»If you derive your sense of identity from being a victim – let’s say, bad things were done to you when you were a child – you develop a sense of self that is based on the bad things that happened to you«.
– Eckhart Tolle (som hørt i Kendrick Lamars ’Savior – Interlude’)
Fenar Ahmad havde egentlig planlagt, at vi skulle på Louisiana. Men så var han ude at køre en tur med Burhan G dagen før, og de var netop endt på kunstmuseet i Humlebæk, og så ville det blive underligt kunstigt, hvis instruktøren her dagen derpå skulle gå og lade, som om det hele var friskt og spændende.
I stedet sætter Fenar gps’en i sin bil til at styre mod et andet kunstmuseum, Ordrupgaard i Charlottenlund, da han henter mig ved Soundvenues kontor.
Det er to et halvt år siden, vi sidst lavede interview på fire hjul, og der er løbet mange liter vand igennem åen siden. Det var lige før premieren på hans ambitiøse fantasyfilm ’Valhalla’, der endte med at undergå forventningerne. Siden har der været corona. Fenar har, sammen med Behrouz Bigdeli, skrevet og instrueret den om lidt biografaktuelle ’Underverden II’. Han har fået en lille datter. Og han har – endelig! – fået kørekort og bil.
Selvom jeg absolut intet ved om biler, kan jeg godt se, at skiftet fra min 15 år gamle Skoda Fabia, der fragtede os til Dyrehaven i 2019, til hans ekstremt lækre Volvo Polestar-elbil er en opgradering af en vis kaliber.
»Jeg skal nok køre ordentligt«, forsikrer han humørfyldt bag solbrillerne, mens han lister bilen ud af Indre By. Den 42-årige filmskaber virker glad, selvom der ikke er længe til premieren på hans opfølger til den succesfulde actionthriller ’Underverden’ fra 2017, og der godt kunne være gået premierenerver i den.
Men reaktionerne ved test- og branchevisningerne har været ovenud positive, og jeg må for egen regning også sige, at toeren er alt, man kunne drømme om.
Vi møder Dar Salims Zaid syv år efter slutningen på den første film, mens han sidder i fængsel for hævngerningerne oven på gangsterdrabet på sin bror. Zaid har aldrig set sin søn, der blev født kort før hans anholdelse, så da en PET-agent (Birgitte Hjort Sørensen) tilbyder ham en vej ud, siger han ja.
Han skal infiltrere den mest hårdkogte københavnske bandegruppering, anført af den kølige Muhdir, mod at få sin frihed – og familie – tilbage.
Det er starten på en intens undercover-thriller, der som den første film både leverer på veludført action, på den følelsesfulde historie om en mands tab af alle dem, han elsker, og på et socialpolitisk niveau med trådene til hovedkarakterens indvandrerbaggrund og bandernes kyniske rekruttering af unge drenge.
»Det virker, som om filmen ræsonnerer i mange forskellige mennesker på den måde, vi har håbet. Så jeg er ret rolig«, siger Fenar Ahmad.
Nuets kraft
Det er tredje gang, jeg laver et større interview med Fenar Ahmad siden 2018, og kampen mellem ydre modstand og indre ro er et gennemgående tema.
Der har været det ydre pres forbundet med at være en af landets (stadig) ganske få instruktører af anden etnisk herkomst – og at stemple ind med en indimellem storskrydende hiphopenergi, som har stukket ud i den pæne danske filmbranche.
Samtidig har der været Fenars indre pres med et ofte hvileløst og hektisk sind.
Begge dele har han gennem årene forsøgt at tøjle, og for tiden går det godt.
De seneste tre års tid har han lyttet intenst til den berømte, tyske spirituelle lærer og forfatter Eckhart Tolle, der står bag bestsellerne ’The Power of Now’ og ’New Earth’ – og som sidste år dukkede op i en interlude på ingen ringere end Kendrick Lamars seneste album.
Det er Eckart Tolles lære om, at man ikke er sine tanker, som Fenar især har taget til sig.
»Nogle gange kan jeg mærke, at min hjerne kører om et eller andet, og så tænker jeg nu, ’ej hvor sjovt at min hjerne tænker alt det’. I stedet for at tænke, at det er mig. Da jeg fattede det, blev det meget nemmere at være i mit eget hoved. Det har taget mig mange år at være nået hertil, og det er vildt rart«, siger han.
»I den del, der også er med hos Kendrick, taler Tolle om, hvordan forklaringen om, at identitet kommer af, at der er sket dig noget dårligt som barn, stammer fra sindet. Men det er ikke rigtigt. Det kan godt være, der er sket noget dårligt dengang, men du står her nu. Det bliver hurtigt sådan ’det er fordi, at…’, i stedet for at man selv tager ansvar. Det handler om ikke at forklare alt ud fra fortiden, men respektere din nutid«.
»Jeg har ’The Power of Now’ som lydbog på min telefon, og ligesom man begynder at lugte af sved, hvis man ikke tager et bad hver dag, tager jeg et kapitel om dagen, og så kører bogen bare i ring, og så bliver jeg lige mindet om, hvad det er. Bogen har også været med til at informere, hvordan jeg skulle instruere den her film«.
Hvordan det?
»Jeg har brugt det her med at være til stede og gøre mig mere nærværende. Når noget ikke gik som planlagt, var der nogen, der panikkede og sad fast i deres tanker om, at de havde lavet en plan, som nu ikke kunne lade sig gøre. Jeg lod det mere bare ske, og så fandt jeg ud af i den ro, hvordan jeg kunne løse det på en fed måde«.
Vild emotionel stemning
Fenar har parkeret i en mudderkant foran Ordrupgaard, og vi går en tur gennem haven foran det smukke kunstmuseum, der ikke står i helt så stor kontrast til ’Underverden II’, som man kunne fristes til at tro.
I en scene mødes Birgitte Hjort Sørensens PET-agent nemlig med sin undercover-agent Zaid på netop et kunstmuseum, så han kan aflægge rapport i al hemmelighed – for som hun siger, er der her absolut ingen chance for, at bandemedlemmerne dukker op!
Optagelserne på filmen var Fenar Ahmads mest strukturerede og styrede hidtil – milevidt fra debuten ’Ækte vare’ med Gilli, der blev lavet med en både fed og komplet kaotisk undergrundsenergi af rappere uden tidsfornemmelse, uprøvede skuespillere og mangel på penge.
På den nye film har Fenar arbejdet med tungere udstyr – mere lys, tunge steadycams, større linser – for at opnå et klassisk udtryk med Denis Villeneuves ’Sicario’ og Michael Manns ’Heat’ som nogle af de store forbilleder. Og for at gøre op med en vis tendens.
»Jeg var træt af, at når brune mennesker er med i film, er det billigt at se på. Når et mørkt menneske er i billedet, er det pludselig meget håndholdt det hele. Alt skal ryste. Det ville jeg gerne gøre anderledes«, siger han.
Det betyder dog ikke, at optagelserne var den rene barneleg af indre zen.
»Efter to ugers optagelser tager min ældste datter på 14 sin taske og siger: ’Jeg flytter hjem til mor. Du er vildt mærkelig, når du optager. Jeg kommer hjem, når du er færdig’. Jeg blev vildt ked af det og prøvede at få hende til at ombestemme sig, men bagefter var jeg meget stolt, for står hun en dag i en situation, som hun ikke synes er fed, ved jeg nu, at hun kan sige fra«, siger Fenar.
»Jeg var i en ret vild emotionel stemning under optagelserne. Vores hovedperson Zaid går gennem mange smertefulde ting, og når man laver en torturscene en hel dag, kan det ikke undgås, at man bliver påvirket. Om man vil det eller ej, går det ind i ens krop, når man arbejder så dybt med materialet. Og det samme gjaldt jo for Dar«.
En sadistisk side af mennesket
Den mørke stemning havde også sat sig hårdt i kroppen under arbejdet med den oprindelige ’Underverden’, og Fenar Ahmads næste film blev i høj grad lavet som en direkte modpol. Selvom fantasyfamiliefilmen ’Valhalla’ også dyrkede en dyster tone, var ridtet ud i den nordiske natur med Peter Madsens kendte guder en rejse væk fra betonen for Fenar.
En rejse, der dog endte mindre lykkeligt.
’Valhalla’ blev ikke det biografhit, holdet havde håbet på, og anmeldelserne var heller ikke i top.
»Jeg lærte vildt meget af den film, og jeg kunne ikke lave ’Underverden II’ uden at have lavet den. Man skal have gult bælte for at komme til grøn«, siger han, da vi sætter os med en kaffe i et hjørne lidt væk fra det grå guld, der indtager Ordrupgaards café sådan en torsdag eftermiddag i marts.
»Jeg synes, at Politiken og nogle andre medier var for stride ved filmen. Det var, som om de ville have ram på mig, og det var synd for alle de andre, der har lagt en stor indsats i filmen. Og bagefter oplevede jeg en meget sadistisk side af mennesket. Rigtigt mange mennesker, jeg mødte, kom op til mig og sagde: ’Hvordan er det gået med Valhalla? Hvordan er billetsalget gået??’ Det vidste de jo godt. Men de nød at kigge mig i øjnene for at se, hvordan jeg havde det. De formodede, at jeg havde det dårligt«.
Konkluderede du noget efterfølgende i forhold til, hvad du skal med dit virke som filmskaber?
»Jeg fandt ud af, at børnegenren er en svær genre for mig at operere i. Hvis jeg har lyst til at pløkke hovedet af nogen, skal jeg kunne gøre det. Jeg tror, den skulle have været meget mere uhyggelig og meget mere sjov. Men det kan man ikke lave for 30 millioner, det koster 100. Det lærte jeg. Jeg lærte også gode ting, noget om komposition af billeder, at tænke i større arrangementer, og jeg lærte at bruge CGI. Alt det har jeg taget med til ’Underverden II’«.
Måtte reagere
Før Fenar Ahmad debuterede som spillefilminstruktør, lavede han en meget rost kortfilm, ’Megaheavy’, som handlede om en kridhvid teenagepige på Bornholm. Den skulle bevise, at Fenar nægtede at blive sat i bås som en instruktør, der kun kunne fortælle indvandrerhistorier.
’Valhalla’ indeholdt lidt på samme måde en ambition om at bevise, at man godt kan lave en storfilm baseret på en ærkedansk klassiker, selvom man hedder Ahmad til efternavn.
Jeg spørger Fenar, om han har følt det som et nederlag, at han nu er tilbage til at lave en film om den kriminelle underverden. Først stritter han imod.
»Jeg synes allerede, vi har talt for meget om alt det med ’Valhalla’. For jeg føler jo, at det, jeg har bedrevet nu, er vildere«, siger han småirriteret, før han genfinder den Eckhart Tolle’ske sindsro.
»Man kan sige, at jeg fandt ud af, at min fornemste opgave lige nu er at beskrive samtiden og nuet. Jeg følte, at den brune mand på film og tv igen var blevet den her lidt højtråbende gangster, der ikke har nogen følelser. Det følte jeg, at jeg blev nødt til at reagere på. Og jeg har noget at sige til de unge. ’Underverden II’ er et brev både til de ældre og unge, og ikke kun i ghettoen. Jeg peger ikke fingre, men vil vise, hvilke udfordringer vi står med, når unge mennesker dør i Danmark og Sverige, dræbt af andre unge med hele deres liv foran sig«.
»Jeg vil gerne sige til de unge: Hvis du overhovedet overvejer den rute, så skal du vide, at den er hård, som du ser i filmen. Og hvis du bliver pædagog, vil du over ti år blive rigere. Eller du kan blive designer, organist eller ingeniør. Verden ligger for dine fødder, du bor i Danmark, du kan gå på ITU og starte en virksomhed, der tjener 300 millioner om fem år. Det er ikke ligesom i USA, hvor dine forældre skal betale for, at du kommer Havard, før du kan blive til noget. Du kan gøre alt!«
Ingen gør det for dig
Netop skildringen af minoriteter i dansk film har været ekstra til debat den seneste tid, efter kampagnen ’Et større billede’ opfordrede til større mangfoldighed på lærredet, hvilket aftvang stærke reaktioner. Ikke mindst fra Lars von Trier, der kvitterede med et »rend mig i røven!«.
Fenar Ahmad er på sin egen mission for at udvide de billeder, der dominerer filmmediet.
»Da jeg var barn, så jeg ingen med mit efternavn eller som lignede mig på skærmen. Og før jeg gik i gang med at lave film, var brune mennesker eller folk med mellemøstlig baggrund kun bikarakterer eller slet ikke med i filmen. Selv efter diversitet er kommet på dagsordenen er det svært. Den amerikanske reklamebranche bruger sådan en liste, som de sender ud, når de skal hyre folk, og hvor man kan krydse af, om man er homoseksuel, transkønnet, har asiatisk baggrund osv. Men araberne med et muslimsk navn er der stadig ikke!«, siger han undrende.
Alligevel har han et ambivalent forhold til kampagnen, der specifikt prikkede til manglen på diversitet i Triers ’Riget’, Paprika Steens ’Fædre og mødre’ og Thomas Vinterbergs kommende TV 2-serie ’Familier som vores’.
»De har udmærkede argumenter, men jeg synes måske, de skulle bruge energien på at gå ud og skabe noget i stedet for at skyde på andre, der bruger tre år på at lave en film. Der kommer ikke nogen og gør det for dig. I dag kan alle gå ud og filme noget. Tag Gigis som eksempel – de startede med at lave noget på YouTube, og nu laver de en film på Nordisk Film!«.
»Jeg bliver kontaktet jævnligt af nogen, der har en idé til en film, som de vil lave. Men de har ikke liiiige et manuskript … Og de forstår ikke, at jeg har øvet mig i 15 år på det her! Først tre år med kortfilm, så fire spillefilm derefter. Og det er først med de sidste to, jeg håndværksmæssigt virkelig har fået det ind under huden«.
Man skal tage sig selv seriøst
Også personligt er Fenar Ahmad helt tydeligt bevidst om ikke at blive projiceret ind i stereotype billeder af mænd med brun hudfarve.
Det er ikke tilfældigt, at han har placeret interviewet på et kunstmuseum tæt på Strandvejen, og han fortæller mig, at han også altid er ekstra opmærksom på, hvad bagtæppet er, når han skal have taget billeder til interviews.
Da han forleden blev spurgt, om han ville tage i Go’Morgen Danmark’ og promovere ’Underverden II’ »sammen med drengene« – altså nogle af skuespillerne fra filmen – sagde han også øjeblikkeligt fra.
»Jeg var sådan lidt, ’wow, jeg er far til to, bor i Indre By og har lige lavet en film, jeg skal ikke med ’drengene’ nogen steder hen. Man skal tage sig selv seriøst«, siger han, mens vi betragter malerierne af den danske billedkunstner Jesper Christiansen og på tre etager følger hans udvikling gennem et 40-årigt langt virke.
Fenar Ahmad prøver også at sætte det lange lys på, når han tænker over fremtiden. Han har knap så travlt med at erobre verden – og Hollywood – som tidligere.
»Jeg har fundet ud af, hvad mit værd er, og hvad jeg vil og ikke vil. Jeg er ikke så bange for at sige nej til ting nu som tidligere. Jeg har film i mig, som er mere festival-agtige, og jeg skal også nok komme til USA, når det rigtige projekt engang viser sig«, siger han.
I slutningen af maj går han i optagelse på en stor svensk serie skabt af folkene bag ’Snabba Cash’. Derudover har han opsigtsvækkende ideer i skuffen, som det er for tidligt at sige noget om.
»Jeg har 30 gode år i mig endnu – men mange instruktører peaker jo i 40’erne«, siger han med et smil, mens vi lægger Ordrupgaard bag os og slentrer ud mod bilen.
Han starter Volvo’en, sætter Kendrick Lamars ’Savior – Interlude’ på, og Eckhart Tolles stemme toner frem.
»If you derive your sense of identity from being a victim …«.
‘Underverden II’ har biografpremiere 13. april.