‘I’m Thinking of Ending Things’: Jessie Buckley brillerer i Charlie Kaufmans vanvidslabyrint på Netflix
Her gik man og troede, at Christopher Nolans tidskrummende ‘Tenet’ var sensommerens største filmiske hovedpine …!
Med Netflix som distributør kunne man ellers have vovet at tænke sig, at Charlie Kaufman – manuskriptforfatteren bag ’Eternal Sunshine of the Spotless Mind’ og ’Being John Malkovich’ – ville blive holdt i kortere snor end vanligt. Og præmissen til ’I’m Thinking of Ending Things’ er da også ganske ligetil i forhold til Kaufmans tidligere udskejende, eksistentielle mareridtsfilm som instruktør, ’Synocdoche, New York’ og ’Anomalisa’.
Vi begynder med noget så banalt som et parforholdsdrama.
En ung kvinde tager modvilligt ud til svigermekanikken med sin månedgamle kæreste Jake (Jesse Plemons), mens hun melankolsk spekulerer på, hvordan hun på bedst mulig vis – eller blot mest belejlig vis – kan slå op med den gemytlige gut.
Men efter en endeløs køretur, der bogstavelig talt føles så lang som at rejse fra midtbyen helt ud til Lars Tyndskids mark, og en morbid rundtur på svigerforældrenes gård, der byder på fastfrosne lam, evigt våde hunde og historier om fordærvede grise, åbner den ekvilibristiske auteur Kaufman op for godteskabet af eksistentiel terror og flydende personager.
Mens snakken går om middagsbordet (dækket til fyrster snarere end sønnens nye søde kæreste) med påtvungen kaklen fra den forvirrede svigermor (Toni Collette) og akavede insinuationer fra den brovtende svigerfar (David Thewlis), smelter den unge kvinde Lucy (eller var det nu Amy?) sammen med det usmagelige tapet og den hylende vintervind. Hendes uddannelse, job, humør og sågar skuespilleren selv flyver ind ad det ene øre og ud ad det andet i sådan en fart, at man får piskesmæld. Fysiker bliver til servitrice, og hendes hyggelige sweater skiftes ud med mormorperler og selskabskjole.
’I’m Thinking of Ending Things’ er med andre ord endnu en Kaufman’sk elefant at sluge. Hvilket naturligvis er en del af hans appel – navnlig for filmkyndige, vil de selv fortælle én. Selv når han på et projekt »kun« står bag manuskriptet, som med førnævnte ’Being John Malkovich’, ’Eternal Sunshine of the Spotless Mind’ og ’Adaptation’, har Kaufmans krøllede hjerne og store ideer det med at snuble over karakterer og frustrerende navlepillende handlingsforløb.
Der kunne skrives tykke bøger om de intrikate spil, han iscenesætter i sine arbejder: Om forfatterens forhold til andres værker i ’Adaptation’ og om vores kyniske brug-og-smid-væk tilgang til celebrity-kultur i ’Being John Malkovich’. Men de abstrakte ideer fører sjældent til en tilfredsstillende emotionel kerne. I stedet efterlades man glad for at have set hans dybt originale værker, og mindst lige så glad for at få det overstået.
I den forstand er der ikke meget nyt under solen i ’I’m Thinking of Ending Things’. Evigt lange køreture i sneen (der lige ved og næsten frister til brug af Netflix’ omdiskuterede spoleknap) bliver brudt op af helt separate indslag. En intim musical-sekvens komplet med balletdansere udspiller sig ud af det blå, og fra tid til anden klippes der til scener af en gammel vicevært, som vralter rundt på den lokale folkeskole.
På mirakuløs vis er Kaufmans flyvske ambitioner imidlertid fæstnet til jorden af en fænomenal præstation fra Jesse Buckley som den unge kvinde. Hun gjorde indtryk som den grådkvalte hausfrau i ’Chernobyl’ sidste år og imponerede for nylig som den kække Rose-Lynn i dramaet ’Wild Rose’. Men hendes præstation i ’I’m Thinking of Ending Things’ føles som en stjernedebut på højde med Timothée Chalamets rolle i ’Call Me By Your Name’ og Jennifer Lawrences i ’Winters Bone’.
Med lige dele intensitet og jovial skævhed sprudler hun på skærmen og jonglerer med sine mange bolde uden besvær. Det ene øjeblik snakker hun muntert ud af den ene side af munden om sin kunstneruddannelse. Det næste reciterer hun grådkvalt et digt om veen ved at vende hjem til sine forældre. Og i det tredje gennemgår hun bistert en udførlig kønskritisk analyse af John Cassavetes’ ’A Woman Under the Influence’.
Hun er omringet af et af Kaufmans bedste skuespillerensemble. Plemons har tidligere vist sig som en ferm underspillet komiker med tristesse i øjenkrogen i film som ’Game Night’ og anden sæson af ’Fargo’, og han virker komplet tilpas som den akavede kæreste – en rolle, som Philip Seymour Hoffman ville have spillet for tyve år siden. Alt imens åbner Toni Collette og David Thewlis gabene som pytoner som de to svigerforældre fra helvede og mæsker sig i Kaufmans bizarre replikker og scenarier.
Der er nok akademisk tematik, boglige referencer og spidsfindige fortolkninger at finde i ’I’m Thinking of Ending Things’ til at fylde et helt bibliotek. Det alene, gør det dog ikke nødvendigvis værd at se alle filmens 134 stive minutter.
Men det gør Buckleys præstation.
Kort sagt:
Kaufman skaber et intrikat og dybt forvirrende spind om forhold og individets identitet uden for partnerens i en film, man enten vil elske eller hade for dens abstrakte natur. I hovedrollen slår Jessie Buckley dog fast med syvtommersøm, at hun er et af Hollywoods mest fascinerende talenter lige nu.