Netflix-mindfuck afdækker eftertrykkeligt, hvor Christopher Nolan fejlede med ’Tenet’

Christopher Nolans ’Tenet’ og Charlie Kaufmans ’I’m Thinking of Ending Things’ er begge rebusser, man ihærdigt prøver at få til at gå op. Men kun den ene vil afsløre en dybere mening, når man er færdig.
Netflix-mindfuck afdækker eftertrykkeligt, hvor Christopher Nolan fejlede med ’Tenet’
John David Washington i 'Tenet'.
STREAMING TOGETHER

I begge film filtres fortid og nutid sammen i et uoverskueligt mønster. Som ingen anden kunstform opleves film som lineær tid, som noget, der udspiller sig fra A til B, men ikke de her to. Deres visionære instruktører og manuskriptforfattere ophæver tiden. Og man går forpustet og forvirret fra deres fortællinger, hvis ikke fuldkommen rundtosset: Hvad skete der lige der?

Den ene film er forunderligt vidunderlig. Den anden et oppustet miskmask.

Jeg taler om Charlie Kaufmans ’I’m Thinking of Ending Things’, der fik premiere på Netflix tidligere på måneden, og Christopher Nolans stadig biografaktuelle ’Tenet’.

Førstnævnte, den nye film fra hjernen bag sjældenheder som ’Evigt solskin i et pletfrit sind’, ’Adaptation’ og ’Synecdoche, New York’, er en relativt fri fortolkning af Iain Reids bog af samme navn.

Vi møder kæresteparret Jake (Jesse Plemons) og Lucy (Jessie Buckley), der i konstant snevejr kører mod Jakes forældre, som bor langt ude på Lars Tyndskids, og som Lucy skal møde første gang. Men allerede inden de – efter hvad der føles som en evighed – ankommer til huset, fornemmer man, at alt er, som man forventer, det skal være med Charlie Kaufman: Nemlig slet ikke som det skal være.

Jessie Buckley og Jesse Plemons i ‘I’m Thinking of Ending Things’.

Det er, som om Jake kan læse Lucys tanker, når de flyder ud i overvejelser om at gøre noget (hvilket noget?) forbi. Og mindre mystisk bliver det ikke, da de endelig når frem til Toni Collette og David Thewlis, der med forrygende humoristisk mimik spiller svigerforældre, måske ikke fra helvede, men bestemt fra et mareridt.

Indimellem følger vi også en ensom, aldrende pedel på den lokale highschool, hvis forbindelse til hovedplottet aldrig skæres ud i pap. Lucy skifter navn og erhverv fire-fem gange undervejs, ja, også helt udseende på et tidspunkt, forældrene bliver yngre og ældre fra scene til scene, musicalen ‘Oklahoma’ popper op over flere ombæringer, og til sidst optræder hovedkaraktererne i bevidst kunstig gammelmandsmakeup, mens Jake holder en Nobel-takketale, der er et direkte citat fra Russell Crowe-Oscar-vinderen ’A Beautiful Mind’. Slutningen inkluderer også en animeret gris og et flere minutter langt danseoptrin med nogle helt andre skuespillere end dem, vi har fulgt hele filmen.

Hvad skete der lige der?

(I det følgende afsnit afsløres slutningen på ’I’m Thinking of Ending Things’)

En rebus til en milliard kroner

Det kan lyde som rent galimatias, men der er faktisk en mening med galskaben, en nøgle til filmens topsikrede kode.

Man kan ikke lade være med at google efter andres tolkninger, når man har set ’I’m Thinking of Ending Things’. Og det er en fornøjelse at forsøge at lægge puslespillet, for filmen hænger fornemt sammen. Kort fortalt er pedellen Jake som gammel, og alt, hvad der foregår i filmen mellem unge Jake og Lucy, er en mikstur af hans erindringer og fantasier. Lucy er således et amalgam af pedel-Jakes hoved, og hendes replikker – inklusive et digt, hun læser op som sit eget – er da også flittigt taget direkte ud af bøger, der står på hylden på hans barndomsværelse.

Til sidst dør en afklædt Jake i sin bil uden for skolen (hjerteanfald? selvmord?), og Nobelpris-scenen er hans døende drøm om det liv, der aldrig blev, hans rige fantasis sidste svirp med halen. Inden for disse overordnede skitser er der hundredvis af detaljer at gå på opdagelse i og udsætte for Holger Fortolker-luppen.

‘I’m Thinking of Ending Things’.

Også ’Tenet’ er et puslespil, man ihærdigt forsøger at lægge både undervejs og bagefter. I filmen har man udviklet en særlig teknologi, hvor objekter – og mennesker – kan rejse tilbage gennem tiden, og særligt i det forvirrende actionklimaks prøver man at holde tungen lige i munden, mens én gruppe soldater slås forfra og en anden bagfra i tid.

Tidstrippet giver anledning til flere overraskelser undervejs, som da man opdager, at vor helte John David Washington og Robert Pattinson kæmpede mod sig selv i en central kupscene i Oslo Lufthavn, og at Pattinson har kendt Washington i mange år et sted ude i fremtiden på bedste ’Terminator’-vis.

Hænger det sammen? Muligvis. Betyder det noget? Ikke det mindste.

’Tenet’ er som en ugebladsrebus, man mere eller mindre fornøjeligt lægger undervejs for i sidste ende ikke at blive mødt med andre åbenbaringer end jagten på løsningen i sig selv. En rebus til en milliard danske kroner.

Hvad handler ’Tenet’ om på et dybere plan? Forholdet mellem Protagonisten, som han blot hedder, og Elizabeth Debickis ulykkelige rigmandsfrue Kat virkede som et overfladisk vedhæng, og han gennemgik aldrig nogen udvikling, det var værd at engagere sig i. Det gjorde mildt indtryk, hvordan Kat drømte om frihed for sig selv og sin søn, men det var aldrig den sjæleryster, som når vi i ’Inception’ finder ud af, at DiCaprios Cobb selv skabte sin kones selvmordsdrift i et umuligt forsøg på at redde hende, eller når Matthew McConaugheys astronaut i ’Interstellar’ ser sin datters barndom passere revy fra sit ensomme rumskib, hvor tiden bevæger sig i et andet tempo.

Hed elskov vs to ryk

Der er anderledes valuta for pengene, når man har løst rebussen i ’I’m Thinking of Ending Things’. Så står man nemlig med en historie, der både kan læses i en mørk og forhåbningsfuld retning.

Man kan forstå den som en fortælling om et forspildt liv, om en ensom og afsondret mand, der aldrig forløste det potentiale, hans forældre så i ham: Han var ikke helt god nok til at male, ikke helt intelligent nok (mest bare… flittig), han fandt aldrig et andet menneske at dele tilværelsen med. Han så sit barndomshjem gå til i demens og forrådnelse.

Man kan også forstå den som en ode til det indre liv, der kan gemme sig bag selv de mest uanseelige skæbner. Bogen er løst baseret på den virkelige historie om en pedel, der ved sin død efterlod sig den længste science fiction-roman nogensinde skrevet. Ingen vidste, at der i denne anonyme mands hoved levede og blomstrede et rigt udfoldet univers.

Man kan også, på et mere alment plan, læse filmen som en historie om, hvordan vi alle optager populærkulturen omkring os og gør den til en del af vores egen fortælling, så vi til sidst ikke kan skelne, hvor vores egne holdninger og erfaringer starter, og hvor filmenes og bøgernes slutter.

Og man kan placere sig et sted midt imellem eller angribe den fra en helt anden vinkel, hvilket er en pointe i sig selv: Jo mere man tænker over den, jo mere får man ud af Charlie Kaufmans associative billedstrøm. ’Tenet’ er man til gengæld færdig med, når man har skimmet de første to-tre fanteorier på nettet.

Nu er film selvfølgelig ikke en konkurrencesport mellem to kombattanter, og jeg har før forsvaret Christopher Nolan som den eneste magiker i Hollywoods cirkustelt. Men som en biologisk antitese illustrerer ’I’m Thinking of Ending Things’ blot så tydeligt Nolans svagheder i ’Tenet’: Den manglende menneskelighed, den manglende interesse for karakterernes indre liv, det overdrevne fokus på plotgimmicks uden bagvedliggende mening. Selv svinedyre popcornfilm må jo gerne sætte noget på spil.

Det kan godt være, begge film er mindfucks. Men i så fald dyrker Kaufman hed elskov med hjernen hele natten, mens Nolan blot afleverer to hurtige ryk, ét forfra og ét bagfra.

‘I’m Thinking of Ending Things’ kan ses på Netflix. ‘Tenet’ kan ses i biograferne.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af