Det er svært at komme udenom, at 2023 tilhørte en helt bestemt dukke, som blev spillet af Margot Robbie.
Men hvis der skulle uddeles en pris for, hvilken Hollywood-stjerne der vandt året, ville den gå til Emma Stone.
Det er hendes aktuelle præstation i ’Poor Things’ første bevis på. En film, der ironisk nok har alting og ingenting tilfælles med ’Barbie’, men nærmere udgør vrangversionen af kvindedukkens dannelsesrejse.
I græske Yorgos Lanthimos’ internationalt hædrede film vralter Stone rundt som Bella Baxter – en voksen kvinde, der efter et selvmordsforsøg i gravid tilstand genoplives med et ufødt fosters hjerne. Hun oplever verden med et spædbarns vid i en voksens krop. Det ene øjeblik lærer hun at spise nødder, det næste opdager hun sin klitoris.
Margot Robbies akutte dødsangst til ’Barbie’-diskofesten føles pludselig børnevenlig, og Frankenstein-karakterens gammeldags slapstick-kvaliteter og spidse tunge er som skabt til Emma Stone, der hele sin komediekarriere er blevet sammenlignet med Old Hollywoods screwball-heltinder.
Og så er der bevis nummer to. Nemlig skuespillerens anden aktuelle hovedrolle i tv-serien ’The Curse’, hvor hun og Nathan Fielder (der har skabt serien med Benny Safdie) spiller to influencer-savy lykkeriddere, der i bæredygtighedens navn tjener fedt på at opkøbe nedrivningsklare huse i fattige områder og skifte dem ud med latterlige økohjem med spejlfacader.
I ’Poor Things’ er Stone umulig ikke at elske. I ’The Curse’ er hun decideret afskyelig. Til sammen udgør projekterne to mesterlige modpoler i det nok vildeste år i Emma Stones karriere. Hun befandt sig vel at mærke i de øverste luftlag af Hollywood i forvejen, men udvikler sig lige nu på en måde, der måske ikke har fået sin egen ordspillende titel a la ’McConnaisancen’ endnu, men er grænsesprængende nok til at fortjene det.
Hvad skal man kalde det? Emma Stone er for alvor trådt ind i sin weird-girl-era, hvor hun er mere syret og sjovere nogensinde. Vi udforsker vejen dertil.
Det sarkastiske crush
Emma Stone har altid været god til at stå ved siden af mærkelige mænd.
Da hun brød igennem i 2007 med ’Superbad’, var det som objektet for Jonah Hills forelskelse, Jules.
Hendes egen historie er dog også pænt mærkelig.
Hun har arbejdet i Hollywood siden de tidlige teenageår, hvor hun som 14-årig fik lov af sine forældre til at flytte til Los Angeles og satse på skuespillet efter en overbevisende Power Point-præsentation. Hun har mere end 50 roller under sit navn i en alder af 35.
Emma Stone er kendt for sit røde hår, sin lyse hud og sit uskyldige ansigt, der fungerer som den perfekte kontrast til hendes bramfrie komiske talent og hæse stemme. Hun lyder »40 ældre end hun er«, har Woody Harelson engang beskrevet det i Vanity Fair.
Mindre glamourøs er historien om, hvordan hun fik stemmen. Som kolik-baby skreg hun efter sigende så meget, at hun senere udviklede knuder på stemmebåndet. Hun er desuden slet ikke rødhåret fra naturens hånd, men blond. Og hendes rigtige navn er Emily Jean Stone – men det var taget af en australsk ‘Top Model’-deltager, da hun meldte sig ind i Screen Actors Guild.
Hvis man spørger Wikipedia, begyndte hendes ’rise to prominence’, da »Stone lagde stemme til en australsk shepherd i live action-dyrefilmen ‘Marmaduke’«. En stemmerolle som hund, hun spillede samme år som sin roste birolle i ’Zombieland’ …
Sidstnævnte dog siger en del mere om den tidlige del af hendes karriere, der var præget af en ret specifik form for typecasting , som Stone selv engang beskrev som »the sarcastic interest of the guy«.
Det ville hun i sin tid bryde med, da hun spillede hovedrollen i ’The Help’. Det kan man læse i et meget 2011-agtigt interview med Belfast Telegraph, hvor medspilleren Viola Davis også lige giver sit besyv med om, hvilken slags mere problematisk typecasting hun oplever (»den aseksuelle, stærke, vise type«).
Davis har senere udtalt, at hun fortrød sin medvirken i filmen, og Stones rolle står i dag som den type white saviour-karakter, man gerne undgår. Dog ikke et fejlskud på linje med hendes senere rolle som hawaiansk-kinesiske Allison Ng i Cameron Crowes whitewashing-udskældte ’Aloha’, der udgør den eneste rigtige shitstorm i hendes karriere.
Selvom ’The Help’ emmede af Oscar-bait, blev det den noget mere atypiske rolle som ødelagt datter i ’Birdman’, der skaffede hende sin første nominering. Den rendyrkede Hollywood-præstation i ’La La Land’ sikrede hende en sejr. Gode roller, der dog hører til før det helt store karrierevendepunkt (ikke weirdo-eksperimentet ’Maniac’):
Stones første samarbejde med Yorgos Lanthimos i ’The Favourite’, som blev Oscar-nominering nummer tre.
Et vigtigt venskab
Det ville være ligetil at beskrive Emma Stones samarbejde med Yorgos Lanthimos med ordet muse.
Den græske filmskaber instruerede hende i ’The Favourite’ og nu i deres andet samarbejde ’Poor Things’ med en karakter, hun har kaldt »den bedste jeg formentlig nogensinde kommer til at spille«. I mellemtiden har Stone også spillet med i hans kortfilm ’Beast’ og den kommende film ’Kind of Kindness’, der foregår i Grækenland.
Men Lanthimos og Stone beskriver det selv som et venskab, og man aner noget genialt i forbindelsen mellem de to mennesker, der bringer det bedste frem i hinanden på tværs af populærkulturen (en af Stones andre BFF’s er Taylor Swift, som hun bakker ivrigt op om).
»Emma Stone and Yorgos Lanthimos Have Nothing and Everything in Common«, lød titlen på The New York Times‘ dobbeltinterview med den »udtryksløse mand af få ord og hans førstedame, der er begejstret, varm og kontaktsøgende«.
På lærredet giver Stones elskværdige ydre og store armbevægelser en særlig gejst til grækerens som regel gemene universer.
Man kan dog også fornemme det på et mere personligt plan, som i førnævnte interview, hvor den 50-årige instruktørs dybe overvejelser om publikums frigide forhold til sex på film flyder over i, at Stone opfordrer ham til at begynde at vape.
Journalisten bag interviewet, Kyle Buchanan, bidrog med lidt ekstra behind the scenes-info, hvor Emma Stone, der er begejstret fan af realityprogrammet ’Real Housewives, fortæller, at hun har prøvet at få Lanthimos til at se det.
De er at dømme på et usandsynligt nuttet LADbible-interview med Emma Stone og Mark Ruffalo også begge to enorme ’Friends’-fans.
Fra tilknappet til »liderlig legende«
Vulture har kaldt Emma Stones ‘Poor Things’-karakter Bella Baxter »en af filmmediets liderligste legender«.
Fordi hun betjener en kvindekrop med en babyhjerne, der ikke har lært om skam, bliver hun intuitivt umættelig fra første orgasme. Hvorfor har folk ikke sex konstant, spørger hun? Og derefter har hun så mere eller mindre sex resten af filmen.
Det lå bare på ingen måde i kortene, at Emma Stone anno 2024 skulle lægge krop til så mange fuldt afklædte sexscener, at hun til The New York Times har beskrevet forholdet mellem hende og filmens fotograf sådan her: »Han ser på mig, som om jeg er en lampe – han har set mig nøgen så mange gange«.
I begyndelsen af sin karriere trådte hun virkelig varsomt for at undgå den heftige seksualisering, de fleste unge kvindelige skuespillere oplever. »Er der en anden 22-årig skuespiller så fokuseret på at beholde alt sit tøj på?«, lød spørgsmålet i et stort portrætinterview i Vanity Fair fra 2011.
Stone nævnte her Diane Keaton som sit store forbillede – blandt andet fordi hun var »en af de mest tildækkede skuespillerinder nogensinde«.
Indtil hun kravlede i seng med Olivia Colman i ’The Favourite’, var sex dog allestedsnærværende i Emma Stones karriere på den måde, at hun snakkede mere om det, end hun havde det på lærredet.
I sin første rolle i ’Superbad’ gav hun sit eget klodsede spin på fantasien om den uopnåelige pige.
Seksualisering og slutshaming er omdrejningspunktet i det store hovedrollegennembrud ’Easy A’, hvor hun som den uerfarne Olive Phendergast lader hele skolen lyve om, hvor mange hun knalder, selvom hun i virkeligheden ligger derhjemme og hører ’Pocketful of Sunshine’ som verdens største jomfru.
»No. I’m sexy, I’m R-rated sexy«, forsøger hun semi-gennemblødt at overbevise Ryan Goslings fuckboy om i ’Crazy, Stupid, Love’, der kalder hende og hendes forsøg på at spille stålsat forføreske »adorable«. Den romantiske komedie, der klækkede kemien mellem hende og Gosling, er blandt de mere underkendte i karrieren – men lige den replik beskriver den balancegang mellem sex og komik, der altid har været Stones varemærke.
Og som har været afgørende for, at hun nu kan sætte sig selv så gennemført fri, som hun gør det i ’Poor Things’.
Hvorvidt det udviklede forhold til nøgenhed vil vare ved, jokede hun selv med i The New York Times, hvor journalisten på en højpandet måde spurgte, hvorvidt intimarbejdet i ’Poor Things’ »opmuntrede hende til at blive i det rum?«.
»Til bare at være nøgen hele tiden? Ja! Jeg skal være nudist nu, jeg er opmuntret!«, lød svaret.
Emma Stone er i hvert fald gået fra tilknappet til at levere nogle af de sjoveste sexscener i nyere tid.
Både de udpenslede sekvenser med »furious jumping« i ’Poor Things’, men også i ’The Curse’, hvor hendes karakter Whitney i seriens allerførste afsnit bliver gennempulet med en vibrator af kæresten Asher (Nathan Fielder), der kompenserer for sin mikropenis.
Det ville dog være synd at forsimple Emma Stones nylige triumf til en kneppekonkurrence, eller at den opmærksomhed, hun får, kan sidestilles med, at hun smider tøjet.
For sexscenerne er først og fremmest symbol på, at Emma Stone tager sit allerede rodfæstede komiske og dramatiske talent nye steder hen, hvor flere grænser bliver rykket på den absolut bedste måde.
Og det kan godt være, Emma Stone stadig allierer sig med Hollywoods måske mærkeligste mænd: Yorgos Lanthimos og Nathan Fielder. Men fra at spille den sjove pige, den nørdede fyr var forelsket i, har hun skabt en helt ny plads til sig selv som den store kvindelige weirdo. Som det er svært ikke at være endnu vildere med.
’Poor Things’ kan ses i biografen. ’The Curse’ kan ses på SkyShowtime.