‘Underverden II’: Fenar Ahmad når nye højder med overlegen Dar Salim og det mest markante gennembrud i dansk film længe
Der er muligvis gået seks år, siden Fenar Ahmad skabte et nybrud i dansk film med ‘Underverden’.
Men når instruktøren med toeren returnerer til sit hidtil største hit, føles det ikke som et skridt tilbage i tiden. Med ‘Underverden II’ fører han på elegant vis værket ind i en ny æra. Denne gang med Behrouz Bigdeli som manuskriptmakker.
En ny underverden til en ny tid, med plads til et bredere perspektiv, selvom opskriften går igen.
I åbningsscenen følger vi en politikortege med et ungt bandevidne, der bliver ledsaget til Københavns Byret hele vejen op ad Bispeengbuens vejbro og gennem byen i et dunkende panikanfald.
Der nikkes til første film, som startede med Ali Sivandis aggressive boss Semion, der også bad en ung fyr om at trække vejret. Bagefter slog han ham, råbte ham i hovedet og smed ham ind for at røve en Nordea.
Nu er det PET-agenten Helle (Birgitte Hjort Sørensen), der instruerer vidnet i angstdæmpende sansning. Lige som roen indtræffer, binder ‘Underverden II’ sløjfe på sin imponerende åbningsscene med det første af mange brutale chok.
I filmens univers er det syv år siden, Zaids (Dar Salim) broderlige hævntogt forvandlede hans tilværelse som læge og vordende far, med penthouse-udsigt fra Københavns dyreste lejlighedskompleks, til kriminel hævner.
Nu prøver antihelten at finde ro i fængslet, hvor han har vokset sig et langt skæg og spiller skak under gårdturen, hvor banderne slås.
Foran et billede af den nu syvårige søn, han forlod ved fødslen, folder Zaid origamifigurer. Ved siden af skubber han bogvognen rundt, hvilket må siges at være fængelsfilmens ultimative dengsejob.
Bag tremmerne flirter ‘Underverden II’ i sine svageste øjeblikke med ‘Shawshank Redemption’-fornemmelserne. Heldigvis kommer Zaid hurtigt ud, da et smuthul viser sig i form af en vanvittig undercover-mission, hvor hans enmandshær skal infiltrere den nye bandekonge Muhdirs foretagende.
I kontrast til etterens machoboksende skurk er Muhdir (Soheil Bavi) rundet af et andet ækelt psykologisk mørke. Han vækker sympati bag sine fashionable seriemorderbriller, så man tænker på Idris Elbas Stringer Bell fra ‘The Wire’. Uddelegerer overgrebene, taler pænt til sine unge drenge, men har torturtaktikker lige ved hånden. Hans ledertype har aner af LTF-overhovedet Shuaib Khans metoder, hvilket kun får ‘Underverden’ til at føles mere rodfæstet i virkeligheden.
Samtidig kører Muhdir Volvo og slører linjerne mellem underverdenen, de unge drenge han headhunter og sig selv med bolig i velhaverkvarteret Vedbæk.
Det kræver sin skuespiller at indtage en autoritetsposition så fåmælt og naturligt, som Soheil Bavi gør det i sin første danske filmrolle.
Men Bavi, der er uddannet ved den førende skuespilskole i Iran, præsterer et af de bedste gennembrud, jeg længe har set i dansk film. Han stiller sig umiddelbart ubemærket i hjørnet, men er magnetisk som den udspekulerede skurk, der leger med vores sympati og suger alt lys til sig. Hans håndlanger Jimmy (Abud Mustafa) får i stedet lov til at larme som en menneskelig motorcykel.
Den første ‘Underverden’ cementerede Dar Salims talent. I fortsættelsen skifter han med endnu større modenhed og teknik mellem tæv og følelser. Han er ekstremt overbevisende, om han står over for en gangsterboss eller en syvårig dreng – en disciplin mange actionhelte har fejlet i.
Det er ikke altid, filmens følsomhed står lige så stærkt som spændingen. Men det insisterende forsøg på at bringe fadertemaet ind i actiondramaet på en aktuel måde føles sjældent påklistret, selvom det er svulstigt på en måde, man skal kunne sluge.
På mere underspillet facon er der masser af ægte relationer på spil i det nye karaktergalleri af unge bandemedlemmer, der er sammensat med blik for fællesskabet.
Der opstår hurtigt en forbindelse mellem Zaid og den unge fyr Diddi fra boligblokken, velspillet af det nye ansigt Ahmad Ayman. Han lader til at balancere en lys fremtid med gode karakterer i skolen og en risikabel loyalitet til Muhdir.
Derudover er Mohamed Djeziri (‘Chosen’) naturlig som gruppens omvandrende joke, der bringer små komiske åndehuller midt i miljøets voldsopdragelse. Aarhus-rapperen Baloosh er opsigtsvækkende som broren Muhdirs mindre strømlinede lillebror og Noah Carter overbevisende som Boba, den konkurrerende bandeleder til Muhdir.
‘Underverden II’ er generelt gennemsyret af en forståelse for nutiden, og hvem der balancerer i dens skygger. Et opslugende og bredt univers.
For Fenar Ahmad giver sine film, der emmer af international action-inspiration, en personlighed på gadeplan, der fortjener sine sammenligner med Nicolas Winding Refns ‘Pusher’-trilogi. Der er en blæret forening af boligblokkene udenfor centrum såvel som den indre bys elegante museer.
En svingtur udover en svalegang på et højhus med byens lys i baggrunden er så smuk og hæsblæsende, at man nærmest taber vejret. De metervareklingende undercover-udvekslinger med ret så stereotype PET-Helle bliver mere interessante at se på med kunst i kulissen.
Vigtigst af det hele er ‘Underverden II’ totalt tilfredsstillende underholdning med teknisk og æstetisk finesse helt ned til Jens Ole Wowk McCoys vellydende score.
Det er en sjælden fornøjelse at få lov til at glemme tid og sted i dansk film, men Fenar Ahmad skaber i ‘Underverden II’ gennemført, storladen eskapisme med den helt rigtige mængde rodfæstelse i den virkelige verden.
Kort sagt:
Fenar Ahmad leverer stor underholdning og udfordrer samtidig sit kendte udgangspunkt i ‘Underverden II’ med et bredere perspektiv. Med Dar Salims tiltagende heltetalent og et blændende stjerneskud i debutant Soheil Bavi når det nye filmiske højder.