’Saint Maud’: Guddommelig horrordebut er ét langt nerveangreb af krybende ubehag
En blodrød sump bobler ækelt og klistret i foruroligende nærbilleder. En af de første indstillinger i ’Saint Maud’ lader os så enkelt vide, at vi er i uforfalsket horrorland. Og så alligevel ikke. For den brandvarme infernosubstans viser sig øjeblikket efter at være kogende tomatsuppe i ekstrem close-up.
Vi er slet ikke i helvedes flammer, men blot i en trøstesløs etværelses lejlighed, hvor den forsagte hjemmesygeplejerske Maud (Morfydd Clark) nøjsomt tilbereder sin middag. Inden hun indtager sit simple måltid, beder hun bordbøn. Vi ser omridset af et ensomt, asketisk liv, hvor troen er Mauds eneste følgesvend, og hendes indre verden flyder over af potent, religiøs symbolik. Når Maud beder ved sit hjemmelavede alter, drysser hun upoppede majskerner på gulvet, inden hun knæler. »Never waste your pain«, siger hun. Smerten synes nødvendig i forholdet til Gud – og Mauds lille, salige smil om munden får det fra start til at løbe én koldt ned ad ryggen.
Det er nærmest blæret, hvor mesterligt præcist et greb om de filmiske virkemidler den debuterende, britiske instruktør og manuskriptforfatter Rose Glass her fremviser. ’Saint Maud’ er en guddommelig debutfilm, der med djævelsk vid udvisker grænserne mellem indre (tros)liv og kras, socialrealistisk virkelighed.
I filmen følger vi Mauds lille, stille liv som hjemmesygeplejerske i en søvnig, engelsk kystby. Her har hun fået en ny, terminal patient at passe: Amanda (Jennifer Ehle), en før feteret danser, nu diagnosticeret med kræft i rygraden, der har trukket sig tilbage i en overdådig villa på toppen af byens bakkedrag. Meget gotisk. Stadig glamourøs i flotte rober og diva-turban og skamløs i sin insisteren på at få bare en smule sjov og lidenskab ud af sin sidste tid. Men for Maud bliver Amanda mere end en patient. Måske kan hun frelse Amandas sjæl – ligesom hun selv er blevet frelst og nu kan mærke Gud strømme nydelsesfuldt igennem kroppen?
Amanda synes i hvert fald modtagelig. Hun lader gradvis paraderne falde og inviterer den ensomme Maud tættere ind på sig. De spiser middagsmad sammen og holder hinanden med selskab. Og Maud betror sig til Amanda om sit særlige forhold til Gud. Fortæller, hvordan hun føler, at ’han er i hende’. Pludselig kan Amanda også mærke det. Og i et intimt øjeblik, side om side på sofaen, strejfer de hinandens hænder. Med lystfulde, tunge åndedræt hengiver de sig begge i noget, der ligner orgiastisk nydelse. Er det en guddommelig tilstedeværelse, der har besat deres kroppe? Eller måske snarere en altfortærende hudsult mellem to, ensomme kvinder.
Tvetydigheden er, ikke ulig Hans-Christian Schmids psykologiske besættelsesfortælling ’Requiem’ (2006), ’Saint Maud’s trumfkort. Og Morfydd Clarks præstation spejler på mange måder tyske Sandra Hüllers i rollernes iboende, stille ensomhed. Instruktør Rose Glass svigter på intet tidspunkt Maud, og filmen suger dig tungt med ned i den stadig mere og mere makabre malstrøm, der er Mauds virkelighed. Her sumper religion, selvskade, skam, sex, voldtægt og død rundt i et morads, der tiltagende tager gysets urovækkende form, som Maud bliver stadig mere og mere besat af Amanda.
Virkeligheden vendes bogstaveligt talt på hovedet, som filmen skrider frem. Som i Carl Th. Dreyers sublime karakterstudie ’Jeanne d’Arcs lidelse og død’ (1928) tilter billedet også 180 grader på et tidspunkt i ’Saint Maud’. Et respektfuldt beundringsnik fra Glass, hvis sublimt tvetydige helgenfortælling selvsagt skylder Dreyer alverden.
Som hos Dreyers Jeanne d’Arc må Mauds krop også lide. ’Saint Maud’ er ikke decideret kropshorror-eksplicit, men med antydningens kunst og få, men desto mere effektive chok, føles filmen som ét langt nerveangreb af krybende ubehag. Særligt grum er en sekvens, hvor Maud med stor omhu stikker tegnestifter igennem et udklippet helgenpostkort, placerer det sin sko og derpå sætter foden i den udtrådte gummisko med et smertens skrig til følge. Og så går den ensomme kvinde med helgenambitioner ellers på flagellant vandring rundt i byen med sin urovækkende hemmelighed gemt væk under skosålen.
Morfydd Clark er fuldstændig brillant i rollen som Maud. Millimeterafmålt selvudslettende med fanatismen farligt brændende i de hengivne, mørke øjne. Over for hende drysser amerikanske Jennifer Ehle lige præcis den dosis camp over Amanda-karakteren: en selvfed avantgardedanserinde med et dionysisk privatliv, der i tiltrængte glimt gør ’Saint Maud’ til en nærmest depraveret sorthumoristisk fortælling.
Rose Glass’ fænomenale debut er et karakterstudie af ensomhed fortalt igennem det psykologiske gys’ forstyrrede billedsprog. Tomatsuppe og tegnestifter bliver aldrig det samme igen. ’Saint Maud’ er tvetydig og overrumplende til det sidste.
Kort sagt:
Det intense, psykologiske gys ’Saint Maud’ er en guddommelig debutfilm.