’Waves’: Ny film er ungdomseufori og tragedie gennem Tame Impala, Kanye West og Frank Ocean
Gå ind på Spotify og find playlisten med soundtracket til ’Waves’. Luk øjnene og hør det igennem fra enden til anden. Du vil ikke blot bevæge dig gennem en greatest hits-liste over de seneste 15 år, men også gennem filmens fortælling, gennem hovedet på filmens to hovedkarakterer – uden at have set et enkelt sekund.
Den oplevelse, jeg sad med efter at have set ’Waves’, er ifølge filmens instruktør Trey Edward Shults ikke taget ud af det blå. Populærmusikken er toneangivende i ’Waves’. Er plottet så underlagt musikken? Nej, selvom det lyder banalt og højpandet på samme tid løfter plot, billeder og musik hinanden til en fælles synæstetisk oplevelse. ’Waves’ er fortælling gennem sindsstemninger per excellence.
31-årige Trey Edward Shults har på sine to første spillefilm, det alarmerende familiedrama ’Krisha’ og den postapokalyptiske thriller ’It Comes at Night’, ikke just bevæget sig inden for opmuntrende stemningsfelter. Det er heller ikke tilfældet med ’Waves’. Især ikke den første af filmens to søskendedele.
Der følger man 18-årige Ty (Kelvin Harris Jr.). Han er en ambitiøs bryder på en highschool i Florida med en sød kæreste og en velstillet familie, hvor far Ronald (Sterling K. Brown i topform på alle måder) presser sønnen til det yderste. Forskellige versioner af Tame Impalas selvværdsmantra ’Be Above It’ flyder som underliggende strøm.
Hvad der for Ty starter med Animal Collectives ’Floridada’ på bilanlægget og et spindende kamera i ungdommelig ekstase, tager en skarp drejning, da hans læge konstaterer en karrieretruende skulderskade. I stedet for at fortælle det til familien pumper Ty sig med farens smertestillende piller. Tragedien begynder så småt at melde sig i forskellige tonearter.
’Euphoria’-fotograf Drew Daniels kamera, der konstant søgende har gengivet Tys energi og uro, bliver mere statisk grublende. Nuancerne af blå omkring Ty overdækkes af neonrød. Rammerne svinder bogstavelig talt ind for Ty med et billedformat, som løbende indskrænkes fra 1:85-widescreen til kvadratisk fængslende 1:37-format, også kendt som Academy-formatet.
Tyler, The Creators ’IFHY’ med det nådesløse »I fucking hate you«-udbrud går over i Kanye Wests »I Am A God« for så at ende i infernalske saxofonskrig fra Colin Stetson. Mere behøver jeg vist ikke at fortælle. Og dog.
For familiefortællingen fortsætter med perspektivskiftet over på Tys søster Emily (Taylor Russell) som ny stemningssætter. På symbolsk vis overtager Emily det tyngende format fra storebroren, men ikke mindst takket være hendes nye kæreste Luke (generationstalentet Lucas Hedges) lykkedes det hende langsomt at bryde ud.
Hvor Ty handlede i sine sanser vilde vold, tager filmen med Emily – og takket være Russells følelsesfulde spil – en mere tyst indadvendt, bearbejdende og sine steder romantisk form. Stemninger af roligere bølgeskvulp, derunderbygges af SZA, Frank Ocean og Animal Collectives ømme ’Bluish’ og den elliptiske, svævende fremdrift, hvor instruktørens unge læreår under Terrence Malick bliver tydeligere.
Generelt kunne man med en grov cineast-optik klandre Shults for at stykke sit hyperæstetiske univers sammen fra anerkendte stilister som Gaspar Noé, Xavier Dolan og Wong Kar-Wai. Sidstnævnte får trods alt en musikalsk homage af Shults med Dinah Washingtons ’What Difference A Day Makes’, som optræder i en ikonisk scene i instruktørens klassiker ’Chunking Express’.
Den mere berettede tvivl om Shults alt andet lige stilistiske bedrift bør dog mere gå på, om han som hvid instruktør i 30’erne evner at gengive to sorte teenageres livsverden. Som teenager forstår du som på intet andet tidspunkt at leve gennem musiknumre. Men uanset farve er det svært at tro på, at to teenagere skamhører den alternative psykedeliske gruppe Animal Collective, hvis storhedstid befinder sig mindst et årti tilbage.
Det vækker også opsigt, når far Ronald i en central scene forklarer Ty, at »we are not afforded the luxury of being average«. Shults har forsvaret sig med, at løbende sparring med filmens dygtige hovedrolleindehaver Kelvin Harrison Jr., som også medvirkede i ’It Comes At Night’, gav filmen en følelse af autenticitet. Det er og bliver et konfliktfyldt spørgsmål. Spørgsmålet bliver ikke lettere af, at Shults er mindst lige så optaget af politibilernes mønsterdannende genskær i natten som af deres aggressive chauffører.
Måske ’Waves’ står i et andet lys om lidt, men lige nu har Shults med sin playliste begået et stemningsmættet værk, som placerer ham blandt de mest spændende instruktører i amerikansk film.
Kort sagt:
Under rulleteksterne spiller ’Sound & Color’ med Alabama Shakes. Lyd og farve, to faste bestanddele i film, som stortalentet Trey Edward Shults i sit ungdomsportræt løfter til sjældne højder i nyere amerikansk film.