23. januar (over middag dansk tid) offentliggøres de nominerede til årets Oscaruddeling, der finder sted søndag den 10. marts.
Oscarakademiets næsten 11.000 medlemmers stemmer er blevet talt op, og hvis du – ligesom mig – interesserer dig mindst lige så meget for nomineringerne, som hvem der i sidste ende vinder en Oscar, er 23. januar en slags juleaften, hvor det omfattende nomineringsfelt er som et stort tagselvbord af gaver.
Fra og med 24. januar tager vi fat på anden fase af Awards Season, der peger entydigt frem imod den store aften, 10. marts. Der er selvsagt forskel på at udpege en vinder og på at udpege et felt af mulige vindere ud fra en næsten uendelig række af muligheder. Stemningen er afgjort mere polariserende i anden fase.
Det er indlysende, at der i de sociale mediers tidsalder foregår hastigere stemningsskift blandt medlemmerne af Akademiet end tidligere. Måske afspejler Oscaruddelingen, at vi lever i en accelerationskultur, hvor nyhedsstrømmen kontinuerligt flytter blikket fra den ene kandidat til den anden. Havde afstanden mellem nomineringsdagen og selve Oscaruddelingen været to uger kortere i 2022, havde ’bagatellen’ ’CODA’ (med kun tre nomineringer i alt) næppe vundet.
Alligevel sidder jeg i år med en fornemmelse af, at dette års Awards Season har været kendetegnet ved en stor grad af stilstand. Kandidaterne til bedste film har syntes forhåndsudpeget siden sensommeren. Det er for eksempel sigende, at jeg selv lavede en analyse af kapløbet sidst i september, hvor jeg udpegede de 10 øjeblikkelige favoritter. I et normalt år – og jeg taler efterhånden af god erfaring, for jeg har skrevet de analyser for Soundvenue i godt et årti – vil cirka halvdelen af de 10 favoritter i september være erstattet af andre film fire måneder senere, når vi når til nomineringsdagen.
Det kan jeg godt allerede afsløre ikke er tilfældet i år. Faktisk er det præcis de 10 samme film, som jeg pegede på i september, som jeg stadigvæk anser som de mest sandsynlige bejlere til bedste film-kategorien. Det er slående!
Om det er en sær tilfældighed eller udtryk for, at filmbranchen står lidt i et vadested oven på blandt andet krisen i forlængelse af strejkerne blandt skuespillere og manuskriptforfattere, skal jeg ikke kunne sige. Men sandheden ligger nok et sted midt i mellem.
Her følger vores bud på årets nominerede i alle kategorier – minus kortfilmkategorierne. Vi lægger vanen tro ud med kronjuvelen, kategorien for bedste film:
Bedste film
Fra og med 2022 år gik Akademiet tilbage til modellen med et fast antal nominerede – 10 – i bedste film-kategorien. En ordning, som også herskede ganske kortvarigt i årene 2010-11, hvor man gjorde op med traditionen med fem nominerede film i hovedkategorien.
Regnestykket er i den forstand blevet mere simpelt: De 10 film med flest førstepladser – uanset om nummer 10 har 250 eller 75 stemmer – opnår en plads i finalefeltet.
De 10 nominerede bliver:
1. Oppenheimer
2. Poor Things
3. Killers of the Flower Moon
4. Barbie
5. The Holdovers
6. American Fiction
7. Past Lives
8. Anatomy of a Fall
9. Maestro
10. The Zone of Interest
Alternativt: Farven Lilla
Det frække bud: Saltburn
Jeg overvejede til det sidste at foretage en enkelt udskiftning i forhold til min september-analyse ved at rykke ‘Farven Lilla’ (der opnåede en ensemble-nominering ved skuespillernes SAG-pris) ind i varmen på bekostning af ‘The Zone of Interest’, men PGA (producenternes forbund) pegede 12. januar på Jonathan Glazers arthouse-film. Når producerne foretrækker en film som ’The Zone of Interest’ over en mildt sagt mere populistisk filmoplevelse som ‘Farven Lilla’, så er der bestemt grund til at tro, at Akademiet – der typisk er mere arthouse-orienteret end PGA – gør det samme.
Selve rangeringen af filmene står mere til diskussion. Her er der forskellige parametre at gå efter. Et sted at starte kan være at udpege de film, der opnåede nomineringer for både film, instruktion og manuskript ved henholdsvis Golden Globes (herefter GG) og Critics’ Choice (herefter CC). Her er der kun fire film, der scorer alle steder, nemlig ’Oppenheimer’, ’Killers of the Flower Moon’, ’Poor Things’ og ’Barbie’. Det må umiddelbart vurderet være vores fire hovedfavoritter.
Man kan notere et lille minus ud for ’Poor Things’, der ikke opnåede den vitale nominering for bedste cast ensemble ved skuespillernes SAG Awards. Det er kun sket fire gange, siden den pris blev indført i 1993, at en film har vundet Oscar’en for bedste film uden en SAG cast ensemble-nominering. Til gengæld opnåede Emma Stone-filmen hele 11 BAFTA-nomineringer, hvilket vidner om bred støtte.
Der kan desuden sættes et minus ud for ’Barbie’, der overraskende hverken opnåede en nominering for bedste film eller bedste instruktør hos BAFTA (det britiske filmakademi).
Næste række udgøres af ’The Holdovers’, der opnåede en nominering for bedste instruktion ved DGA (instruktørernes forbund) og to nomineringer ved SAG Awards (bedste mandlige hovedrolle og bedste kvindelige birolle), ’American Fiction’, der er meget stærkt repræsenteret ved SAG Awards med tre nomineringer (hvoraf de to var små overraskelser: for cast ensemble og bedste mandlige birolle). ’American Fiction’ er til gengæld slet ikke repræsenteret hos BAFTA.
’Past Lives’ og ’Maestro’ står med gode kort, fordi de opnåede flere nomineringer i hovedkategorierne ved GG og CC (Bradley Cooper er også nomineret for bedste instruktør hos BAFTA). Alligevel fornemmer jeg, at de er ved at blive overhalet indenom af en film som ’Anatomy of a Fall’ (’Frit fald’). Når PGA – der traditionelt er entydigt fokuseret på amerikanske produktioner – peger på en fremmedsproget film, skal man virkelig tage notits.
Guldpalme-vinderen vandt desuden for både bedste internationale film og for bedste manuskript (i direkte konkurrence med alle bedste film-favoritterne!) ved Golden Globes. Justine Triets film har virkelig formået at bide sig fast, hvilket også dens talstærke repræsentation ved BAFTA-nomineringerne vidner om, herunder de tunge nomineringer for bedste film og bedste instruktør.
’The Zone of Interest’ er reelt eneste film, der kan være tvivl om. Det er muligt, at flere akademimedlemmer har set ’Farven Lilla’, men det afgørende er, at flere formentlig vil have ’The Zone of Interest’ på en førsteplads på deres stemmesedler. Det er det, der tæller i første stemmerunde. ’The Zone of Interest’ var desuden stærkt repræsenteret hos BAFTA med også flere below the line-nomineringer, der vidner om bred opbakning på tværs af faggrupperne.
Bedste instruktør
1. Christopher Nolan (Oppenheimer)
2. Martin Scorsese (Killers of the Flower Moon)
3. Yorgos Lanthimos (Poor Things)
4. Greta Gerwig (Barbie)
5. Alexander Payne (The Holdovers)
Alternativt: Jonathan Glazer (The Zone of Interest), Justine Triet (Anatomy of a Fall)
Der er sjældent et 1:1-overlap mellem Oscar og DGA’s (instruktørernes forbund) fem nominerede, men jeg tror, DGA har lugtet lunten i år. De fire øverste navne forekommer ret sikre.
Hvad med nummer fem? Alexander Payne er en respekteret veteran, der med ’The Holdovers’ præsterer et comeback i forreste række. Og det er, som om Paynes film har momentum med sig for tiden – måske fordi den skiller sig ud fra de andre film ved at være sådan en vellavet mellemvægtsproduktion, der har fokus på den gode historie. En type film, som Hollywood lavede masser af i 80erne og 90erne, men som der i franchisetidsalderen ikke rigtigt længere er plads til.
Akademiets instruktørgruppering (der udpeger de nominerede, hvorefter hele Akademiet stemmer om vinderen) vælger traditionelt mindre ’populistisk’ end DGA, for eksempel ved at vælge en instruktør for en fremmedsproget film (ligesom man gjorde med Vinterberg for ’Druk’).
Derfor skal man ikke blive overrasket, hvis Jonathan Glazers tysksprogede ’The Zone of Interest’ eller Justine Triets franske (men delvist engelsksprogede) ’Anatomy of a Fall’ optager en plads. Både Triet og Glazer opnåede en BAFTA-nominering i kategorien, men overraskende nok ikke på bekostning af Payne, men på bekostning af to af de tre ’sikre’ Oscarkort: Gerwig, Lanthimos og Scorsese, der alle blev forbigået af BAFTA.
Bedste kvindelige hovedrolle
1. Emma Stone (Poor Things)
2. Lily Gladstone (Killers of the Flower Moon)
3. Carey Mulligan (Maestro)
4. Margot Robbie (Barbie)
5. Sandra Hüller (Anatomy of a Fall)
Alternativt: Annette Bening (Nyad)
Lily Gladstone er favorit til at vinde Oscaren – også selvom Emma Stone vandt CC. Måske scorer Emma Stone også flere stemmer i nomineringsfasen, da en del Akademimedlemmer sikkert vil stemme på Gladstone i birollekategorien, hvor hun da også var placeret på de fleste eksperters forudsigelseslister, indtil det blev officielt, at man ville føre kampagne for hende i hovedrollekategorien.
Uanset hvad: Stone og Gladstone er sikre. I det hele taget begynder kapløbet mellem de to at ligne situationen med Michelle Yeoh og Cate Blanchett sidste år. Blanchett vandt CC, men i takt med, at det dominerende narrativ blev, at Yeoh ville skrive historie som den første asiatisk-amerikanske skuespiller til at vinde en Oscar, gled Blanchett i baggrunden: Yeoh vandt SAG og sidenhen Oscaren.
Jeg tror, det går på samme måde med Gladstone og Stone i år. Akademiet vil næppe forspilde en mulighed for at honorere Gladstone som den første skuespiller med Native American-rødder. Dog er Gladstone mere sårbar end Yeoh, da hun overraskende ikke opnåede en BAFTA-nominering.
Mulligan og Robbie har opnået de centrale nomineringer fra GG, CC, SAG og BAFTA. Det er efterhånden svært at forestille sig, at de misser med Oscar.
Sidste plads bliver en neglebider. Sandra Hüller missede en SAG-nominering, som Bening snuppede fra hende. Billedet var omvendt ved CC og BAFTA. Jeg tror, Akademiet vil hælde til Hüller på grund af filmens overordnede popularitet. Så selvom Bening har større name recognition, så tror jeg momentum er med Hüller (og ’The Zone of Interest’ overordnet).
Bedste mandlige hovedrolle
1. Cillian Murphy (Oppenheimer)
2. Paul Giamatti (The Holdovers)
3. Bradley Cooper (Maestro)
4. Jeffrey Wright (American Fiction)
5. Colman Domingo (Rustin)
Alternativt: Leonardo DiCaprio (Killers of the Flower Moon)
SAG smed lidt af en bombe ind i et ellers ret fastlåst felt, da skuespillernes eget forbund fravalgte superstjernen Leonardo DiCaprio til fordel for Colman Domingo. Og sørme om ikke BAFTA efterfølgende fulgte trop. Det er derfor sandsynligt, at Akademiet vil gå samme vej.
Domingo har haft et stærkt 2023 (han har også en birolle i ’Farven Lilla’, der har fået en del Awards-opmærksomhed). Hvis DiCaprio skal sikre sig en plads, skal det derfor være på grund af filmens overordnede popularitet. Jeg fornemmer dog en vis træthed i ’Killers’-receptionen, og filmens nylige Apple TV+-premiere synes ikke at have vækket bæstet afgørende til live.
Et rigtig frækt outsider-bud i kategorien kunne være BAFTA-nominerede Andrew Scott for ’All of Us Strangers’. Det britiske kontingent vil nok give mange stemmer til Scott, men det er næppe nok konkurrencen taget i betragtning. Og så alligevel: Det virkede for Paul Mescal sidste år (for ’Aftersun’)!
Bedste kvindelige birolle
1. Da’Vine Joy Randolph (The Holdovers)
2. Danielle Brooks (Farven Lilla)
3. Emily Blunt (Oppenheimer)
4. Jodie Foster (Nyad)
5. Julianne Moore (May December)
Alternativt: Penelope Cruz (Ferrari), America Ferrera (Barbie)
BAFTA går ofte sine lidt egne veje i skuespillerkategorierne, hvor man foretrækker hjemmegroet talent, altså briter. Derfor skeler jeg mere til de amerikanske nomineringer. Randolph, Brooks, Blunt og Foster har opnået de centrale amerikanske nomineringer (GG, CC, SAG). Moore opnåede nomineringer fra GG og CC.
SAG pegede på Cruz i stedet for Moore, og derfor kan Moore være alvorligt presset bagfra.
Emily Blunts sandsynlige nominering ligner arketypen på det, man i Awards-kredse kalder for en coattail nominering, en nominering til en (ofte) kendt skuespiller, der rider med på en films popularitetsbølge, selvom rollen eller præstationen måske ikke i sig selv er bemærkelsesværdig. Jeg skal være helt ærlig her: Jeg under bestemt Blunt en nominering, for hun har aldrig været nomineret til en Oscar tidligere, men jeg havde hellere set en plads gå til fx BAFTA-nominerede Rosamund Pike for ’Saltburn’ eller Rachel McAdams for ’Are You There, God? It’s Me, Margaret’.
Det bør også nævnes, at tyske Sandra Hüller står med mulighed for at hive en sjælden dobbeltnominering i land på tværs af de to skuespillerkategorier. Hun er i spil i birollekategorien for sit isnende portræt af Auschwitz-lejrkommandanten Rudolf Höss’ kone, Hedwig, i ’The Zone of Interest’. Hüller opnåede den feterede dobbeltnominering hos BAFTA (sidst det skete i Oscarregi var Scarlett Johansson for ’Marriage Story’ og ’JoJo Rabbit’ i 2019-20).
Bedste mandlige birolle
1. Robert Downey Jr. (Oppenheimer)
2. Ryan Gosling (Barbie)
3. Robert De Niro (Killers of the Flower Moon)
4. Willem Dafoe (Poor Things)
5. Sterling K. Brown (American Fiction)
Alternativt: Mark Ruffalo (Poor Things), Charles Melton (May December)
For bare tre uger siden havde jeg Melton placeret som en potentiel spoiler som vinder af Oscaren i denne kategori. Han vandt fx en Independent Spirit Award. Men noget er sket siden: Først var han end ikke at finde på BAFTA’s longlist (med 10 navne), og siden missede han en SAG-nominering.
Det kunne meget vel bane vejen for netop SAG-nominerede Sterling K. Brown, en højt respekteret tv-serie-skuespiller, der med rollen i ’American Fiction’ synes klar til at tage filmmediet med storm også. ’American Fiction’ synes at have ramt et momentum på præcis det rigtige tidspunkt (pudsigt nok slet ikke på vores side af Atlanten, for BAFTA negligerede aldeles filmen).
Et lidt mere risikabelt sats kunne være på en dobbeltnominering til ’Poor Things’ i skikkelse af Dafoe og Ruffalo. Det har dog været kendetegnende for årets sæson, at når den ene har opnået en nominering, har den anden som regel misset (undtagelsen er GG, hvor der var seks nominerede). Det er nok det sikreste at pege på en af de to, og så gå med enten Melton eller Brown. Problemet er bare: Hvem pokker skal man gå med af Dafoe og Ruffalo?
Dafoe blev nomineret ved GG og SAG, Ruffalo ved GG og CC. En lille fordel til Dafoe (SAG vejere tungere end CC), men Ruffalo vandt kategorien ved National Board of Reviews årlige uddeling. Ingen af dem blev nomineret af BAFTA (der, typisk for BAFTA, valgte medvirkende i britiske film, der ikke for alvor synes i spil i Oscarsammenhæng: Jacob Elordi for ’Saltburn’ og Paul Mescal for ’All Of Us Strangers’).
Der gemmer sig uløselige dilemmaer bag uløselige dilemmaer i mændenes birollekategori, og i sidste ende er der ikke andet at gøre end at kaste terningen og så se, hvordan den lander.
Under alle omstændigheder: Det skal gå meget galt, hvis ikke GG- og CC-vinderen Downey Jr. krones som Oscar-vinder.
Bedste originalmanuskript
1. The Holdovers
2. Anatomy of a Fall
3. Past Lives
4. Maestro
5. May December
Alternativt: Saltburn, Air
De tungeste kandidater fra bedste film-feltet er i år at finde i adapteret manuskript. Derfor ligner det et oplagt sted for Akademiet at vise sin forkærlighed for Alexander Payne at belønne ham her (det gør man så ikke i egentlig forstand, for manuskriptet er skrevet af David Hemingson). De øvrige bedste film-kandidater (’Maestro’, ’Anatomy of a Fall’ og ’Past Lives’) er oplagte kandidater til en nominering.
Jeg tror, den sidste plads vil gå til Todd Haynes’ ’May December’, der trods alt også presser sig på i begge birollekategorier. Et alternativ kunne være Emerald Fennells meget omtalte ’Saltburn’, hvis styrke og svaghed er, at den virker, som om den er skabt netop med henblik på at generere omtale ved hjælp af scener, der har stort meme-potentiale, men ikke hænger specielt godt sammen som fortælling.
WGA’s (manuskriptforfatterforbundet) nomineringer offentliggøres først efter Oscar-nomineringerne, så vi kan ikke trække på WGA, når vi skal lure hvilke film, der står med de bedste chancer i kategorien.
Bedste adapterede manuskript
1. Oppenheimer
2. Killers of the Flower Moon
3. Poor Things
4. Barbie
5. American Fiction
Alternativt: The Zone of Interest, All of Us Strangers
Som sagt: Modsat fx sidste år er det i år adapteret manuskript, der står med alle de tunge bedste film-titler. For Team Barbie var det helt sikkert en skuffelse, at ’Barbie’ ikke får lov til at stille op i originalmanuskript, hvor vinderchancerne ville have været klart bedre (da Barbie-universet er et ’præ-eksisterende univers’, tæller det efter reglerne ikke som et originalmanuskript, uagtet at Gerwig/Baumbach ikke har haft noget skriftligt forlæg at hente inspiration fra).
De fire hovedfavoritter i årets bedste film-felt er selvskrevne. Det samme er for så vidt ’American Fiction’, der også ligger lunt i bedste film-feltet. Det er faktisk svært at se, at andre film skulle kunne true de fem udvalgte.
Bedste klipning
1. Oppenheimer
2. Killers of the Flower Moon
3. Poor Things
4. Barbie
5. The Holdovers
Alternativt: Anatomy of a Fall, Maestro
’Anatomy of a Fall’ og ’Maestro’ arbejder begge med integration af scener i forskellige tidsspor, og det kan være, at de af den grund kan appellere til Akademiets klippere, men ærligt talt: Der er fem film, der skiller sig ud som bedste film-favoritter i år, og det er oplagt, at de samme fem film derfor har et forspring i en kategori, der som oftest følger bedste film-kategorien ret tæt.
Ligesom i originalmanuskript-kategorien er der den lille besynderlige krølle, at ’The Holdovers’ ikke optræder på BAFTA’s 10 titler omfattende longlist. Det bliver med andre ord ikke det britiske kontingent i Akademiet, der kommer til at sikre The Holdovers Oscar-statuetter 10. marts …
Jeg tror nu på, at Akademiet vælger de film, de bedst kan lide helt overordnet. Det favoriserer ’The Holdovers’ i forhold til eventuelle konkurrenter. Men det vil ingenlunde være en sensation, hvis enten ’Maestro’ eller måske især BAFTA-nominerede ’Anatomy of a Fall’ klemmer sig ind.
Bedste fotografering
1. Oppenheimer (Hoyte van Hoytema)
2. Killers of the Flower Moon (Rodrigo Prieto)
3. Poor Things (Robbie Ryan)
4. Maestro (Matthew Libatique)
5. The Zone of Interest (Lukasz Zal)
Alternativt: Barbie (Rodrigo Prieto), Saltburn (Linus Sandgren)
Sidste år var alles forhåndsfavorit i kategorien Claudio Miranda for ’Top Gun: Maverick’, men på nomineringsdagen fik vi et chok: Miranda blev end ikke nomineret.
Der er nok det at sige, at fotografgrupperingen i Akademiet foretrækker film, der bevæger sig i tryg afstand af superhelte- og blockbusterformatet.
BAFTA nominerede de samme fem titler, som jeg satser på. Men der kan være rum til overraskelser: ASC (fotografforbundet) pegede på chilenske ’El Conde’, som vi derfor også må tage seriøst i Oscarsammenhæng, selvom det ikke er en film, der på nogen måde er i spil i andre kategorier.
Jeg tror – det er lidt en tendens på tværs af kategorierne i år – på bedste film-kandidaterne. ’The Zone of Interest’ er sårbar, bestemt, men den skiller sig ud med en fotografering, der er anderledes end de øvrige film. Der ligger tydelige æstetiske overvejelser og valg bag Zals fotografering. Det er ikke nødvendigvis de teknisk mest sofistikerede bedrifter, der foretrækkes.
Prieto er i spil til en dobbeltnominering, da han både stod bag kameraet på ’Barbie’ og ’Killers of the Flower Moon,’ men i sidste ende er det nok det, der koster ’Barbie’ en plads. Ved CC opnåede han dog dobbeltnomineringen (på bekostning af ’The Zone of Interest’), så man bør ikke helt afskrive muligheden.
Alle fem udvalgte har i øvrigt opnået nomineringer tidligere i karrieren, men ingen af dem har prøvet at vinde.
Bedste animationsfilm
1. Spider-Man: Across the Spider-Verse
2. The Boy and the Heron
3. Elemental
4. Teenage Mutant Ninja Turtles: Mutant Mayhem
5. Nimona
Alternativt: Suzume, Chicken Run: Dawn of the Nugget
De tre første titler er sikre, herunder en fjerde karrierenominering til legenden Hiyao Miyazaki for Golden Globes-vinderen ’The Boy and the Heron’ (’Drengen og hejren’ på dansk). Herefter bliver det mere mudret. Akademiets animationsgruppering kommer ofte op med overraskelser, så jeg tør ikke være det mindste skråsikker.
De øvrige kandidater hører til de titler, der – ved siden af de tre nævnte favoritter – oftest har optrådt på nomineringslisterne (GG, CCA, PGA, BAFTA) hidtil i sæsonen. Det er sjældent, at feltet udelukkende består af blockbuster-animationsfilm, så film som ’Nimona’ og ’Suzume’ kan sagtens tænkes at stå lidt stærkere end for eksempel den seneste ’Chicken Run’-film eller Super Mario Bros. Movie.
Bedste internationale film
1. The Zone of Interest (England)
2. Society of the Snow (Spanien)
3. Fallen Leaves (Finland)
4. 20 Days in Mariupol (Ukraine)
5. The Teachers’ Lounge (Tyskland)
Alternativt: The Taste of Things (Frankrig), Perfect Days (Japan)
Tyskland skubbede Danmark ned på andenpladsen som det land, der har klaret sig allerbedst i kategorien (der tidligere hed ’bedste fremmedsprogede film’) i det 21. århundrede, da tyskerne sidste år snuppede statuetten med ’All Quiet on the Western Front’.
Det bliver nok hverken Tyskland eller Danmark, der napper en statuette i år, men tyskerne står noget stærkere i forhold til at opnå en nominering end Danmark, der må nøjes med at være tilfreds med endnu en gang at optræde på Akademiets shortlist på 15 titler (’Bastarden’ optræder end ikke på BAFTA’s longlist).
Det ser noget bedre ud for vores finske venner. ’Fallen Leaves’ ligger rigtigt lunt i svinget, da den har opnået nomineringer hos stort set alle relevante nomineringskomiteer (minus BAFTA). Det vil være kun anden gang i Oscar-historien, at Finland når gennem nåleøjet, hvis nomineringen bliver en realitet.
Frankrig stiller med ’The Taste of Things’ (med Juliette Binoche) og ikke bedste film-aktuelle ’Anatomy of a Fall’. Det kan man undre sig over, men historisk er det ikke usædvanligt, at Frankrig opstiller en film, der ikke er helt så synlig internationalt. Spanien gør ofte det samme, men peger i år på Netflix-produktionen ’Society of the Snow’ (’Snefællesskabet’), der ligner en sikker nominering. Filmen har virkelig haft gavn af den synlighed, en nytårspremiere på Netflix har ført med sig.
England er favorit for ’The Zone of Interest’, der er tysksproget og derfor opstillingsberettiget. Det er ikke så tit, at England opstiller film i kategorien, eftersom det ikke er så tit, at der produceres markante ikke-engelsksprogede film af engelske producenter. Selvsagt. Derfor vil det også kun være tredje gang i kategoriens historie, at den ellers store filmnation opnår en nominering.
Det er blevet lidt af en trend i de senere år, at dokumentarfilm også optræder i denne kategori, så uhørt vil det slet ikke være, hvis Ukraines bud, ’20 Days in Mariupol’, snupper en plads i begge kategorier (danske ’Flugt’ præsterede fx kunststykket for to år siden).
Jeg tror, den ubærligt barske ukrainske film gentager ’Flugt’s kunststykke, men filmen har nok større vinderchance i dokumentarkategorien.
Bedste dokumentarfilm
1. 20 Days in Mariupol
2. American Symphony
3. Beyond Utopia
4. Still: A Michael J. Fox Movie
5. The Eternal Memory
Alternativt: Four Daughters,Going to Mars
’American Symphony’ har stærke Netflix-muskler i ryggen og blev nærmest på forhånd udskreget som en vinder (og endda med mulig crossover-potentiale i forhold til bedste film-kategorien), men faktisk har anmeldelserne været lunkne.
Jeg tror, den bliver nomineret, men jeg tror (og håber), at den kan presses af bedre film i anden fase. ’20 Days in Mariupol’ er en stærk kandidat med BAFTA- og DGA-nomineringer i ryggen. ’Still: A Michael J. Fox Movie’ (som du kan se på Apple TV+) og ’Beyond Utopia’ har også opnået BAFTA+DGA. Jeg hælder derfor til, at de fire film er inde også i Oscarsammenhæng.
’Four Daughters’ er Tunesiens bud i bedste internationale film. Den er med på shortlisten i begge kategorier og kan altså, ligesom 20 Days in Mariupol, opnå en dobbeltnominering.
Danmark har en stærk historik i kategorien i nyere tid. I år er Lea Globs ’Apolonia, Apolonia’ (som Soundvenue kårede til årets bedste danske film) med i finalefeltet. Der stopper festen dog nok.
Bedste production design
1. Barbie
2. Poor Things
3. Oppenheimer
4. Killers of the Flower Moon
5. Asteroid City
Alternativer: Napoleon, Wonka
Endnu en kategori, hvor bedste film-favoritterne må formodes at optage fire pladser – her er der måske bare byttet lidt om på favoritforholdet i forhold til bedste film-kategorien. CC-vinderen ’Barbie’ og ’Poor Things’ er mere umiddelbart iøjnefaldende i deres production design kontra ’Oppenheimer’ og ’Killers of the Flower Moon’, der leverer en mere sober historisk rekonstruktion.
Jeg tror på, at Wes Andersons ’Asteroid City’ vil opnå sin eneste nominering her. Og hvis ikke en Wes Anderson-film skulle være i spil for netop production design, hvor så? Filmen opnåede en CC-nominering og er også repræsenteret på BAFTA’s longlist. Her finder man også film som ’Ferrari’, ’Wonka’ og ’Napoleon’, der også kan være i spil. Det samme kan måske den BAFTA-nominerede ’The Zone of Interest’.
Bedste visuelle effekter
1. Guardian of the Galaxy Vol. 3
2. Poor Things
3. The Creator
4. Spider-Man: Across the Spider-Verse
5. Godzilla Minus One
Alternativer: Napoleon, Society of the Snow
Akademiet har på forhånd offentliggjort en shortlist på 10 titler. Her blev der ikke plads til ’Oppenheimer’, hvilket må siges at være overraskende med tanke på prøvesprængningssekvensen alene.
De tre øverste titler optræder hos både CC og BAFTA. ’Godzilla Minus One’ synes at have stærkt momentum lige nu. Men det kan også være, at ’Society of the Snow’ kan presse sig med her, med tanke på, at filmen er profileret gennem bedste internationale film. ’Napoleon’ opnåede en BAFTA-nominering, så den er heller ikke uden chancer.
Bedste lyd
1. Oppenheimer
2. Maestro
3. The Zone of Interest
4. Ferrari
5. Barbie
Alternativer: Killers of the Flower Moon, The Killer
Også i lydkategorien har Akademiet på forhånd barberet feltet ned til en shortlist på 10 titler.
’Oppenheimer’ er storfavorit. Derudover går jeg med ’Maestro’ og ’Barbie’, der indeholder meget musik, selvom ’Barbie’ missede hos BAFTA. Brug af live-musik er ofte en genvej til en nominering i denne kategori (der tidligere var delt op i lydklipning og lydmiksning).
Jeg tror også på to film, der på hver sin måde har et markant lyddesign: ’The Zone of Interest’, hvor lydene fra alt det, vi ikke ser (den småborgerlige idyl i lejrkommandantparrets have kontra brændeovnenes kværnen på den anden side af muren), spiller en helt afgørende rolle for oplevelsen af filmen. Og Ferrari af, nå ja, ret indlysende grunde (vroom vroom…). Begge film blev også BAFTA-nomineret.
Bedste kostumedesign
1. Poor Things
2. Barbie
3. Killers of the Flower Moon
4. Napoleon
5. Farven Lilla
Alternativer: Oppenheimer, Wonka
De tre øverste – herunder CC-vinderen Barbie – anser jeg for sikre kort.
’Oppenheimer’ og ’Wonka’ kan lige så godt optage pladserne som ’Napoleon’ og ’Farven Lilla’.
BAFTA nominerede ’Oppenheimer’ og ’Napoleon’. CC pegede på ’Napoleon’, ’Wonka’ og ’Farven Lilla’ (CC har seks nominerede i hver kategori).
Ikke for at sige noget som helst negativt om kostumedesignet i ’Oppenheimer’, men der er andre områder, hvor filmen mere åbenlyst har sine styrker, så hvis ’Oppenheimer’ også scorer en nominering her, så ligner det lidt en situation, hvor den kan komme til at foretage et sweep den 10. marts.
’Farven Lilla’ optrådte end ikke på BAFTA’s longlist, men det gjorde den ikke på tværs af de tekniske kategorier, så det tror jeg, man skal være forsigtig (og, nå ja, lettere eurocentrisk) for at lægge for meget i. Meat-and-potatoes-segmentet i Akademiet (et andet ord for ældre, lettere konservative, amerikanske medlemmer af Akademiet) vil sikkert stemme på den i stor stil.
Bedste make-up og hår
1. Maestro
2. Poor Things
3. Oppenheimer
4. Killers of the Flower Moon
5. Napoleon
Alternativer: Golda, Society of the Snow
Også i denne kategori har Akademiet allerede udpeget en shortlist på 10 titler, som der skal vælges ud fra.
Jeg er ikke nogen kæmpe fan af ’Maestro’, men hvis der er noget, der fungerer sømløst i Coopers film, så er det netop make-up-og-hår-delen, der er forrygende godt realiseret (af den dobbelte Oscarvinder Kazu Hiro). Det står nok mellem ’Poor Things’ og ’Maestro’ i kategorien her.
Golda kan sagtens snige sig med alene på grund af arbejdet med Helen Mirrens transformation til den israelske statsleder Golda Meir, men jeg tror nu alligevel, at Oscar vælger de fem samme film som BAFTA i denne kategori.
Bedste original score
1. Oppenheimer (Ludwig Göransson)
2. Killers of the Flower Moon (Robbie Robertson)
3. Poor Things (Jerskin Fendrix)
4. Spider-Man: Across the Spider-Verse (Daniel Pemberton)
5. The Zone of Interest (Mica Levi)
Alternativer: Elemental (Thomas Newman), Indiana Jones and the Dial of Destiny (John Williams)
Et Oscarfelt uden John Williams? Det går virkelig ikke! Så han er måske med igen i år, selvom hans score til den seneste Indiana Jones-film skulle igennem en godkendelsesproces, fordi det genbruger så massivt fra de tidligere scores i franchisen.
Ellers byder feltet på en blanding af velkendte navne og en række nye navne, der kan opnå deres første nominering, herunder Fendrix’ sære, men stemningsskabende score til ’Poor Things’.
The Band-legenden Robbie Robertson døde i 2023, men synes næsten sikker på en posthum nominering (sin første) for sit fremragende score til ’Killers of the Flower Moon’.
Ludwig Göranssons score til ’Oppenheimer’ (eller som en god ven kalder den med henvisning til filmens tempo og lydside: ’Galoppenheimer’?) er så dominerende og altfortærende en del af Nolans totaloplevelse af en film, at den næppe kan trues af nogen. Fortjent?
Jeg synes faktisk, Göranssons score har nogle kvaliteter som musikalsk oplevelse uden billedledsagelse, som berettiger dets favoritstatus.
Problemet er, at det som filmisk virkemiddel synes brugt primært med det formål at dække over en fortællestil, der aldrig tillader fortællingen at finde et leje, hvor situationer (for eksempel hjemmescenerne med Oppenheimer og kone) får lov til at emme af faktisk levet liv. Vi får aldrig rigtigt mulighed for at udforske karaktererne, og scenerne får ikke lov til at ånde, fordi vi hele tiden skal udsættes for et bumlende score og zappes videre til et andet tidsspor.
’Spider-Man: Across the Spider-Verse’ er et godt bud, da den både opnåede nomineringer fra CC og BAFTA. ’The Zone of Interest’ er et spørgsmålstegn.
På mange måder er de mere klassiske indsatser i ’Elemental’ og ’Indiana Jones’ mere oplagte, men der hersker meget respekt omkring Mica Levi, hvis score til ’The Zone of Interest’ fylder virkelig meget, når der først åbnes op for musikken (i filmens prolog og epilog), men ellers er minimalistisk og svært at skelne fra brugen af metalliske reallyde i resten af filmen.
Bedste sang
1. ‘What Was I Made For?’ (Barbie)
2. ’I’m Just Ken’ (Barbie)
3. ’Road to Freedom’ (Rustin)
4. ‘Keep it Movin’’ (Farven Lilla)
5. ’It Never Went Away’ (American Symphony)
Alternativer: ‘Dance the Night Away’ (Barbie), ‘Flamin’ Hot’ (‘The Fire Inside’)
Sangkategorien var tidligere notorisk svær at forudsige, men vilkårligheden er blevet væsentligt mindre, efter at Akademiet er gået over til at lave en shortlist med 15 sange.
’Barbie’ har været et populærkulturelt fænomen af rang, og en del af den status skyldes originalsangene fra filmen. Hvis det havde været tilladt, at samme film optog mere end to pladser i kategorien, så tror jeg ’Barbie’ havde snuppet tre pladser uden problemer.
Som tingene står (og som reglerne er), så tror jeg, at det er Dua Lipas ’Dance the Night Away’, der sådan set ’bare’ er en mediumgod Dua Lipa-sang, der trækker det korteste strå i den interne Barbie-kamp.
’I’m Just Ken’ er svær at forbigå, fordi den spiller en central rolle i filmen, og fordi alle gerne vil se Ryan Gosling performe den ved Oscaruddelingen! Og Billie Eilish? Jamen, hun er den Gen Z-stjerne, der synes at vække størst genklang også hos boomer-generationen. En temmelig konservativ institution som Grammy har omfavnet hende i næsten uhørt grad fra dag 1 (’What Was I Made For?’ er i år Grammy-nomineret for både årets sang og årets indspilning). Hun er definitivt inde.