’Kinds of Kindness’: Yorgos Lanthimos får det bedste frem i Hollywood-stjernerne med sin nye upleasende film
Yorgos Lanthimos er én af de få instruktører, der lige nu har friheden til at gøre akkurat, hvad der passer ham.
Den græske mester virker i hvert fald ikke til at ville please nogen som helst andre end sig selv med sin sære og rimelig smalle nye film ’Kinds of Kindness’.
Man forstår godt, at Lanthimos har gjort sig fortjent til stor bevægelsesfrihed. Instruktørens to seneste film var de Oscar-nominerede succeser ’The Favourite’ og ‘Poor Things’. Det tæller nok heller ikke ned, at nogle af Hollywoods største skuespillere vil lege med ham.
Selvom castet, bestående af blandt andre Jesse Plemons, Willem Dafoe, Margaret Qualley og ikke mindst den efterhånden faste samarbejdspartner Emma Stone, kaster Hollywood-stjernestøv over Lanthimos’ nye film, vil den langt fra tale til en lige så bred målgruppe som instruktørens to seneste, underholdende og tempofyldte film.
’Kinds of Kindness’, der fik verdenspremiere på årets Cannes Film Festival, peger snarere tilbage mod instruktørens mere idiosynkratiske, langsomme og groteske deadpan-stil fra tidligere i karrieren – film som ’The Lobster’, ’The Killing of a Sacred Deer’ og ’Doogtooth’.
Det nye projekt er en antologifilm opdelt i tre dele med de kryptiske titler ’The Death of R.M.F.’, ’R.M.F. is Flying’ og ‘R.M.F. Eats a Sandwich’. Det samme hold af skuespillere medvirker i forskellige roller i alle tre novellefilm, der hver varer mellem 45 minutter og en time.
Filmene i filmen hænger løst sammen på tematisk plan. Trods titlen ’Kinds of Kindness’ er det her ikke ligefrem et studie i venlighed. Alle tre kapitler undersøger snarere, hvilke grænseoverskridende uhyrligheder mennesker vil begå mod sig selv og hinanden, bare for at finde en mening med livet og have et sted at høre til.
I det første spiller Jesse Plemons en mand, der har udlevet alle aspekter af sit liv ud fra sin chef og mentors (spillet af Willem Dafoe) instruktioner. Hvad han skal spise, hvornår han skal have sex med sin hustru (Hong Chau), og hvilke bøger han skal læse, er alt sammen bestemt på forhånd med præcise tidsintervaller.
Hovedpersonens verden ramler imidlertid, da han en dag ikke vil efterleve mentorens ordre, der lyder, at han skal slå en mand ihjel.
Andet kapitel har ligeledes Plemons i hovedrollen som en mentalt ustabil mand, hvis hustru (Emma Stone) længe har været savnet efter et skibbrud. Han tror som nærmest den eneste på, at hun stadig lever, og det viser sig at være rigtigt. Manden begynder dog at mistænke den hjemvendte kvinde for ikke at være hans hustru, fordi hendes vaner er anderledes, og fordi hun ikke længere kan passe sine sko.
I tredje og sidste kapitel, som er det mest underholdende af de tre, spiller Emma Stone nu hovedrollen. Sammen med Plemons’ karseklippede karakter arbejder hun for en mystisk kult, hvis sexlystne og manipulerende ledere gestaltes af Willem Dafoe og Hong Chau. Stone og Plemons rejser landet rundt i en lilla sportsvogn rundt for at udføre en særlig mission for kulten: De skal finde en ung kvinde, som kan vække døde til live og vil fungere som en slags messias for trosfællesskabet.
Med en spilletid på to timer og tre kvarter er ’Kinds of Kindness’ bestemt til den lange side. Undervejs tænkte jeg på, om ikke en ’Black Mirror’-lignende antologiserie havde været et mere passende format for Lanthimos’ samling syrede idéer, for man kunne altså godt bruge et par naturlige pauser mellem kapitlerne.
Fortælletempoet er konsekvent langsomt og tålmodighedskrævende, og man savner lidt af den friskhed, som Lanthimos fik frem i sine seneste udspil. Man må dog også sige, at tålmodigheden betaler sig.
Handlingen afbrydes flere steder af små, pludselige stik af sex og vold – og seksuel vold. Disse overraskende twists medfører, at man aldrig kan vide sig sikker på, hvor de tre plotspor er på vej hen. Netop uforudsigeligheden gør ’Kinds of Kindness’ seværdig trods den udfordrende længde.
Et anden seværdigt element er det lille hold skuespillere, hvoraf Jesse Plemons forståeligt nok vandt prisen for Bedste mandlige skuespiller i Cannes.
Skuespillerne fremstår på én gang tilbageholdte og i fuld vigør, når de træder ind i Lanthimos’ både underspillede og gakkede univers. Man kan simpelthen mærke, at alle nyder at være med i projektet.
Det kan ikke være tilfældigt, at Lanthimos’ tre seneste film har kastet skuespilpriser af sig (Olivia Colman og Emma Stone fik hver sin Oscar for hovedrollerne i henholdsvis ’The Favourite’ og ’Poor Things’).
For Yorgos Lanthimos er ikke kun en særegen æstetiker. Han får også det bedste frem i sine stjerner.
Kort sagt:
Yorgos Lanthimos belønner publikums tålmodighed med uforudsigelige udfald af sex og vold i sin meget lange nye film, der minder mere om ’The Lobster’ end om ’Poor Things’.