende som nogen af dem. Og forholdet til Asriel er uigenkaldeligt splintret.
Dermed skriver familiedynamikken sig selvfølgelig direkte ind i en af fantasy-genrens mest velkendte troper – fucked-up eller på anden vis plagede forældre – der agerer katalysator for hovedpersonernes personlige udvikling. Med Rogs egne, næsten sidste ord: »Som jeg ser det, dur forældre ikke til ret meget«.
Nu venter vi så bare på at se, hvor meget mere af sin menneskelighed Asriel har tænkt sig at ofre i jagten på støv.
Hvad blev der af luftballonpiloten Lee Scoresby?
Én potentiel forældreskikkelse, der til gengæld meget gerne vil have mulighed for at rette op på sine fejl, er spøjst nok også den eneste, der ikke umiddelbart har nogen familie selv: Nemlig luftballonpilot-cowboyen Lee Scoresby, hvis hustler-opportunisme viste sig at dække over et babyblødt hjerte, da heksedronningen Serafina lagde Lyras skæbne i hans hænder.
»You hit me with love«, udbrød helten lettere anklagende. Og fumlede umiddelbart derefter med sit enorme ansvar, da Lyra faldt ud af luftballonen et sted over bjergene. Great succes, Scoresby.
Sidst vi så Lee og hans dejligt sarkastiske hare Hester (seriens sjoveste daemon-dynamik) var humøret således i kulkælderen, Men et lynvisit fra Serafina (Ruda Getmintas) fik igen, igen overbevist ham om, at Lyra fortsat har brug for support. Nu skal Lee (drøncharmerende spillet af ’Hamilton’-skaberen Lin-Manuel Miranda) så bare lige finde hende.
Jep, »aeronauten« får rigeligt travlt (et par blodige klip i traileren lover mere barsk action), og på vejen satser vi på at få et bedre indblik i, hvem manden med den mystiske fortid egentlig er. Gemmer Mr. Scoresby, som snart sagt enhver anden karakter i serien, på en dyster hemmelighed…?
Hvad er det for en »profeti«, der hænger over Lyra?
Apropos faste fantasy-troper: Ifølge Serafina er Lyra »det udvalgte barn«, hvis mission kan afgøre alle verdenernes samlede skæbne. Det må pigen imidlertid endelig ikke få at vide, idet hele projektet i så fald er dømt til at mislykkes på forhånd, men hey, kan vi ikke få et lille hint?
Som den eneste kan Lyra læse det gyldne kompas – alethiometeret – som en Grøntspættebog, skønt hun og Pan i nogen grad er begyndt at overveje, om tingesten måske har sin egen agenda. Er Lyra et orakel, som i virkeligheden finder alle svarene i sig selv, eller gemmer der sig en større bevidsthed bag alethiometerets symboler? Skal Lyra afdække og afmystificere støvets hemmeligheder for at kunne cruise imellem verdener i det uendelige og én gang for alle bevise for The Magisterium, at støv altså ikke er »arvesynd«, der regner ned fra himlen? Eller gælder det i stedet om at genskabe balance i universet ved at lukke alle de åbne porte?
Så. Mange. Spørgsmål.
Hvor er Wills far (og hvad er hans ’Fleabag’-forbindelse)?
I første sæson blev vi trakteret til ganske få glimt af Wills videnskabsfar John, som angiveligt forsvandt på en mission til de arktiske regioner mange år tidligere.
Wills traumatiserede mor Elaine (Nina Sosanya) har holdt alle detaljer om Johns rejser tæt ind til kroppen – ikke så mærkeligt set i lyset af, at skumle typer konstant dukker op på hjemmeadressen – men hen mod finalen gik det op for Will og os, at Elaines sind muligvis ikke er helt så hullet som først antaget.
»Den her verden er ødelagt, og din far er en af de eneste, der kan fikse den«, fortalte kvinden indtrængende til sin søn, og sammenholdt med Serafinas profeti samt Asriels besættelse af parallelverdner tegner der sig et billede af, at John kommer til at spille en nøglerolle i Lyras mission.
Anden sæsons trailer teaser for, at Lee Scoresby sjovt nok bliver en af de første, der afdækker Johns mystikomgærdede skæbne, men hvis sandheden skal frem – og det skal den – er vi næsten allermest oppe og køre over det faktum, at karakteren spilles af ’Fleabags’ Hot Priest aka. Andrew Scott, og at han har en fugle-daemon med stemme af… ’Fleabag’-crushet Phoebe Waller-Bridge!
Årets mest genialt indforstået casting-crossover er en realitet.
Beskyttes Will af katte?
Will har i årevis måttet tage vare på både sig selv og sin mor, men teenageren har muligvis en slags god fe på sit hold – eller rettere, et par venlige katte.
Som menneske af vor verden har Will ingen daemon (af hvad vi ved af), men i første sæson spillede hans og morens langpelsede huskat en mistænkeligt gennemgående rolle i baggrunden, der kulminerede i, at katten knapt så tilfældigt hjalp Will med at forsvare sig mod de to mænd, der lige før finalen brød ind for at stjæle farens gamle breve (en konfrontation, der til Wills forfærdelse førte til den ene mands død).
Som om det ikke var nok, blev Will efterfølgende guidet af en anden kat til porten i vejkrydset, hvilket mere end antyder, at dyrene har en særlig tilknytning til drengen.
Hvad vil Miss Coulter opnå – og hvad er der galt med hendes creepy abe?!
Når vi nu er ved særlige dyre-hjælpere: Hvorfor er Miss Coulters gyldne abe-daemon så exceptionelt ildevarslende? Hvorfor taler den ikke som alle de andre daemons? Hvorfor er Coulter så led ved den, når nu hun selv mærker smerte, hver gang aben lider nød? Hvorfor kan hun overhovedet være væk fra den, når mennesker og daemons uløselige bånd for alle andre betyder, at de ikke kan skilles?
Kan det tænkes, at Coulter på et tidspunkt selv har fået »skåret« båndet over til aben, akkurat som hun støttede op om de grufulde eksperimenter ved Bolvanger, hvor børn og daemons blev brutalt adskilt under påskud af at redde poderne fra voksenlivets synd? Og hvis det er tilfældet, hvorfor er Coulter og aben så nogenlunde funktionelle (well…), når nu proceduren forvandlede både børn og dyr til sjæleløse zombier, og endda tog livet af Rog?
Miss Coulter er en af series mest komplekse og øjensynligt skadede karakterer, hvis forvirrende kærlighed til Lyra – datteren, hun engang gav fra sig – bølger mellem kejtet moderlig omsorg og grim afstraffelse. I sæsonfinalen valgte Coulter ikke at følge Asriel (skønt han forsøgte at overtale hende) med begrundelsen, at hun vil blive hos Lyra. Men kan hun tilsidesætte sin egen magtbegærlighed for at vægte Lyras ve og vel over alt andet, eller påtænker hun at bruge datteren til mere skumle formål?
Vi forventer os hvad som helst og frygter det værste, når det kommer til Mommy Dearest og hendes abe.
Spørgsmålet til en million: Hvad er støv?
The Magisterium ser det som synd i partikelform, der drysser ned fra himlen – jo ældre du er, desto mere synd har der samlet sig i hårbunden. Videnskabsfolk som Asriel mener derimod, at der er tale om et stof, der forbinder verdener, mens Lyra endnu ikke aner, hvad hun skal tro og vide, udover at hun gerne vil grave dybere i gåden.
Hvad vi gerne vil vide er, om støvet slet og ret er fortællingens store McGuffin, der aldrig vil blive forklaret som andet og mere end det eksklusive »noget«, der sender folk og fæ på farefulde, men lettere målløse »missioner«. Jovist, rejsen er ofte sjovere end målet, men vi ser altså gerne, at der venter et eller andet mere konkret pay-off forude. Er det gyldne kompas lavet af støv, eller »taler« støvet igennem det? Er daemons lavet af støv, eftersom de (som en anden uheldig Marvel-Avenger) decideret går op i støv, når deres menneske dør?
Som Scoresby sagde til en vævende Serafina i finalen: »No more fancy talk!«. Det slutter vi helhjertet op om.
‘His Dark Materials’ sæson 2 får premiere på HBO Nordic 17. november.