2022 var et utroligt stærkt år for dansk film målt på både kvalitet, alsidighed og billetsalg.
Og måske er det i det lys, at 2023 har virket en tand mere skuffende.
Der har ellers været mange danske film. 27 spillefilm har fået premiere, inden december går på hæld, og der har altså været rig lejlighed til at opleve den danske filmverdens kvaliteter fra alle leder og kanter.
Det er der kommet mange fine oplevelser ud af.
Film som ’Underverden II’, ’Meter i sekundet’, ’Bastarden’ og ’Toves værelse’ var velskabte mainstreamkvalitetsfilm, der fortjente det store publikum, de fandt.
’Ustyrlig’, ’Når befrielsen kommer’ og ’Synkefri’ satte oprørende fokus på underbelyste aspekter af dansk historie.
Komediegenren fik et tiltrængt vrid i meget forskellige film som ’Bytte bytte baby’, ’Jomfruer fra rummet’, ’Shabholm’, ’Kagefabrikken’, ’Viktor mod verden’, ’Hygge’ og ’Bedre tider’ – ikke alle lige vellykkede, men ikke desto mindre er det dejligt, at de danske filmskabere igen har ambitioner om at give publikum noget at trække på smilebåndet over. Hella Joof vandt dog grinekonkurrencen med sin præcise filmatisering af Stine Pilgaards bestseller.
’Idioten’, ’Den store stilhed’ og ’Det store glitch’ var stærke talentfilm, der bidrog med friske kunstneriske perspektiver. Særligt fremhæves skal sidstnævnte, for selvom et billetsalg på 1500 på overfladen lyder beskedent, blev den originale sci-fi-slacker-komedie faktisk et publikumshit i den ene biograf – Empire Bio – den gik i. Det er den slags, en kommende kultfilm er bygget af – og et særtilfælde, fremtidens danske talentfilm kan bygge oven på.
Hæderligt!
Sidste december anmærkede jeg diversiteten som den helt store akilleshæl i en ellers fortrinlig dansk filmårgang. Kun én film havde en brun hovedrolle, der måske endda mest var en stor birolle (’Vildmænd’).
Her var der mere at skrive hjem om i 2023. På tre uger i foråret fik vi tre film med ikke-hvide hovedroller i form af ’Stille liv’, ’Viften’ og ’Underverden 2’. Særligt de to førstnævnte åbnede blikket for nye vinkler, end vi har været vant til, henholdsvis at være adopteret fra Korea og den danske slavefortid.
Resten af året fandt dansk film tilbage til de mere vante hvide folder, med undtagelse af Gigis-kollektivets gakkede animationskomedie ’Shabholm’. Men i det mindste er der krusninger af forandring i vandet.
Med så mange forskelligartede udtryk af hæderlig kvalitet, hvorfor er det så alligevel svært at ryste den helt store begejstring ud af ærmet på vegne af det danske filmår 2023?
Nøgleordet er ’hæderlig’. Der var virkelig mange gode danske film i år. Solide, fine, vellykkede. Men de kunstneriske højdespringere, der virkelig udfordrede formerne, var der længere imellem. Dansk film skal stå på en solid bund af brede kvalitetsfilm, spændende talentfilm og en kunstnerisk fortrop af den slags, der kommer på festivaler, rager op internationalt og ryster fundamentet. Efter sidste år med ’Vanskabte land’, ’Holy Spider’ og ’Speak No Evil’ var det en mangelvare i år.
Et urealistisk mål?
Det kan være et tilfælde og en enlig svale, men det er også bekymrende, fordi dansk film er i en økonomisk krise, der ikke nødvendigvis er befordrende for de (risikofyldte) kunstneriske landvindinger fremover.
I år kom politikerne med flere penge til dansk film de kommende år tre år, og det falder på et tørt sted. De ekstra millioner kommer dog samtidig med et krav om, at de 10 bedst sælgende film hvert år i gennemsnit skal sælge over 250.000 billetter. Det er svært at forudsige, hvad det krav vil medføre (og om fiasko vil få konsekvenser), men man kan konstatere én ting og frygte en anden:
Konstatere, at dansk film i 2023 var endog meget langt fra at nå den barre – faktisk sneg blot to film sig over 250.000 billetter i form af ’Meter i sekundet’ og ’Når befrielsen kommer’.
Og frygte, at den slags ambitioner kan trække dansk film i en endnu mere safe ’Nu laver vi lige en Anden Verdenskrig-film mere’-agtig retning.
Der skal i hvert fald svinges nogle ’Ternet Ninja’-baskere over disken, før målet er inden for rækkevidde.
Bekymringen skal i øvrigt også forlænges til dokumentargrenen, hvor årets udbud var ærgerligt beskedent, særligt i biograferne. Lea Globs internationale prisvinder ’Apolonia, Apolonia’ – se toppen af listen herunder – var en trøst.
Men lad os slutte positivt. Nu skal det trods alt handle om det bedste ved årets danske filmlandskab. Og det var faktisk ikke helt nemt at vælge og sie fra til en liste på kun fem film.
De særligt udvalgte fortæller en historie om, hvad dansk film kan, når det er bedst. Med både eksperimenter, fortællelyst, godt håndværk, stilsans, mod og gennemslagskraft.
De rummer hver især – og særligt til sammen – de kvaliteter, dansk films fremtid skal bygges på.
5. ’Viften’
Anna Neye og Frederikke Aspöcks ’Viften’ var endnu en historisk dansk film. Men derfra lignede vinderen af Nordisk Råds Filmpris ikke noget andet, vi har set på hjemlig grund før.
Det var nemlig en fortælling om den danske slavefortid på Skt. Croix, der på én gang stak fingeren i et af nationens mest betændte sår uden at vige blikket fra grufuldhederne og samtidig gjorde det i en langt hen ad vejen let og satirisk tone.
Med historien om to sorte kvinder af forskellig stand op til et ulmende oprør udstillede filmen de racistiske magtstrukturer i det danske kolonistyre – indpakket i en original æstetik med en opsigtsvækkende lydside og en gennemført scenografi, der understregede uhyrlighedernes absurditet.
’Viften’ var ingen perfekt film, men man kan kun bifalde dens mod. Et mod, der vel at mærke både gjaldt det tematiske og stilistiske.
Kan ses på Netflix, Blockbuster, Grand Hjemmebio og Viaplay. Læs Soundvenues anmeldelse.
4. ’Bastarden’
Nikolaj Arcel vendte tilbage til dansk film et årti efter ’En kongelig affære’ og beviste, hvorfor han har været savnet. Få kan nemlig lave så behjertede, skridsikre danske Hollywood-film som ham.
Baseret på Ida Jessens bog ’Kaptajnen og Ann Barbara’ var ’Bastarden’ en medrivende kartoffelwestern på den jyske hede, hvor den fattige kaptajn Ludvig Kahlen med vold og magt prøvede at opdyrke jorden og stige i samfundsrækkerne. Simon Bennebjerg var frydefuldt sadistisk som lensgreven, der stak en kæp i julet på Mads Mikkelsens kaptajn, mens Amanda Collin fik det meste ud af en lidt underbagt rolle som Ann Barbara.
Filmen er velfortjent årets danske Oscar-kandidat, men mangler måske en smule kunstnerisk personlighed for at gå hele vejen. Til gengæld er den storslået og umanerligt flot, ligesom den fint fører sin historie om at finde ud af, hvad der betyder noget i livet, til dørs.
Bliv du bare herhjemme, Arcel.
Kan ses i biografen. Læs Soundvenues anmeldelse.
3. ’Det store glitch’
Fordi det er så omstændeligt at lave en film med alt, hvad det involverer af finansiering, størrebureaukrati og produktion, er det uhyre sjældent, at en film føles direkte i tråd med den tid, den skildrer.
Men akkurat dét gør Søren Langkjær Peter Bojsens sjældent gennemførte danske indiefilm ’Det store glitch’ (med ekstratitlen ‘Paradisets børn’), der er skabt uden støtte, regler og filmsinstitut. Og det tidstypiske er egentlig ironisk, da den godt nok foregår cirka 2023 på Nørrebro, men på samme tid folder sit eget slummede ’Matrix’-parallelunivers ud omkring brokvarterets kendte hjørner. I og uden for tid og sted som en filmfilosofisk høkerbajer.
Virkeligheden slår nemlig sprækker omkring de to 2200-driverter Ronja og Serber, der over en sommer bliver involveret i et undergrundsnetværk, som planlægger et klimaaktivistisk attentat mod folketinget, der involverer hjemmedyrkning af euforiserende svampe.
Det lyder og er fantastisk langt ude, men der var samtidig noget ved absurditeten, der føltes ekstremt rodfæstet i virkeligheden.
For på den ene side kørte ’Det store glitch’ sig i stilling som et prætentiøst filmisk fortælleeksperiment, mens den på den anden dryssede tegnestifter ud foran sin egen diy-tilgang og punkterede alt det højstilede med humor. Mystiske revolutionsledere, der skulle forestille at forsvinde ud i den blå luft efter at have afgivet hemmelig info, kunne man se løbe væk i næste klip.
Og hvilken anden dansk film var kreativ nok til at forfine cykeljagten som ny actionkunstform?
Ikke mindst var ’Det store glitch’ et tiltrængt stykke økokritik, der gav den klimapolitiske film et skud tiltrængt komik og memepraksis.
‘Det store glitch’ blev kritiseret for at have flere gode idéer, end den kunne forløse. Men for en film, der påberåbte sig titlen »slacker-sci-fi«, var det lige, som det skulle være. Et sjovt og uafsluttet univers, hvor man i glimt kunne mærke håbet efter en alternativ virkelighed.
Kan ses på Grand Hjemmebio. Læs Soundvenues anmeldelse.
2. ’Underverden II’
Fenar Ahmads ’Underverden’ var skelsættende i dansk film som en velskabt actionfilm med tungt tematisk belæg. Og dermed også svær at leve op til.
Men med opfølgeren indfriede instruktøren og hans nye manuskriptforfatter Berouhz Bigdeli de høje forventninger. Filmen samlede Dar Salims læge gone sortklædt hævner Zaid op syv år efter begivenhederne i den første film. En PET-agent giver ham muligheden for en tidlig løsladelse, hvis han infiltrerer en bande med den nye konge af underverdenen Muhdir i spidsen.
Det var oplægget til en fortælling, der kombinerede fængsels- og undercoverelementer, så man sad med hjertet i halsen fra start til slut. Særligt fordi filmen formåede at plante Zaids følelsesmæssige afsavn af sin familie effektivt i seeren. En thriller som ’Underverden 2’ fungerer kun med en stærk understrøm af empati, som Dar Salim i hovedrollen gjorde en fortrinlig indsats for at skabe – med stærkt modspil fra det nye navn Soheil Bavi som Muhdir.
Actionscenerne var veleksekverede langt over, hvad vi normalt forventer af dansk film, og selvom toeren måske ikke føltes som en lige så definerende kulturel film som originalen, kan man sagtens heppe på, at Fenar Ahmad gør som forbilledet ’Pusher’ og fuldender trilogien.
Kan ses på Prime Video, Blockbuster, Grand Hjemmebio og Viaplay. Læs Soundvenues anmeldelse.
1. ’Apolonia, Apolonia’
Navnet var skabt til at blive sagt to gange, sukkende og teatralsk.
Men hverken kvinden bag det eller dokumentaren om hende var egentlig særligt prætentiøs eller navlepillende, selvom alt omkring virkede som skabt til at være det.
’Apolonia, Apolonia’ handlede om kunstneren Apolonia Sokol, hvis liv virker så oprigtigt boheme, at det næsten var for godt til at være sandt. Dertil blev filmen optaget over intet mindre end 13 år og fik dansk premiere på en bølge af festivalprestige såvel som storros fra Lena Dunham.
At hovedpersonen besad tiltrækningskraft nok til 13 år, stod klart fra første møde. Men hvor alt det dragende kunne ses, udviklede filmen sig ikke mindst til et mærkbart stykke eksistentialisme, der bruger alle sine 115 minutter opmærksomt.
På grund af det langstrakte forløb bliver fortællingen et både magisk og gennemgribende præcist studie af et menneske, som vi får lov til at lære at kende, mens hun også kæmper med at finde sig selv for rullende kameraer. Midt i alt vi og omverdenen ser i hende.
Instruktør Lea Glob giver os en intim gave ved at lade os komme indenfor med Apolonia som studerende på den legendariske kunstskole Beaux Art i Paris, mens vi samtidig forstår usikkerheden i de elitære rum, evig pengemangel og frustrationen over selv at blive gjort til et kunstnerisk produkt.
Samtidig bliver Glob selv en del af fortællingen om det unikke, og uden hende havde den fjerne verden og det ualmindelige ved Apolonia aldrig føltes tilgængelig og eviggyldigt.
’Apolonia, Apolonia’ kom i år. Ikke ud af ingenting, men heller ikke nødvendigvis som en film, der søgte at sige noget bestemt på et bestemt passende tidspunkt. Alligevel var den rørende, relevant, agendaløs og en kærlighedserklæring til kunsten.
»The only way out is to be really good«, fortalte hovedpersonen om at undslippe andres blik, mens alle endte med at se på. Og præcis det er årets bedste film.
Kan ses på Blockbuster, Grand Hjemmebio og Viaplay. Læs Soundvenues anmeldelse.