’His House’: Nyt racegys på Netflix er en kropslig oplevelse
Da ’His House’ fik verdenspremiere på Sundance Film Festival, blev den af gode grunde sammenlignet med Jorden Peeles succesgyser ’Get Out’. Her fandt Peele, som det også er tilfældet med ’His House’, sit udgangspunkt for ’det fremmede element’, der oftest etablerer gyserplottet, i det sorte miljø, og her blev uhyggen en beskrivelse af de sortes møde med det hvide samfund gennem en optik af forfølgelsesvanvid, konspiratoriske neuroser og flydende grænser mellem drøm og virkelighed.
I Remi Weekes’ Netflix-aktuelle debutfilm møder vi Bol og Rial Majur på et modtagecenter i England, hvor de venter på asyl som flygtninge fra Sydsudan. Under flugten mistede de deres datter, og både mareridt og minder fylder deres liv. Således bliver det en glædens dag, da får mulighed for at komme ud i samfundet, mens de venter på afgørelsen af deres ansøgning. De får tildelt et hus, symbolsk understøttelse og anbefales at tilpasse sig. Parret er topmotiveret efter at blive gode samfundsborgere – men noget i huset er ikke helt, som det skal være…
Det ville være ærgerligt at fortælle mere om handlingen, for det er plottwistet, der giver ’His House’ liv, og det er især de medmenneskelige relationers twists and turns, der skaber den konstant underliggende uro.
Særligt én scene iscenesætter uhyggen på eklatant vis og fortæller, hvordan filmen giver enkelte rammer psykologisk konsekvens. Rial har et ærinde og bevæger sig ud af lejligheden for første gang. Den homogene, labyrintiske arkitektur, som meget socialt boligbyggeri bærer præg af, danner bagtæppe for tung forfølgelsesvanvid og paranoia. Rial mister hurtigt orienteringen, hun er faret vild, der er blinde veje overalt, den samme lille dreng spiller fodbold op ad alle de mure, hun støder på, hun begynder at panikke, men pheuwww, pludselig opdager hun tre sorte skoledrenge. De kan hjælpe, de forstår hende, men da hun spørger om vej, kigger de grinende på hende, og de sviner hendes accent og hende til, mens kameraet kører rund om hende som en analogi over hendes rundtossede afmagt.
Temaer som social udstødelse, illoyalitet og eksplicit racisme vejer tungt i ’His House’, der er overbevisende nok til, at det føles stramt om selv en kaukasisk hals. Parrets posttraumatiske stress efter flugten fra borgerkrigen, den nye, forcerede tilværelse i et helt andet slags samfund og husets langsomme forrådnelse er effektive greb i en genre, hvor succeskriteriet for den vellykkede oplevelse er proportionelt med behovet for at flygte.
Filmen lider under følelsen af repetition som så mange gysere, der svælger i de nemme løsninger for uhyggens skyld. ’His House’ slår for meget på den samme pointe, og det trækker i sidste ende ned i tempoet, uforudsigeligheden og dermed også følelsen af fare.
Men filmens eminente lydtapet er en kropslig oplevelse, og skyggerne samt kameravinklerne har den helt rette koreografi. Selv med lyset tændt, får du med ’His House’ lyst til at skrue ned for lyden og kigge væk, og med den politiske problemstilling som udgangspunkt for fortællingen er man sært tiltrukket af universet, måske netop fordi det tematiske åbner en verden af mulige konsekvenser, du ikke kan forudsige. Og det er jo det allerfineste ved gysergenren: At du aldrig føler dig sikker.
Kort sagt:
Stilsikker spillefilmdebut gyser os effektfuldt i fortællingen om parret Bol og Rail Majur, der er flygtet fra borgerkrigen i Sydsudan og nu skal tilpasse sig som potentielle samfundsborger i en søvnig engelsk forstad til London.