TEMA: ET NYBRUD I SORT AMERIKANSK FILM. De er ekstraordinært talentfulde, de er eftertragtede, og de fleste af dem bruger aktivt deres indflydelse til at gøre en positiv forskel – i en forstokket filmbranche og i det amerikanske samfund som sådan. I anledning af denne uges tema sætter vi fokus på de mest spændende nyere filmnavne, som er i gang med at forandre Hollywood.
1. Amandla Stenberg
Nogle vil måske stadig mest forbinde Amandla Stenberg med den hjerteskærende rolle som Rue i ’The Hunger Games’, men hun har for længst bevist, at hun er meget mere end en barnestjerne. Faktisk er hun allerede lidt af et fænomen.
Som udtalt intersektionel feminist og åben lesbisk er Stenberg et forbillede for mange, og hun har skabt overskrifter med sine progressive udtalelser om, at »køn stort set kan være, hvad man synes, det skal være«. Hun blev kåret som Årets Feminist i 2015 af The Ms. Foundation for Woman. Hun har to millioner følgere på Instagram, men tog et radikalt valg om at droppe telefonen helt i en periode sidste år. Hun er sanger og violinist. Og hun er medforfatter på tegneserierne ’Niobe: She is Life’ og opfølgeren ’Niobe: She is Death’.
Og samtidig buldrer filmkarrieren altså derudaf. Hun har fået hovedroller i YA-sci-fi-filmen ’The Darkest Minds’ og krigsdramaet ’Where Hands Touch’, men det er ’The Hate U Give’, der har befæstet hendes position som en superstjerne in the making.
I filmen – baseret på en bestsellerbog – spiller hun hovedrollen som pigen Starr, der ser en politimand nedskyde sin bedste ven. Hun kommer selv fra ghettoen, men går på en privilegeret ’hvid’ skole, og efter drabet får hun at vide, at den eneste vej til retfærdighed er afdæmpet. Men i stedet føler hun sig kaldet til at protestere højrøstet og headon for ikke at blive tiet ihjel.
Stenberg er blevet hyldet over hele linjen for rollen, der må betegnes som et veritabelt voksengennembrud for den 20-årige californier.
2. Donald Glover
Der er mange måder at have magt på, men én af dem er, at man kan gøre, akkurat hvad man vil. Og sådan er situationen for Donald Glover, der definerer og inkarnerer zeitgeisten mere end nogen anden i populærkulturen.
Hans serie ’Atlanta’ føles akut relevant og trendsættende med sin blanding af totalt uforudsigelig surrealisme, troværdig socialrealisme, stor opfindsomhed og sin tematiske behandling, som sætter kniven for især den racemæssige strube, uden at man på noget tidspunkt føler sig talt ned til eller belært.
Og som rapperen Childish Gambino fik han med albummet ’Awaken My Love’ og især singlen ’This Is America’ den respekt, han havde higet efter i en årrække – ikke mindst fordi han med videoen til ’This Is America’ fik kombineret sit musiske talent med en visuel power godt hjulpet på vej af ’Atlanta’-instruktør Hiro Murai.
Når Glover så samtidig er succesrig skuespiller i alt fra ’Solo: A Star Wars Story’ til den kommende liveactionudgave af ’The Lion King’, har man et menneske, der spiller underholdningsindustriens klaver, så det næsten ser for nemt ud.
Som relativt privilegeret middelklasseknægt nægter Glover at blive sat i bås, og som sådan baner han også vejen for en ny type sort kunstner i det populærkulturelle miljø, hvis autenticitet ikke behøver bero på selvoplevelser fra de hårdeste ghettoområder.
3. Issa Rae
Ingen seriekanon over det 21. århundredes vigtigste tv-stemmer uden komediennen og serieskaberen Issa Rae, hvis Emmy-nominerede sadcom ’Insecure’ har flyttet bjerge for repræsentationen af ung sort kvindelig seksualitet og middelklasseidentitet.
’Insecure’ – hvis tredje sæson landede på HBO i sensommeren i år – blev i 2016 udklækket af Raes semiselvbiografiske webserie ’The Misadventures of Awkward Black Girl’, der fangede både tusinder af seere såvel som HBO’s opmærksomhed. ’Insecure’ føjede sig til listen af 20-something-serier drevet af skarp millennial-satire og genkendelige, kvindelige fuck-ups a la ’Fleabag’, ’Girls’ og ’Broad City’, men fokusset på den sorte hovedpersons eskapader og hverdagslivskriser i L.A. var unikt i en branche, hvor det alle dage har været hvide kvinder, der havde mere eksplicit sex in the city i sitcom-segmentet.
33-årige Rae har takket både Barack Obama (»når en sort præsident er normen, er vi det også på tv«, sagde hun til The Guardian sidste år) såvel som den eksplosive udvikling af serielands streamingtjenester for, at der er blevet plads til, at sorte skuespillere kan være anderledes »uapologetiske i vores blackness på skærmen«. Og så understreger hun, at det især er vigtigt for hende at vise »sorte mennesker, der har sex og er attraktive« på samme ærlige og naturlige vis, man altid har taget forgivet i serier med hvide karakterer.
Rae udforsker imidlertid også, hvad det vil sige at føle sig ’for hvid’ til de sortes smag og for sort til de hvides – og spidder dermed et speget og i serieregi underbelyst aspekt af moderne sort identitetspolitik, der kalder på lige så stor opmærksomhed som skildringerne af Raes lagenudfodelser. ’Insecure’ bliver næppe det sidste, vi hører til Issa Rae.
4. Jordan Peele
Fans af sketchshowet ’Key & Peele’ havde længe vist, at der var en særlig begavelse på spil i Jordan Peele, men det kom nu nok alligevel bag på alle, hvad han formåede som manuskriptforfatter og instruktør med sin allerførste film, der ganske vist også var båret af satire, men indeholdt meget mere end det: En elegant genrebevidsthed og evnen til at få et racebetonet budskab hjem med uimodståelig punch uden at skære en klassisk problemfilm af den slags, der bliver proppet ned i halsen på unge i undervisningslokalerne.
’Get Out’ blev en massiv billetsucces på et lille budget, og det er den allerbedste vej til at blive et eftertragtet navn i Hollywood. Peele kan da også vælge og vrage, og det næste, vi kommer til at se fra hans hånd, er den gotiske HBO-serie ’Lovecraft Country’ og filmopfølgeren ’Us’, der også skulle bevæge sig i den socialbevidste thriller/gyser-genre, som han nærmest egenhændigt skabte med sin debut.
Det er befordrende med ikke-blockbuster-film af og med sorte, der ’krydser over’ og bliver set også af den hvide befolkning, og Jordan Peele formår netop at skabe fortællinger, der rammer hårdt og rammer bredt.
5. Tiffany Haddish
Nogle gange skal der ikke mere end én film til at elevere en skuespiller fra anonymitet til reel stjernestatus. Og det var, hvad der skete for Tiffany Haddish efter komedien ’Girls Trip’, hvor hun som den brovtende, uregerlige Dina outshinede stjernerne Jada Pinkett Smith og Queen Latifah. Man kan mene om filmen, hvad man vil, men Haddish excellerede i autenticitet og komisk timing, og hun bar en stor del af fortjenesten for, at den blev et overraskende publikumfænomen i USA i sommeren sidste år.
Haddish har siden turneret rundt i alle de store talkshows, og hun var den første sorte kvindelig komiker, der hostede ’Saturday Night Live’. Hun blev sågar udvalgt til at annoncere de nominerede ved sidste års Oscar-optakt, hvilket internettet havde en fest med. Og tidligere i år underskrev hun en aftale med HBO om, at de har førsteret på hendes kommende projekter.
Haddish har selv noget af den charmerende upolerede udstråling, som hun også bragte til ’Girls Trip’, og som gør hende til en naturlig mediedarling. Nu skal hun bevise, at hun kan blive på toppen. De kommende film ’Limited Partners’ over for Rose Byrne og Salma Hayek og ’The Kitchen’ over for Melissa McCarthy og Elisabeth Moss bliver de første store prøver.
6. Justin Simien
Når det kommer til knivskarpe, nuancerede og stærkt medrivende skildringer af moderne raceforhold i USA, er Justin Simien blandt de fremmeste stemmer. Han slog igennem med filmen ’Dear White People’, der tog afsæt i en virkelig hændelse omkring en blackface-fest på et privilegeret universitet, og som han selv videreudviklede til en tv-serie på Netflix, som nu i to sæsoner har sat en tyk streg under talentet.
I tv-serie-formatet fik han nemlig mulighed for at udfolde det store karaktergalleri og de mange dilemmaer omkring de intellektuelle sorte studerende, der forholder sig meget forskelligt til deres hudfarve og møde med den kridhvide magt. Det er nogle af de samme tematikker, der er på spil i Simiens underholdende podcast ’Don’t @Me’, hvor han taler med andre kunstnere om særligt race, køn og seksualitet.
Justin Simien tog direkte og uden tøven fat på racetematikkerne, før identitetspolitik kom på alles læber, og det skal blive interessant at se, hvordan han videreudvikler talentet efter det kulturelle skifte omkring #MeToo og #BlackLivesMatter. Simiens næste film hedder ’Bad Hair’, der skulle være en horrorfilm om en pige fra Compton, som har det forkerte hår og udseende til at slå igennem som VJ i slut-80’erne og derfor indgår en djævelsk pagt om at få en ny hårpragt, som dog vist ikke er helt til at stole på.
Som Jordan Peele bruger Simien altså horrorudgangspunktet til at tackle oprigtige aktuelle temaer. Det gør ham til en af de mest interessante yngre instruktører, der arbejder i periferien af Hollywood.
7. Dee Rees
Instruktør og manuskriptforfatter Dee Rees skrev Oscar-historie i år, da hun som den første sorte kvinde nogensinde blev nomineret i kategorien bedste adapterede manuskript. Manuskriptet tilhørte Rees’ ’Mudbound’, og nomineringen markerede ikke alene Netflix’ triumferende indtog på Oscars røde løber, men også cementeringen af Dee Rees som en af Hollywoods mest toneangivende kvindelige filmmagere – der i ’Mudbound’ endog inkorporerede brudstykker af sin bedstemors familiehistorie for at personalisere raceproblematikkerne.
41-årge Dee Rees er uddannet fra filmlinjen på New York University, hvor selveste Spike Lee agerede både underviser og mentor for filmmageren in spe. Efter studierne arbejdede hun for Lee på dennes ’Inside Man’ og ’When the Levees Broke’, samtidig med at hun skrev den semibiografiske kortfilm ’Pariah’ om en teenagepige i Brooklyn, der springer ud for sin homofobiske familie og udstødes fra fællesskabet. ’Pariah’ høstede stor ros på en lang række filmfestivaler verden over og blev senere foldet ud i debutspillefilmen af samme navn, der blev nomineret til hovedprisen på Sundance-filmfestivalen.
Dee Rees greb sit momentum, og skrev og instruerede HBO-filmen ’Bessie’ med Queen Latifha som jazzsangerinden Bessie Smith. ’Bessie’ blev nomineret til ikke færre end 12 Emmy’er i 2015 og løb med titlen som bedste tv-film – og året efter var Netflix i røret. Rees næste store projekt er ’The Last Thing He Wanted’ med Anne Hathaway, Ben Affleck og Willem Dafoe, baseret på det amerikanske litterære ikon Joan Didions eponyme krimi.
8. Lakeith Stanfield
Lakeith Stanfield er måske ikke prototypen på en feteret megastjerne, der med sit navn alene kan bestemme skæbnen for filmprojekters liv og død, men han er ikke desto mindre et af de største unge sorte skuespiltalenter i Hollywood lige nu.
I ’Atlanta’ er hans skæve (i flere betydninger af ordet) slacker Darius et konstant højdepunkt med ramblende lommefilosofi, som i flere tilfælde blev opfundet af Stanfield på stedet under optagelserne. Han er et sublimt anker i den uregerlige ’Sorry to Bother You’ – som telefonsælgeren, der bliver en kæmpesucces, efter han bruger sin »hvide« stemme – og han har en stor rolle i Safdie-brødrenes opfølger til ’Good Time’, der bærer titlen ’Uncut Gems’. Allerede i ’Short Term 12’ over for Brie Larson viste han dog, at han også mestrer de mere ligetil dramatiske roller.
Man kan måske sammenligne Stanfield med Joaquin Phoenix: en oddball-personage, der ikke synes synderligt interesseret i Hollywoods menagerier, men bare vil afsøge sine karakterer og skabe sin kunst på så legesyg og udforskende facon som muligt. Og som excellerer både i de dramatiske og komiske dele af drejebogen.
Fortsætter han takterne, kan han meget vel blive en af de mest anerkendte skuespillere i sin generation.
9. Lena Waithe
Da Lena Waithe var lille, lod hendes mor hende se alt det eftermiddags-tv, hun lystede. Hellere et overdrevent serieforbrug end stofmisbrug og vold på gaden uden for hjemmets fire vægge i en af Chicagos hårdeste forstæder, var morens rationale. Så sorte, lesbiske Waithe slugte 90’ernes sitcoms – og undrede sig i stigende grad over, hvorfor hun ikke så børn, der lignede hende selv på skærmen.
Drømmen om at diversificere serieuniverset og fortælle sorte historier – og ikke mindst hudflette stigmaet omkring sort homoseksualitet blandt sorte selv – fik Waithe til at søge mod Hollywood, hvor hun nu i en alder af bare 34 år kan kalde sig serieskaber, manuskriptforfatter, skuespiller og Emmy-vinder.
Sammen med indiskamerikanske Aziz Ansari skrev Waithe afsnittet ’Thanksgiving’ til Netflix-serien ’Master of None’, som indbragte duoen en Emmy for bedste manuskript, og hvori Waithe selv spillede den selvbiografiske hovedrolle som en sort lesbisk kvinde, der springer ud over for sin mor (Angela Basset), der ikke just ser mildt på, at hendes datter hvert år tager kvindelige dates med hjem til højtiden.
’Master of None’ sparkede døren ind for Waithe, der i år barslede med sin første egen serie, ’The Chi’, om racespændinger, familieliv og kriminalitet i selvsamme Chicago-forstad, hvor hun voksede op. Her på Soundvenue tildelte vi ’The Chi’ fem flotte stjerner og kaldte den »en gribende serie om hverdagen efter en tragedie, om sorg, maskulinitetskriser, uskyldstab og social arv«.
Waithes samfundssociale bevidsthed rækker også udover settet, og foruden at være aktiv i Time’s Up-bevægelsen, der støtter ofre for seksuelle krænkelser, udnyttede hun ligeledes spotlyset på Emmy-podiet til at tale dunder for større inklusion af, hvad hun kaldte sin »LGBTQIA family«.
»De ting, der gør os forskellige, er vores superkræfter«, understregede Waithe, hvis næste filmprojekt ’Queen & Slim’ er ditto minoritetspolitisk motiveret og trækker tråde til virkelighedens debatter om politivold mod sorte – med Daniel Kaluuya fra ’Get Out’ i hovedrollen.
10. Ryan Coogler
Vidunderbarnet Ryan Cooglers raketfart er uden sidestykke. Han var blot 26, da han debuterede til store roser med dramaet ’Fruitvale Station’ baseret på den virkelige historie om Oscar Grant III, der blev dræbt af politiet i 2008. Han gik mainstream med ’Rocky’-spinoffen ’Creed’, der overrumplede alt og alle med et både originalt og indfølt take på genren.
Og så skabte han amerikansk filmhistorie med den første Marvel-film med en sort hovedkarakter, ’Black Panther’, der blev en svimlende succes ved box office og gjorde Coogler til en af de hotteste mainstream-instruktører i branchen.
Ét er nemlig at lave intime dramaer på beskedne budgetter, noget andet er at jonglere med milliardbudgetter for de store studier, hvor presset er kolossalt. Cooglers gennembrud i netop denne sfære er et vigtigt skridt for sorte filmskabere i det hele taget, for tænk hvis han havde fejlet, og ’Black Panther’ var faldet til jorden?
Nu banede den i stedet vejen for kommende satsninger på ’sorte’ historier i en branche, hvor fordommen ellers har lydt, at der ikke var et stort publikum til film med sorte i hovedrollerne. Selv fortsætter Coogler da også naturligt nok med ’Black Panther 2’, samtidig med at han sidder i producerstolen på ’Creed 2’, om end han dog har overladt instruktionen til anden side.
Ved siden af filmkarrieren har Coogler også siden ungdommen været mentor for fængslede unge, ligesom han var med til at stifte The Blackout for Human Rights-kampagnen. Han er med andre ord en særdeles socialt bevidst kunstner, der formår at bringe sit samfundsmæssige blik ind i de store franchise-fortællinger. Det giver ham en enestående position. Og han er altså bare 32 år
11. Michael B. Jordan
Har man sagt Ryan Coogler, må man også sige Michael B. Jordan. Skuespilleren har spillet med i alle Cooglers film, fra ’Fruitvale Station’ og frem, og har da også hovedrollen i Cooglers kommende drama ’Wrong Answer’ om en skoleskandale i Atlanta.
Allerede i tv-serierne ’The Wire’ – hvor han spillede den unge kvikke Wallace – og i ’Friday Night Lights’ som football-stortalent med knas på hjemmefronten stod det klart, at vi havde med en særlig udstråling og sensibilitet at gøre.
Og Jordan har foreløbigt indfriet forventningerne i en grad, så han må regnes som den største unge sorte skuespillerstjerne i Hollywood. Han er selv dybt inspireret af folk som Jay-Z og LeBron James og har udtalt til Vanity Fair, at han har en ambition om at blive et »enmandsstudie, hvor hver bevægelse har et dollartegn knyttet til sig, og for hvem intet er overladt til tilfældighederne«. Senere på ugen tegner vi et portræt af den 31-årige amerikaner og hans forfriskende ublu drømme om at blive en Hollywood-institution i sig selv.
12. Ava DuVernay
Hvad (sorte) kvinder i Hollywood angår, er Ava DuVernay noget nær en superhelt: Hun er den eneste sorte kvindelige instruktør, der både har været nomineret til bedste film (’Selma’) og i kategorien bedste dokumentar for den Netflix-producerede ’13th’, der tegnede et uhyggeligt billede af moderne slaveri og skævvridningen af amerikansk racepolitik igennem massefængslinger af sorte i USA.
Endvidere er hun den første sorte kvinde, der har jongleret en blockbuster med et budget på over 100 millioner dollars, da Disney gav hende tøjlerne på eventyret ’A Wrinkle in Time’ med Oprah Winfrey og Reese Witherspoon. Filmen floppede, men ikke desto mindre har DC tilbudt instruktøren at kaste sig over superheltebraget ’New Gods’ – og ja, DuVernay bryder også her ny grund som den første sorte kvinde, der dikterer, hvordan kapperne skal sidde i DC’s univers.
DuVernays blockbuster-flirts er skelsættende, men det er i de mindre bombastiske filmformater, at hun for alvor imponerer som historiefortæller, som i indiefilmen ’I Will Follow’ fra 2011 om en sort, kvindelig kunstner, der passer sin døende tante, og dramaet ’Middle of Nowhere’ fra 2012 med David Oyelowo (som også spillede hovedrollen i ’Selma’).
DuVernay udviklede tidligt en stærk interesse for racepolitik og kvinders ligestilling, og da hun kom i praktik på tv-stationen CBS, hjalp hun blandt andet med at dække retssagen mod O.J. Simpson.
DuVernay startede sin karriere i filmbyen som publicist, men nu er hun rykket helt frem på den store scene og har i dag sit eget distributionsselskab, AFFRM (African-American Film Festival Releasing Movement), der fremmer det sorte filmmiljø. Og så er hun naturligvis medstifter af den #MeToo-motiverede Time’s Up-organisation, der tilbyder juridisk hjælp til krænkelsesofre.
Ava DuVernay er et Hollywood-powerhouse og en inspiration for kvindelige filmmagere på tværs af race. Mn har hun instrueret en Jay-Z- og Beyoncé-video, spørger du? Ja, selvfølgelig har hun også det.
13. Barry Jenkins
Millioner af Oscar-seere verden over så sol, måne og stjerner, da instruktør Barry Jenkins’ indiehomodrama ’Moonlight’ vandt prisen som bedste film over den glatte musicalfavorit ’La La Land’ ved prisuddelingen i 2017.
Men langt mere bemærkelsesværdigt end den notorisk tumultariske overrækkelse var det imidlertid, at akademimedlemmerne endelig syntes at have åbnet hjerterne for en sort film uden hverken slaveeposser eller historiske landevindinger i centrum, men i stedet fremhævede et lille persondrama om social arv og sort maskulinitet fra det moderne USA’s forstadsghettoer.
I lighed med kollegaen Lena Waithe udviser Jenkins et sjældent præcist blik for skildringen af tabuiseret sort homoseksualitet, og skønt debutfilmen ikke var nogen publikumsbasker ved billetlugerne, signalerede dens Oscar-succes en monumental sejr for opbakningen til mere alsidige sorte filmfortællinger, der også adresserer interne raceidentitetskonflikter.
Jenkins er vokset op i samme, hovedsageligt sorte Miami-forstad, som ’Moonlight’ blev optaget i, men instruktørens filmiske ærinde er ikke at flygte fra det belastede miljø, så meget som det er at indkapsle den psykologiske hverdagsessens og sætte ansigter på skæbnerne, der gerne dæmoniseres i Washington for politisk vindings skyld.
I sin næste film, ’If Beale Street Could Talk’, skruer Jenkins dog op for den politiske retorik på lærredet med historien om en sort mand (Stephan James), der bliver falsk anklaget for voldtægt af en politibetjent. Anmeldelserne har været helt i top, og filmen manifesterer Jenkins som en af de væsentligste instruktører i USA lige nu.
14. Lupita Nyong’o
I 2013 bragede kenyanskmexicanske Lupita Nyong’o igennem Hollywoods raceglasloft i Steve McQueens ’12 Years a Slave’, der vandt hende en birolle-Oscar for portrættet af slaven Patsey. Med emotionel bæven i stemmen opfordrede Nyong’o i sin takketale børn alle vegne til at tro på deres drømme og forklarede efterfølgende i interviews, at hun selv altid havde følt sig for mørk som lille.
»Jeg bad til Gud om, at jeg ville vågne op med lysere hud«, har Nyong’o sagt, men som hun blev ældre, forvandlede usikkerhederne sig til motivation for at bryde med racediskrimination og identitetstabuer igennem film.
I 2009 skrev og instruerede hun dokumentaren ’In My Genes’ om otte mennesker, der udsættes for daglig diskrimination på grund af genetiske særpræg, heriblandt en kenyansk albinokvinde. Og efter at hun i flere år paradoksalt blev tilbudt mere stemmearbejde end live-action-roller i kølvandet på ’12 Years a Slave’, redefinerede hun i år billedet af en kvindelig superhelt i rollen som hårdtslående Nakia i Ryan Cooglers ’Black Panther’. Så populær blev Nyong’os karakter, at Coogler selv åbnede en dør på klem for et muligt spinoff med filmens kvindelige hovedcast, men inden de planer får ben at gå på, giver skuespillerinden spiongenren en feministisk saltvandsindsprøjtning med den kvindedrevne thriller ’355’ over for Jessica Chastain, Penélope Cruz, Fan Bingbing og Marion Cotillard.
Det feministiske aspekt er blevet et karrierepejlemærke for 35-årige Nyong’o, der i 2017 skrev en opinionsartikel for New York Times, hvori hun fortalte, at Harvey Weinstein havde krænket hende seksuelt i 2011. Siden havde hun nægtet at arbejde sammen med ham. Nyong’o pointerede, at hun nu er dedikeret til kun at samarbejde med kvindelige filmmagere eller feministiske mandlige instruktører, der ikke har misbrugt deres magt. Artiklen satte en tyk streg under skuespillerindens markante stemme i koret af fremadstormende sorte kvinder i Hollywood.
15. Mahershala Ali
Få skuespillere uanset race eller religiøs overbevisning tør drømme om så alsidig en karriere som 44-årige Mahershala Ali, hvis cv spænder over blockbustere (’The Hunger Games’), fortættede krimier (’The Place Beyond the Pines’), globale hitserier (’House of Cards’) og Oscar-dramaer (’Moonlight’, ’Hidden Figures’).
Ali mestrer mainstream, indie og action, og hans rollevalg reflekterer en stor kunstnerisk appetit efter nye udfordringer blottet for forfængelighedsdogmer (hans konfliktfyldte skurk Cottonmouth var suverænt det bedste ved Netflix’ ellers middelmådige superhelteserie ’Luke Cage’), efternavnet er hebraisk, og selv er han i dag praktiserende muslim efter at have konverteret som voksen. Dermed blev han den første muslimske skuespiller, der nogensinde har vundet en Oscar, da han i 2017 modtog statuetten for sin birolle som pragmatiske narkohandler i Barry Jenkins’ ’Moonlight’.
Hvad end han spiller god, led, glat ål eller kærlighedshungrede bejler, indgyder Mahershala Ali sine karakterer med et imponerende nuanceret følelsesliv. I Robert Rodriguez kommende actionbrag ’Alita: Battle Angel’ tilføjer Ali gravitas til sci-fi-fortællingen i hele to roller, og han er uomtvisteligt den største grund til, at vi slet ikke kan vente på ’True Detective’s tredje sæson. Og så spiller han over for Viggo Mortensen i det Oscar-buzzende drama ’Green Book’.
Ali er en af de mest alsidige og dygtigste skuespillere i Hollywood lige nu.
Læs også: Oplev Roland Møller og Alex Høgh Andersen ved enestående aften i INPUT-rummet på fredag
Læs også: De nye sorte spydspidser i amerikansk film vil ikke nøjes med succes – de vil have forandring
Læs også: Mens Beyoncé og Kanye styrer musikken, er Hollywood stadig hvid som nyfalden sne