‘The Haunting of Bly Manor’: Opfølger til Netflix’ skrækindjagende horrorserie tilføjer nye facetter til uhyggen
Vil fortidens traumer hjemsøge os for evigt?
Netflix’ gysersucces ‘The Haunting of Hill House’ var et eminent studie i sorgbearbejdelse og de psykologiske efterdønninger. På original vis brugte serien horrorgenrens klassiske troper til at optrevle de dybe sår i en splittet søskendeflok – helt uden at slække på uhyggen.
En serie af den kaliber er selvsagt vanskelig at komme efter, men måske derfor har hovedforfatter Mike Flanagan besluttet ikke at genoplive historien om familien Crain fra første sæson. Således introducerer den premiereaktuelle opfølger ‘The Haunting of Bly Manor’ os for en ny og selvstændig fortælling.
Det forbandede hus har Flanagan denne gang fundet i Henry James’ kanoniserede skræknovelle ‘The Turn of the Screw’ (1898), der er blevet filmatiseret ad flere omgange med Jack Claytons kritikerroste ‘The Innocents’ (1961) som det mest berømte eksempel.
Men netop som i ‘Hill House’, der gendigtede Shirley Jacksons romanklassiker, er det ikke et ønske om at hædre gysergenrens stolte traditioner, som driver værket. Tværtimod har Flanagan og hans medforfattere omarbejdet det okkulte forlæg til en moderne og sørgmodig fabel om at tage afsked med vores elskede.
Handlingen er flyttet til 80’ernes England, hvor den unge amerikaner Dani (Victoria Pedretti, der spillede Nell i ‘Hill House’) bliver ansat som underviser på godset Bly Manor. Her skal hun tage sig af søskendeparret Floria og Miles, hvis forældre er omkommet på en udenlandsrejse under sære omstændigheder. Oveni begik den forrige lærerinde selvmord og børnenes onkel, som har ansat Dani, vil ikke længere kendes ved dem.
Det varer heller ikke længe, før Dani indser, at der er noget urovækkende over den gamle ejendom. Mudrede fodspor slæber sig på tværs af entréen, dukkerne på legeværelset bytter plads, og børnene formaner Dani om, at hun for alt i verden ikke må gå uden for sit soveværelse om natten. Samtidig bliver en mystisk skikkelse ved med at forfølge hende i spejle og refleksioner.
Der gemmer sig flere rædsler i godsets snørklede korridorer, men ‘Bly Manor’ forsøger ikke at overrumple sit publikum med voldsomme gys eller vilde effekter. I stedet tager serien sig tid til at udforske de mørke hemmeligheder, som Dani og husets øvrige beboere forsøger at holde skjult for hinanden.
Derfor er det også mindre vigtigt, at serien aldrig bliver rigtigt uhyggelig. Husets genfærd fungerer snarere som en allegori over de minder og følelser, som tabet af vores nærmeste efterlader og således fortsat påvirker vores liv. Eller som husets kok lakonisk bemærker en nat: »Dead doesn’t mean gone«.
Den tanke er på én gang kuldegysende og besynderligt hjertevarm. Det smukke ved ‘Bly Manor’ er netop, at serien rummer begge perspektiver.
Og lige som man tror, at alle skeletterne er ude af skabet, imploderer handlingen midtvejs i en malmstrøm af forvrængende minder og endeløse mareridt. Det ville være synd at afsløre de nærmere detaljer, men serien leverer en gribende skildring af, hvordan sorg og skyldfølelse gør os ubevægelige og over tid udvisker alt undtagen smerten selv.
Man kan indvende, at ‘Bly Manor’ ikke altid er lige skarp omkring, hvorfor husets ånder gebærder sig, som de gør. Det er svært at klantre en spøgelseshistorie for at være utroværdig, men når store dele af plottet er bygget op om interaktioner mellem levende og døde, ville man ønske, at skaberne havde været lidt mere konsekvente omkring de interne spilleregler.
Og det til trods for, at ‘Bly Manor’ bruger flere afsnit på at udfolde det komplekse netværk af fortidige og nuværende skæbner, som spøger mellem voldgrave og hegnsmure. Ikke mindst den stormfulde romance mellem Danis forgænger og tjenestemanden Peter Quint (Oliver Jackson-Cohen, der også medvirkede i ‘Hill House’) er genfortalt med stor omhu.
Den slags dedikation til karaktererne er sjælden for gysergenren, hvor det ofte handler om at komme hurtigst muligt fra det ene scare til det næste. I sidste ende gør det dog også ‘Bly Manor’ til en mere jævn og langsommelig oplevelse end sin rædselsvækkende forgænger.
Kort sagt:
Man ligger næppe søvnløs efter ‘The Haunting of Bly Manor’, som til gengæld cementerer seriens formidable evne til at formidle ambitiøs og gribende horror, der vil langt mere end bare at chokere.
Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.