’Good Time’: Robert Pattinson leverer storpræstation i hårdkogt og poetisk perle
Det her er ikke et blankpoleret og farvestrålende Los Angeles, som vi kender det fra film som ’Drive’. Det er ikke en film om en underverden, der herskes af velklædte gangstere og veltalende mafiosoer. Det her er en film om de mennesker, hvis daglige eksistens er en evig kamp. De mennesker, for hvem tyngdekraften konstant hiver dem mod kanten af loven. Det her er Queens, New York. Og i centrum af det hele står Connie, spillet af Robert Pattinson.
Connie er ikke cool og gådefuld, som Ryan Goslings driver-karakter er det. Connie er en desperat ål, der vrider sig uden om sine handlingers konsekvenser. Han er en sulten ulv med udspilede øjne, der er ved at drukne i New Yorks labyrintiske mørke.
Motiveret af denne dårlige cocktail af desperation og overmod hiver Connie sin evnesvage bror med ind i et uigennemtænkt bankrøveri. Alt, hvad der kan gå galt, går galt. En rød farvepatron oversprøjter de stjålne pengene samt Nick og Connie. Som to røde Teletubbies flygter brødrene igennem en bydel, hvor der bor to millioner mennesker. En bydel, hvor kun den stærkeste overlever. Selvom Connie ikke er intelligent, er han skarpere end sin evnesvage bror, der ender med at spurte ind i et indkøbscenters glasdøre.
I fængslet havner Nick i et slagsmål, der byder på så mange tæsk, at han bringes til et hospital. Med hjertet på det rette sted og en forduftet fornuft beslutter Connie sig for at redde sin bror fra politiets og lovens klør. Som en Coen- eller Tarantino-film tager fortællingen et uventet twist, der ikke skal afsløres her – andet end at resten af Connies lange mareridtsdøgn byder på en flaske fuld af LSD, en manisk kvinde (spillet af Jennifer Jason Leigh) og en vild scene i en forlystelsespark efter lukketid.
Som seer får vi stort set intet at vide om Connie eller Nicks forhistorie. Og som konstant fokus for det hektiske kamera hviler fortællingen derfor i høj grad på Pattinsons skuldre. Og Pattinson ikke bare bærer rollen – han leverer sin karrierers bedste præstation. En præstation, der er Rober De Niros skuespil i ’Taxi Driver’ værdig.
’Good Time’ har i det hele taget flere fællesnævnere med gadefilm som ’Taxi Driver’. Filmen er gennemsyret af en rå 70’er-energi, der er lige dele stilistisk intens og menneskeligt følsom. Sjældent har en film budt på så veltimet komedie, nervepirrende suspens og karakterer med emotionel dybde. Det hele krydres med drømmende og pulserende electro-musik af Oneohtrix Point Never, der har komponeret årets måske bedste soundtrack.
»Du nasser på din mor, du nasser på velfærden, og så, i fængslet, nasser du på samfundet!« siger Connie. Ordene er hårde, men tag ikke fejl. De to instruktører, Ben og Joshua Safdie, har med ’Good Time’ lavet en poetisk og hårdkogt genrefilm, der hylder metropolernes fortabte sjæle.
Connie er byens svage led. Han er nasseren. Han er taberen uden fremtid. Og derfor vrider og accelererer han desperat igennem natten – på flugt fra sin skæbne.
Og med ét blev Robert Pattinson en af Hollywoods mest interessante skuespillere.
Kort sagt:
Hæld Martin Scorseses ’Taxi Driver’, Coen-brødrenes uforudsigelige twists, pumpende electro-musik og en god portion menneskelighed i en blender, og du får den hårdkogte og poetiske ’Good Time’. Connie er en storbytaber, der tvinger sin evnesvage bror med ind i et bankrøveri. Alt går galt, og Connie skubbes ud i en mareridtsnat. Robert Pattinson spiller hovedrollen og leverer en af årets stærkeste skuespilpræsentationer.