’Bugonia’: Emma Stone og Jesse Plemons er indsmurt i hjernemasse og creme i Yorgos Lanthimos’ syrede eventyrversion af en subreddit
FILM. Jesse Plemons og Emma Stones ansigter bliver aldrig helt de samme, efter man har set dem i ‘Bugonia’.
Det er ellers ikke første gang, de er i kløerne på græske Yorgos Lanthimos, og dermed heller ikke første gang, de bliver brugt som brikker i hans ofte misantropiske syn på den menneskelige tilværelse, som den ser ud i yderste potens af underlighed og sadisme.
Instruktørens sjette engelsksprogede film, og hans tredje af slagsen på blot to år, er ikke engang hans mest overraskende eller ekstreme, men til gengæld den eneste, hvor skuespilpræstationerne sitrer under alt fra blod og hjernemasse til store mængder fed hvid antihestamin-holdig creme (forklaring følger!).
‘Bugonia’ er en af de mest intense farcer over red pill-kultur i nyere tid.
Jesse Plemons spiller Teddy. En mand, der bedst kan beskrives som kronisk beskidt, allerede inden han indleder et kidnapningskup mod Emma Stones medicinal-CEO med sin tilbagestående fætter Don (Aidan Delbis).
Teddy er typen, der har drukket hele YouTube-karret af misinformation (lavet »pissemeget research«, som han selv siger) og nærstuderet sine bier og det dertilhørende fænomen CCD (colony collapse disorder). Han er uhyggeligt overbevist om, at jordens tilstand og hans sølle liv på den skyldes en ekstraterretisk arts konspiration.
Derfor hopper han og fætteren i grå træningsdragter og Jennifer Aniston-masker for at kidnappe chefen Michelle, som han mener er et rumvæsen ude på at ødelægge planeten. Han har eksempelvis nærstuderet hendes ansigtstræk og nægter at tro på, at hun er en 45-årig kvinde. Det er ikke alt, han siger, der er helt dumt.
En normal bosslady-dag tager således en voldsom drejning, da den påståede alien-CEO efter en udførlig morgenrutine, lidt toksiske ordrer på arbejdet og en hjemtur, hvor hun drikker af sin Stanley Cup og synger andenstemmen på Chappell Roans ’Good Luck Babe’, bliver overfaldet og bedøvet.
Under kidnapningsscenen stråler Lanthimos’ filmiske røntgenblik ikke mindst, da vi ser den kropskomiske kamp på forstummet afstand gennem den rige kvindes eksklusive poolbygning i glas.
Som nævnt går en vigtig del af kidnappernes plan ud på at barbere alt Michelles hår af og smøre hende ind i lotion, da hun ifølge internettets optegnelser ellers ville kunne kommunikere med sin art ude i galaksen. Da hun vågner op, er det som en hvid skaldet blanding mellem Sinead O’Connor og Pjerrot. Værre endnu skal hun overbevise tumperne om, at hun ikke er et rumvæsen.
Det er ekstremt fjollet, men ironisk nok mere virkelighedsnært, end hvad der er standarden i en Lanthimos-film. Som en syret eventyrversion af en mærkelig subreddit, hvilket nok siger mere om verden end om den græske filmskaber, der rammer plet med sit skurkevalg.
Hvis man ikke i forvejen var bange for radikaliserede internetkrigere, bliver man det i selskab med Plemons Teddy. Selvom han dagligt tvinger sig selv og fætteren gennem et sundhedsregime, der tæller alt fra høje knæløft til medicinsk kastration, kan man se hans karakterafvigende klamhed i hver en lille ansigtsfold og intonation.
Løbende skruer han op, men som i sin vilde mikropræstation i ’Civil War’ er der fuld kontrol over sindssygen.
Emma Stone er også ret formidabel som den tilfangetagne powerwoman, der prøver at corporate-mægle sig ud af mareridtssituationen på ’du siger, jeg er en alien, lad os »unpacke« det’-måden. Her på femte Lanthimos-samarbejde er det dog ikke ligefrem en overraskelse.
Det er ikke, fordi der er gået decideret metaltræthed i Lanthimos’ værk. Tværtimod er ’Bugonia’ som at drikke saft (klam saft, godt nok) sammenlignet med hans sidste, ’Kinds of Kindness’, der var som at få en sherifstjerne i slowmotion.
Den er ikke så storslået og altopslugende som Guldløve- og Oscar-vinderen ’Poor Things’. Vi er nærmere i kendt territorie fra ’The Killing of a Sacred Deer’ og ’The Lobster’, bare hvor pointerne bliver yappet ud i pap i stedet for at være mystiske. Enkelte steder mindede det endda lidt om en ‘Saturday Night Live’-parodi på en Stone/Lanthimos-flick, men kun fordi alt fik fuld skrue.
Og hvad kan man så egentlig mere bede om?
’Bugonia’ (titel fra græsk mytologi, tjek!) er egentlig også et remake af den koreanske ’Save the Green Planet’ fra 2003, og der er noget med grækerens weirdness, den koreanske bramfrihed og den direkte forbindelse til den aktuelle verdensituations brainrot-tilstande, der fik mig til at stå lidt af til sidst.
Man forventer efterhånden et wild ride fra den Hollywood-kyndige græker, og det leverer han til sidste blodsdråbe. Jeg opfatter dog mere ‘Bugonia’ som en vildt underholdende ganerenser på vej til det næste mesterværk.
Men det kan bestemt også gøre det.
Kort sagt:
Jesse Plemons og Emma Stone leverer geniale præstationer i Yorgos Lanthimos’ konspirationsthriller, der lægger ud som både højkomisk og højspændt, men på sigt udtræder sin ‘alien eller ej’-præmis og ebber ud i lidt for fladpandet latterlighed.
Først anmeldt i forbindelse med verdenspremieren på Venedig Film Festival i august.