’Carrie’: Mike Flanagans opdatering af Stephen King-gyserklassiker er sjældent vellykket

SERIE. Har verden virkelig brug for endnu en ‘Carrie’?

Stephen Kings debutroman fra 1974 er allerede blevet filmatiseret flere gange, og Brian De Palmas blodindsmurte 1976-version står stadig som en af horrorhistoriens helt store klassikere. Så hvorfor bruge otte timer på endnu en fortælling om den mobbede Carrie White, hendes religiøst fanatiske mor, telekinetiske kræfter og den skolefest, vi alle sammen godt ved ender helt ad helvede til?

Det skal man, fordi den fremragende nye serie fra gysermester Mike Flanagan (’The Haunting of Hill House’, ’Midnight Mass’) kontekstualiserer Carrie-fortællingen i en nutidig verden, der ikke just er blevet mere tryg eller gennemsigtig.

Carrie (Summer H. Howell) er vokset op fuldkommen afskåret fra omverdenen. Hun har aldrig brugt en computer, forstår ikke moderne slang og må efter sin fars død begynde i en skole, hvor hun på sin første dag skal gennem en metaldetektor og kort efter panikker under en øvelse i, hvad eleverne skal gøre under et skoleskyderi.

Carries mor Margaret (Samantha Sloyan) har sin egen religiøst forkvaklede idé om, hvad der er normalt, men serien er god til ikke bare at lade skolen repræsentere den sunde verden udenfor. Her trænes børn trods alt i at gemme sig for skoleskydere, filmer hinandens sammenbrud og ydmyger kollektivt en klassekammerat uden nogensinde at tage ansvar for det.

Carrie bevæger sig derfor ikke så meget fra en syg verden ind i en normal som mellem to forskellige systemer, der begge forsøger at fortælle hende, hvordan hun skal være.

Det bliver særlig effektivt i seriens modernisering af den ikoniske omklædningsrumsscene. Carrie får sin første menstruation uden at vide, hvad menstruation er, tror hun skal dø og ender sjaskvåd og blodig på gulvet, mens klassekammeraterne kaster tamponer efter hende.

Men i 2026 stopper ydmygelsen selvfølgelig ikke, når pigerne forlader omklædningsrummet.

En anonym Instagram-profil ved navn Carrie Red gør hendes ydmygelse til indhold og udvikler sig siden til hele skolens digitale gabestok. Og stiller spørgsmålet om, hvem der egentlig er mobberen, når hundredvis af mennesker ser, liker, deler og bidrager, men ingen enkeltperson behøver opleve sig selv som ansvarlig?

Her bliver seriens teenagere dog langt mere komplicerede end en flok onde highschool-elever, der står på række og venter på at kaste den næste tampon. De kan være mobbere, medløbere og ofre på én og samme tid.

Det gælder især Sue (Siena Agudong), der deltager i Carries ydmygelse, men gradvist begynder at forstå sit eget ansvar. Hendes udvikling til en pige, der faktisk forsøger at gøre det rigtige, føles aldrig som et manuskript, der har udpeget hende til historiens moralske kompas. Hun er stadig teenager, stadig påvirkelig og stadig i stand til at fucke op, men har hjertet på rette sted og forsøger efterfølgende at handle derefter.

Det gør, at ‘Carrie’ bliver fremragende god som ungdomsserie. Da Carrie kommer til sin første fest, drikker, danser, taler med den gådefulde outsider Emaline (Thalia Dudek) og kigger på stjerner med Tommy (Joel Oulette), mærker man den ungdom, hun er blevet holdt udenfor. For en stund får hun lov til bare at være en lidt akavet teenager, og man bliver oprigtigt investeret i, at det måske kunne gå hende godt.

Hvilket selvfølgelig er en elendig strategi, når man ser ‘Carrie’.

Summer H. Howell er perfekt castet til hovedrollen. Hendes blik kan bevæge sig fra barnlig forvirring til noget dybt foruroligende, mens Flanagan leger med både hendes og vores virkelighedsopfattelse, efterhånden som de telekinetiske kræfter tager fart.

Flanagan har en særlig evne til at gøre hverdagen uhyggelig uden at proppe den med paranomale hændelser eller spøgelser. Støv, efterårslys, tomme rum og små forskydninger i virkeligheden får den velkendte Stephen King-forstad til at føles forkert, længe før noget åbenlyst overnaturligt sker.

Samtidig bruger han ikke smartphones, Instagram og skoleskyderier som moderne pynt på en gammel fortælling. De nye elementer ændrer selve mekanismerne i den.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Ændring af dit samtykke

For det mest skræmmende ved ‘Carrie’ har aldrig været, at Carrie kan flytte ting med tankerne, men hvor mange helt almindelige mennesker der skal til for at skubbe hende derud, hvor hun rent faktisk gør det.

50 år senere har Flanagan ikke ændret på den historie. Han har bare fundet en verden, hvor det er blevet endnu lettere at være medløber uden at føle sig ansvarlig.

---

Kort sagt:
Mike Flanagan giver Stephen Kings gyserklassiker en sjældent vellykket modernisering, hvor sociale medier, skoleskyderier og komplekse teenagere gør den gamle historie om mobber, medløber og offer ubehageligt aktuel uden at ofre den snigende uhygge, der gjorde ‘Carrie’ udødelig.