Norske Uld er tæt på at være popstjerner – men de er bedst, når de er introverte og mystiske

KONCERT. Folk-trioen Uld behøvede ikke at spille meget mere end et par minutter af deres for længst udsolgte Store Vega-koncert, før det stod fuldkommen klart, hvorfor ikke blot deres hjemlige Norge, men hele Skandinavien er ved at falde i svime over dem.
Jeg selv var betaget fra det øjeblik, Dagny Braanen Lindgren åbnede koncerten med langstrakte harmonikatræk, der bredte sig gennem rummet som renskurede vindpust fra et sneklædt fjeld, og som kort efter fik selskab af Lucia Andreadatter Utnems fine glasperlespil af klavertoner.
Inden Une Lorentze Onarheim skar gennem disen med en stemme som skinnende, nypudset sølv: »Jeg skal finne deg og tenne lys for deg«, sang hun og indkapslede på den måde, at Ulds sange netop er som sarte stearinlysflammer, der blafrer standhaftigt i vinterkulden.

»Bolden kom ind i et farligt område«, forklarede den danske forsvarsspiller Joachim Andersen efter et andet norsk sejrstog, der fandt sted i Parken samtidig med Ulds, og som da også blev kommenteret flittigt fra både scenen og blandt publikum.
Hos Uld befandt vi os også sommetider i et farligt område – om end ikke den slags, der involverer, at Erling Haaland smider trøjen, mens publikum lægger sig ned og begynder at ro.
Faren ligger snarere i en skrøbelighed så intens, at man holder vejret for at forhindre, at den skal briste. Og i et mystisk mørke, der i Ulds bedste sange ulmer bag skønheden, og som mindede om, at folkemusikken aldrig har været bange for at undersøge de farlige, dunkle områder af livet, selvom den kan lyde så tilforladelig.
Sådan var det især i koncertens første halve time, der bød på nogle af de mest sublime musikalske øjeblikke, jeg har hørt i år.
Ikke mindst højdepunktet ’Fra en annen virkelihet’, hvor en melodi, der i princippet kunne være tusind år gammel, fik selskab af impressionist, Erik Satie-klingende klaverspil og let dissonante harmonikadroner, der ledte mine tanker mod Nicos avantgarde-folk-hovedværk ’The Marble Index’.


Uld er dog ikke kun stilfærdige fornyere af den norske folkemusik, men også noget, der minder om popstjerner. Singlen ’Håper at du ser meg nå’ nåede til toppen af de norske hitlister, inden de for nylig vandt en P3 Gull-pris for »Årets låt« for den.
Og at Uld har et mere poppet gear i sig, stod da også klart, da trioen pludselig fik selskab af tre yderligere musikere på henholdsvis trommer, trompet og kontrabas.
Det er svært at nægte, at det lød virkelig, virkelig godt, men noget af den sarte magi forsvandt også i samme øjeblik, det musikalske udtryk blev forstørret og gjort mere muskuløst.
Det hele blev mindre mystisk, mere almindeligt, og i momenter, hvor trommeslageren blev lidt for løssluppen med sin whisker, fik jeg ligefrem associationer til den sødmefulde vokaljazz, der spiller på kaffebarer.

Uld har spillet sammen siden gymnasiet, og de har opbygget et helt særegent, introvert og meget skrøbeligt samspil, der hviler på et næsten hermetisk lukket nærvær imellem de tre musikere. Det er tydeligt, at de stadig arbejder på at finde ud af, hvordan de kan åbne samspillet op for et større ensemble.
Ambitionen giver åbenlyst mening, eftersom de formentlig kun kommer til at spille på større og større scener, der kalder på en mere slagkraftig lyd. Men i Store Vega var de stadig allerbedst, når de blev i det tyste, mørke eventyrunivers, som de har fuldkommen for sig selv.
Kort sagt:
Norske Uld var fuldkommen sublime, når de tillod sig selv at fare vild i deres mørke kammerfolk-skov. Men i Store Vega var de stadig ved at finde ud af, hvordan de forener den særegne skrøbelighed med en større, mere muskuløs lyd.


