‘Carrie’ fortsætter med sæson to

‘Carrie’ fortsætter med sæson to
'Carrie'. (Foto: Prime Video)

En af årets største positive serieoverraskelser har vist sig at være Mike Flanagans teendramaficering af Stephen Kings ‘Carrie’.

Få havde troet, at der var brug for en ny ‘Carrie’, men serien har tilsyneladende vist sig populær blandt publikum og har fået ros af mange kritikere. Soundvenues anmelder Damla Erdölek gav fem stjerner og skrev, at opdateringen var »sjældent vellykket«.

Nu er serien så også blevet forlænget med endnu en sæson.

Den første fulgte den unge teenagepige Carrie (spillet af det unge talent Summer H. Howell), der har levet totalt afskærmet fra verden med sin ekstremt kristne mor og konspiratoriske far, indtil hun efter hans død bliver tvunget ud i et high school-liv anno 2026.

Mødet med det moderne ungdomsliv bliver brutalt og tvinger også Carrie til at komme i kontakt med de overnaturlige kræfter, hun har holdt nede.

Serieskaber Mike Flanagan, der tidligere har tilvejebragt gys som ‘The Haunting of Hill House’, fortsætter bag roret i sæson to. Og har man set første sæson til ende, vil man også vide, at den ikke ligefrem smækker døren i.

Mens første sæson griber fat i tråde fra Kings roman, der udvider universet, vil sæson to bevæge sig udover romanforlægget.

Det vides endnu ikke, hvornår sæson to af ‘Carrie’ får premiere.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af