Soundvenue Streamer – tre weekendanbefalinger: En trio af efterårsserier i topkvalitet er ankommet

Hver fredag fremhæver vi tre film eller serier fra streamingtjenesterne, der kan gøre din weekend lidt bedre.
Soundvenue Streamer – tre weekendanbefalinger: En trio af efterårsserier i topkvalitet er ankommet
'Carrie'. (Foto: Prime Video)

1. Carrie bliver happy slappet

Hvis det var svært at være Carrie i 1974, hvor Stephen King opfandt hende som den gudfrygtigt morkuede highschool-freak, er det formentlig endnu værre i 2026.

I Mike Flanagans genfortolkning af den berømte gyserroman, der ikke mindst blev ikonisk filmatiseret af Brian De Palma i 1976, er titelkarakterens historie nemlig blevet ændret betydeligt.

Den perfekte stemning af efterårsgys (faldne blade, gamle trævillaer, pickup-trucks) er dog bevaret.

I seriens første afsnit bliver mor og datter ved et tilfælde fundet af en gruppe politibetjente i færd med at efterforske et dødsfald, og det viser sig, at de ikke har forladt huset i hele teenagepigens liv.

Pludselig bliver Carrie kastet for løverne på skolegangene styret af teknologi, hun aldrig nogensinde har hørt om, og hendes menstruationsflip happyslappet udover hele internettet. Det ender som bekendt griset.

Soundvenues Damla Erdölek kalder den nye ‘Carrie’ »en sjældent vellykket modernisering, hvor sociale medier, skoleskyderier og komplekse teenagere gør den gamle historie om mobber, medløber og offer ubehageligt aktuel uden at ofre den snigende uhygge, der gjorde fortællingen udødelig«. – MJK

‘Carrie’ kan ses på Prime Video.

‘Høst’. (Foto: Camilla Hjelm/DR)

2. DR Drama tilbage i sit rette element

Efter dystre afstikkere i serier som ‘Ulven kommer’, ’Når støvet har lagt sig’ og senest ‘Huset’ er DR i den grad tilbage på søndagsserie-hjemmebane med den nye satsning, ‘Høst’.

Det smager nemlig både af ’Sommer’ og ‘Arvingerne’, når landbrugspatriarken Gorm til sin store 65-års-fødselsdag foran familie, venner og suppestegogis sprænger bomben: Familiens alt og ét, deres elskede Feldumgaard, skal gå i arv til datteren Astrid frem for ældstesønnen Erik, der ellers allerede havde forberedt takketalen.

Hun havde til gengæld lige fået solidt job som skolelærer, men springer alligevel til, godt motiveret af at Erik synes, hun er nogenlunde lige så velegnet som landmand som en brøleabe til stilleleg.

Derfra står den på familieintriger og -hemmeligheder, mens marken skal mejes i sensommerens gyldne solstråler i Martin Zandvliets urimeligt velspillede serie med Katrine Greis-Rosenthal som Astrid, Elliott Crosset Hove som Erik og Simon Bennebjerg som tredjebarnet Thomas.

Første afsnit, der er ude nu, er en blændende begyndelse af episk-vibrerende familiedrama. –JLU

‘Høst’ kan ses på DR.

‘Small Prophets’. (Foto: Apple TV)

3. Meget mystisk byggemarkedsmedarbejder

Man skal helst vide så lidt som muligt om den nye BBC-serie ‘Small Prophets’, der herhjemme kan ses på Apple TV.

Den er skabt af Mackenzie Crook, der udover at spille Gareth Keenan i ‘The Office’ (den originale Dwight Schrute), er kendt for kultkomedien ‘Detectorists’.

I centrum står Michael (Pearce Quigley), en mut mand med langt gråt hår og skæg, der holder sig for sig selv, når han altså ikke er på arbejde i byggemarkedet, hvor han mest bare skræmmer kunderne væk med en radikalt ærlig tilgang til skruerådgivning.

Hans livspartner Cleo er forsvundet syv år tidligere, hans far er på plejehjem, og derfor er hele fortællingen svøbt i en særlig aura af tragikomisk gammelmandstristesse.

Hvilket måske ikke ville være til at holde ud, hvis det ikke var, fordi tingene så småt tager en mindre jordnær drejning. Man kan næsten fra første sekund mærke, at det bliver en rørende omgang. –MJK

‘Small Prophets’ kan ses på Apple TV.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af