Instruktøren bag den roste gyser ’Saint Maud’: »Det er med jump scares, som det er med jokes«

A24-filmen ’Saint Maud’ er en af årets mest roste gysere. Bag filmen står den britiske debutant Rose Glass, der på ingen måde er en typisk gyserinstruktør. Så derfor har hun også skabt en usædvanlig gyserskurk: Gud.
Instruktøren bag den roste gyser ’Saint Maud’: »Det er med jump scares, som det er med jokes«
Morfydd Clarke i 'Saint Maud'.

Den unge nonne Maud (Morfydd Clarke) tror ikke blot på Gud. Hun kan mærke ham rent fysisk, når han lejlighedsvist lammer hendes krop og efterlader hende i en skælvende orgasme.

Det er et privilegium, der forpligter. Derfor dedikerer Maud sin tid til ikke blot at hjælpe, men også at frelse den pensionerede skuespiller Amanda (Jennifer Ehle), som er ved at tabe kampen til en eskalerende kræftsygdom.

Men da Amanda en dag udsiger en blasfemisk kommentar, giver Maud hende en lussing, der resulterer i, at hun bliver fyret. Tilbage står Maud i en eksistentiel vildfarelse, uden sit kald og uden sin Gud.

Den britiske instruktør Rose Glass’ debutfilm ’Saint Maud’ maler et noget andet portræt af Gud, end vi er vant til. Gud er ikke en frelser eller en vejviser. Gud er tværtimod en kilde til fortvivlelse og undergang, hvilket bliver virkeligheden for hans loyale korsfarer, Maud, der bliver mere og mere desperat og fremmedgjort, jo mere hun søger hans velsignelse.

Filmen har været længe undervejs, efter den først så dagens lys ved Toronto Film Festival sidste år. Her fik den en særdeles flot modtagelse. Variety kaldte i deres anmeldelse filmen for »en helvedes god debut«, mens kulturmagasinet Consequence of Sound skrev:

»’Saint Maud’ er en fantastisk og gribende debut fra et spændende nyt talent i genren. Hejst af et stramt manuskript og dynamiske præstationer skiller titlen sig ud og fortjener al dens ros«.

Anmelderne var imidlertid ikke de eneste, der var imponerede. Kort tid efter festivalen købte det anerkendte indieselskab A24 rettighederne til distribution af filmen. Og det er et godt tegn, for når A24 lægger navn noget, er det som regel godt. De seneste års titler inkluderer for eksempel ’Uncut Gems’, The Lighthouse’ og ’The Farewell’ – for blot at nævne et par stykker.

Rose Glass til BFI London Film Festival med ‘Saint Maud’. (Foto: John Phillips/Getty Images)

Med en ung kvinde, der langsomt mister forstanden, har ’Saint Maud’ et skræddersyet plot til en psykologisk gyserfilm. Men faktisk var det slet ikke planen, at filmen skulle være en gyser, fortæller den debuterende instruktør og manuskriptforfatter Glass, da vi fanger hende i England over en telefonforbindelse.

»Jeg tror, jeg kom på ideen, da jeg var ved at færdiggøre filmskolen. I begyndelsen var ideen bare en kvinde, der hører Guds stemme i sit hoved og forelsker sig i ham. Så det var ikke en gyserfilm til at starte med. Men så udviklede filmen sig ret meget«, siger Glass og tilføjer, at det var i mødet med producer Oliver Kassman, at det gik op for hende, at manuskriptet havde gyserpotentiale:

»Jeg havde skrevet præmissen, og da han læste det, sagde han, at det føltes som en gyserfilm, og jeg sagde bare ’okay’ uden at ændre på måden, jeg tænkte filmen på. Jeg tror, de fleste af mine kortfilm har en lignende fornemmelse. Og så begyndte vi at redigere historien en smule i den retning«, fortæller Glass.

Novice i gyserlandskabet

Når Glass ikke ændrede måden, hun forholdt sig til filmen, skyldes det, at det vigtige i fortællingen er de psykologiske portrætter. Hun er interesseret i de mørke afkroge af menneskets psykologi, ligesom hendes yndlingsinstruktører er det.

»Jeg er stor fan af David Cronenberg og Lars von Trier, instruktører, der ophøjer de forvrængede ting. Jeg tror, at jeg kan lide den slags instruktører, fordi de er svære at definere ud fra én genre. Så måske er det derfor, at min film endte med at blive, som den gjorde«, siger Glass med henvisning til, at ‘Saint Maud’ krydser elementer fra flere forskellige genrer.

Hun tilføjer:

»Jeg elsker gyserfilm, og det er generelt dem, jeg søger imod for at udforske de underlige og forvrængede sider af os. Men jeg er ikke en gysernørd. Jeg har været til nogle få genrefilmfestivaler med ’Saint Maud’, og det fik mig til at indse, at jeg ikke har cv’et. Der er virkelig mange klassiske horrorfilm, jeg ikke har set«.

Morfydd Clarke spiller nonnen Maud i ‘Saint Maud’.

Af den grund måtte hun også lave lidt research for at ikke at træde i nogle efterhånden lidt udvandede gyserklichéer.

»På et tidspunkt var jeg fristet til at lave en scene, hvor Maud klipper sit hår af. Og så blev jeg helt paf, da jeg fandt en montage på nettet, der viste, hvor mange film, som har kvinder, der klipper deres hår af i stressede tider.

Jump scares var det, jeg var mest nervøs over at putte ind, fordi det er med scares, som det er med jokes. Enten virker de, eller også virker de ikke. Folk griner eller skriger, eller også gør de ikke. Og hvis de ikke gør det, er det en fiasko. Derudover handler det også om timing, så derfor var jeg naturligvis bange for at lave et jump scare, hvis det skulle vise sig ikke at virke. Jeg havde ikke lyst til at sætte et jump scare ind bare for at gøre det, så jeg prøvede at få det til at føles fortjent«, siger Glass, der dermed røber, at filmen i hvert fald har ét jump scare.

Bergman og Polanski

Det, der driver gyset i ’Saint Maud’, er hverken et skrækindjagende monster eller en brutal massemorder. Det er karakternes skrøbelige sind og deres omskiftelige emotionelle stadier, som gør, at man aldrig kan forudsige deres næste skridt.

Glass fortæller, at to konkrete inspirationskilde er Roman Polanskis psykologiske horrorfilm ’Rosemary’s Baby’ og ’Repulsion’ fra 1960’erne. Fælles for dem er, at de på en klaustrofobisk facon skildrer en kvinde, der er ved at miste forstanden, og at gyset snarere tager form som en indre dæmon end en ydre fjende.

Den tredje og måske ikke helt ligeså åbenlyse inspirationskilde er den svenske instruktør Ingmar Bergmans ’Persona’ fra 1966, som vel snarere er et drama end en horrorfilm. Men ligesom ’Saint Maud’ handler ’Persona’ om en kompleks relation mellem to kvinder, som ved første øjekast virker som nat og dag.

»For at være ærlig ville jeg gerne have dem til at være to karakterer, der på overfladen virkede som totale modsætninger, men i virkeligheden er de begge arrogante. De er begge stolte, usikre og har alle de her fejl. Der er et underligt magtspil mellem de to, fordi Maud er Amandas ansat, men samtidigt har Maud meget magt over Amandas krop. Og det føltes som et rigt og rodet teater at udforske.

De er begge ret ensomme og fremmedgjorte, og de er begge på udkig efter måder at undslippe deres virkelighed på. Amanda er bange for at dø og føle sig isoleret fra menneskene i hendes liv og prøver til en vis grad at distrahere sig selv hedonistisk, mens Maud er på en anden måde«, siger Glass.

I ’Saint Maud’ er det Mauds kristne tro, der resulterer i, at hun gradvist mister forstanden. Har du haft nogle etiske betænkeligheder ved at skildre tro på den måde?

»Det er bare en film. Jeg har ikke haft nogen kvalmer over det religiøse. Måske fordi jeg selv er vokset op i et kristent miljø, så jeg kender det. Filmen handler ikke rigtigt om religion. Der er ingen organiseret religion i den, kun en kreativ og underlig version af kristendommen. Det, som jeg tænkte mest over, var skildringen af psykisk sygdom, og jeg ville være sikker på, at filmen var rimeligt ansvarlig i måden, det blev skildret på.

Og selvom karakteren gør nogle virkeligt forfærdelige ting, så kan jeg godt lide at tænke det som om, at det bliver balanceret ud af det faktum, at filmen i høj grad er fortalt fra Mauds perspektiv. Jeg ville helt sikkert have, at filmen skulle være empatisk i forhold til hende«.

’Saint Maud’ får biografpremiere 26. november.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af