Charlie Kaufman farer frem og tilbage over gulvet med en diktafon i hånden: »Filmen åbner på Charlie Kaufman, fed, skaldet, gammel og frastødende«, siger han i en hektisk ordstrøm.
Men det er ikke Charlie Kaufman, der taler. Det er Nicolas Cage, der spiller karakteren Charlie Kaufman, som er i gang med at skrive manuskriptet til den film, vi ser. Det bliver kun mere absurd, da Charlie Kaufmans fiktive, identiske tvillingebror (krediteret som medmanusforfatter på filmen) træder ind i rummet og spørger sin bror til råds om et filmmanuskript, han arbejder på.
Har man set ’Adaptation’, skrevet af Charlie Kaufman, instrueret af Spike Jonze, glemmer man nok aldrig newyorkeren med det krøllede brune hår, der over de sidste to årtier har markeret sig som en af amerikansk films mest særegne stemmer. Og som i dag er aktuel med sin første film i fem år, den hjernebrydende ’I’m Thinking of Ending Things’ på Netflix – hans måske mest udskejende (!) film til dato.
’I’m Thinking of Ending Things’ er en type film, man nærmest ikke ser mere: En indieproduktion af den gamle slags med Hollywood-stjerner fra øverste hylde på plakaten og et plot så selvreferentielt og kringlet filosofisk, at filmen nok aldrig ville være blevet en realitet uden for Netflix’ vidtfavnende rammer.
Filmen fortsætter ad den røde tråd, Kaufman har trukket gennem sine meget forskellige værker. Også her tvinger han tilskueren til at stirre direkte ned i den enorme afgrund af eksistentiel angst, som præger den moderne tilværelse, når han tematiserer isolation, ensomhed og fremmedgørelse i det 21. Århundrede med historien om et kærestepar (spillet af Jessie Buckley og Jesse Plemons) i opløsning.
Det lyder måske som en konventionel breakup-historie, men allerede efter få minutter står det klart, at Kaufmans projekt i lige så høj grad er at sende en ublu kritik til Hollywoods konventionelle fortælleformer med en film, der gradvist stikker af i vidt forskellige retninger.
Melankolske kærlighedshistorier
Charlie Kaufman har altid stået i opposition til Hollywood, om end han tidligt i sin karriere blev indlemmet i La La Land efter den kunstneriske og kommercielle succes med debutmanuskriptet til ’Being John Malkovich’ (ligeledes instrueret af Spike Jonze).
Ligesom i ’Adaptation’ er ’Malkovich’ rodfæstet i en skør metaidé: En arbejdsløs dukkefører opdager en lem ind i skuespilleren John Malkovichs hoved, et sted mellem syvende og ottende etage i Mertin-Flemmer-bygningen i New York, og giver sig lystigt til at besøge Malkovichs sind og fjernstyre hans bevægelser.
15 minutter får dukkeføreren i skuespillerens hjernebark, inden han bliver smidt ud på røv og albuer ved en afkørsel til New Jersey og må slæbe sig tilbage til lemmen.
Manuskriptet blev nomineret til en Oscar og Kaufman blev lovprist som sin generations mest originale stemme. Men selvom Oscar-succesen fortsatte med ’Adaptation’, der sikrede Kaufman sin anden nominering, ville det være synd at sige, at manuskriptforfatteren fandt en plads i Hollywoods kyniske pengemaskineri.
Alene hans insisteren på at John Malkovich død og pine skulle være omdrejningspunktet for debutfilmen – og ikke tidens hotte stjerner som Tom Cruise og Brad Pitt – fik producernes pis i kog. Men Kaufman nægtede at bøje sig. Og i Spike Jonze fandt han en samarbejdspartner, der tillod ham at følge sit manuskript fra start til slut, uden at der blev ændret på ordene bag hans ryg.
Måske er det netop derfor, at Charlie Kaufmans manuskripter var så distinkt Kaufmanske, allerede inden han begyndte at instruere sine egne film. Med undtagelse af George Clooneys instruktørdebut ’Confessions of a Dangerous Mind’, som Kaufman leverede manuskriptet til, hvorefter Clooney egenhændigt lavede ændringer, der ingenlunde huede manusforfatteren.
Anderledes vellykket var samarbejdet med ligesindede Michel Gondry, der særligt huskes for en af nyere tids mest melankolske kærlighedshistorier, ’Eternal Sunshine of the Spotless Mind’.
Her er idéen også simpel, nærmest high concept: Hvordan ville verden se ud, hvis man kunne slette mindet om sin ekskæreste efter et hårdt brud?
Det kunne måske lyde som en utopi, men i ’Eternal Sunshine of the Spotless Mind’ viser konceptet sig at være et mareridt, hvor mennesket kan nedbryde selve sin essens, minderne, i et forsøg på at undvige smerte og passe ind i en konform og grålig verden.
Filmen er dog også en hyldest til kærligheden og alt hvad der følger med af op- og nedture, hvilket måske var det, som – i tæt samarbejde med fremragende Kate Winslet og Jim Carrey – gjorde ‘Eternal Sunshine of the Spotless Mind’ spiselig for Oscar-akademiet, der omsider gav Kaufman en fuldt fortjent statuette.
Et nådesløst spejl
De personlige relationers kollaps og sindets kringelkroge er også omdrejningspunktet i Kaufmans instruktørdebut, det monumentale mesterværk ’Synecdoche, New York’, om teaterinstruktøren Caden Cotard (Philip Seymour Hoffman i sit livs rolle), som sætter sig for at iscenesætte sit eget liv i en gigantisk lagerhal i New York.
Som altid er karaktererne patetisk selvmedlidende og/eller selvoptagede. De er så dybt opslugte i egne hoveder, at de aldrig formår at knytte bånd til nogen omkring sig. Da Cotard bliver forladt af sin kone, finder han en lignende model, som kan erstatte hende, så hans ægteskabelige liv kan gennemleve nøjagtigt de samme fejl som første gang.
Og ligegyldigt hvor hårdt han prøver, lykkes det aldrig rigtigt for Cotard at fange den essens af livet, som han stræber efter at gengive så præcist som muligt. Anderledes forholder det sig dog for Kaufman, der med filmen stiller et nådesløst spejl op foran den moderne tilværelse i en kapitalistisk og sjælløs verden.
Filmen dykker også ned i et andet af instruktørens yndlingstemaer: Tid. Den virtuose åbning, der ved første øjekast lader til at udspille sig over en (næsten) helt almindelig morgenstund, skildrer et helt år i Cotards liv: Hvordan han hver morgen bliver vækket af alarmen, skændes med sin kone, henter avisen og læser dagens nekrologer.
Tiden er ofte cirkulær i Kaufmans film – et symbol på, hvordan vi er fastlåst i en knækket samfundsorden. Det er sortsynet, men ofte også fyldt med spandevis af sorthumor, som når Cotard instruerer en tilfældig forbipasserende i livsstykket i, hvordan han skal gå hen ad fortovet på den helt rigtige måde; for evigt hensat til at gentage den samme gåtur gennem kulisserne på det episke teaterstykke. En statistrolle i et loop, man ikke kan undslippe.
Kickstarter reddede filmfinansiering
’Synecdoche, New York’ blev – ikke overraskende – en kommerciel fiasko. Knap en fjerdedel af sit budget på 20 millioner dollars fik filmen indtjent. Nye vinde blæste i Hollywood og da finanskrisen ramte samme år betød det mere eller mindre endegyldigt, at absurde eksistentielle film som Kaufmans var en saga blot.
Også selvom verdens førende filmkritiker, salige Roger Ebert, udråbte ’Synecdoche, New York’ til årtiets bedste film.
Hele syv år skulle der gå, inden Kaufman fik realiseret sit næste projekt, dukkefilmen ’Anomalisa’. Ingen studier ville røre Kaufmans idé om en livstræt oplægsholder, der kun kan høre den samme kønsløse stemme – ligegyldigt hvem, der taler. Indtil han en dag møder en kvinde, som bryder monotonien med en livsbekræftende røst.
Filmen blev delvist finansieret via Kickstarter, hvor instruktøren fik skrabet 400.000 dollars sammen. Velviljen blandt de inkarnerede Kaufman-fans var nok til at overbevise pengemændene om at støtte den relativt billige stop motion-film.
’Anomalisa’ føles også som et knudret puslespil, en lang tankestrøm, en lem ind i Charlie Kaufmans eget krøllede sind.
Kafka står som en tydelig inspirationskilde for de bureaukratiske og hverdagsgrå fængsler, Kaufman dissekerer. Og stilen er da også udpræget litterær, som i ’I’m Thinking of Ending Things’, hvor lange passager udgøres af digte og tankestrømme gennem tid og rum, eller i ’Adaptation’, der direkte behandler forskellen mellem film og litteratur.
Kaufmans film er ofte udpræget kritiske over for gængse run of the mill-fortællinger, som når den geniale forfatters mindre talentfulde ’tvillingebror’ i ’Adaptation’ får større succes, fordi han vælger at gå mainstreamvejen og skrive en seriemorderfilm (med manusguruen Robert McKees selvhjælpsbog som kunstnerisk pejlemærke).
Selv har Kaufman insisteret på at fortsætte sin udstykkede auteurretning. Hans film eksisterer ofte i åbent oprør mod Hollywood-konventioner, særligt udtalt i ’I’m Thinking of Ending Things’, hvor filmmediet beskrives som en potentiel virus, der kan inficere hjernen og ensarte verden. En tanke, Kaufman veloplagt satiriserer over ved et klip fra en (fiktiv) Robert Zemeckis’ film, som karaktererne senere videreformidler, som var det deres egne oplevelser.
Det smukke ved Kaufmans film er netop, at de ikke underlægger sig nogle konventioner. De muterer frit ind og ud af stemninger og sindstilstande – og får endda ofte deres eget liv. Det er film, man kan (og bør!) se igen og igen og stadig opdage nye finurligheder i.
For efter mødet med Charlie Kaufman, bliver din verden aldrig helt den samme igen.
’I’m Thinking of Ending Things’ kan ses på Netflix fra i dag.