KOMMENTAR. Lige ved første øjekast ligner det en tro kopi af plakaten til Paprika Steens populære forældreskabssatire ’Fædre og mødre’.
Men kigger man lidt nærmere, er noget anderledes. Med skuespillere som David Sakurai, Özlem Saglanmak og Sandra Yi Sencindiver frem for den oprindelige films Jacob Lohmann, Kathrine Greis-Rosenthal og Nikolai Lie Kaas er billedet blevet noget mindre hvidt.
Transformationen er en »kunstkommentar« lavet af et bredt udsnit af danske skuespillere, der »drømmer om forandring i vores branche, så vi får en større mangfoldighed og rigere repræsentation i dansk tv og film«, som det hedder i en pressemeddelelse.
Blandt afsenderne er folk som Arian Kashef, Diêm Camille, Ellen Hillingsø, Malaika Berenth Mosendane, May Simón Lifschitz, Lotte Andersen, Tone Ottilie, Jesper Christensen og Wahid Sui Mahmoud.
Og ud over ’Fædre og mødre’ har de lavet tilsvarende twists på Thomas Vinterbergs kommende TV 2-serie ’Familier som vores’, der blandt andre har Nikolaj Lie Kaas, Paprika Steen, Thomas Bo Larsen og Esben Smed på rollelisten, og Lars von Triers ’Riget Exodus’, der fik premiere sidste år.
De nye casts har en mangfoldighed af »alder, køn, seksualitet, hudfarve, familieformer, religion, socioøkonomisk baggrund, normbrydende kroppe og personer med handicap«, som det hedder.
På vej mod fascisme!
Berlingske har forsøgt at få fat i Thomas Vinterberg, Paprika Steen og Lars von Trier, men kun sidstnævnte er vendt tilbage med en kommentar, der til gengæld bringer mesterinstruktørens holdning råt for usødet:
»Rend mig i røven! Arbejder kun under total kunstnerisk frihed. Enhver form for censur eller kvotering på området er en indskrænkning af ytringsfriheden og leder dermed slutgyldigt til fascisme«.
Alene denne reaktion fra manden, der i over tre årtier har haft status af at være dansk films største provokatør, bevidner, at den kunstneriske manifestation er vellykket – lige dele provokation og indhold på en måde, der aftvinger stærke reaktioner.
Skuespillergruppen understreger selv, at de hverken er ude i censur eller cancel-culture.
»Vi har valgt, med glimt i øjet og humor, at genfortolke og viderebygge, som god kunst jo kan bære. Vi har ikke et ærinde om at pege på film og kunst, der ikke må laves, ej heller at forsøge at forbyde eller ’aflyse’ film eller specifikke kunstnere. Vi peger tværtimod mod fremtiden, hvor vores alternative billeder kan bruges som inspiration til nytænkning«, siger Sandra Yi Sencindiver i pressemeddelelsen.
Men selvfølgelig vil mange blive stødt på manchetterne, når navngivne film og filmskabere bliver fremhævet. Ikke mindst filmskaberne selv, der dog i dette tilfælde er så store navne – tre af de allerstørste i dansk film – at de også må kunne tåle lidt satirisk modstand.
Halter efter
Det uretfærdige i den specifikke kritik af ’Riget Exodus’, ’Fædre og mødre og ’Familier som vores’ er, at det aldrig kan være op til den enkelte film og serie at bære dansk films diversitet i sig. Der skal selvfølgelig være plads til film spækket med hvide midaldrende mænd (’Druk’!), men de skal flankeres af fortællinger med andre perspektiver og rolleindehavere.
Det skal bemærkes, at etnicitet faktisk fylder noget i ’Riget Exodus’, hvor Kevin K. Yuven og Rebecca Langley Jensen spiller to rengøringsfolk, der bliver forklædt som læger af Lars Mikkelsens Pontoppidan i et desperat forsøg på at fremvise diversitet over for den nye politisk korrekte svenske læge, spillet af Mikael Persbrandt. Det er selvfølgelig to meget små roller og en lille fortælletråd, men det viser dog alligevel en vis selvironisk bevidsthed om situationen – om man så synes, det er sjovt eller ej – som belejligt er undladt i kunstkommentaren.
Selvom jeg ikke mener, man skal skyde personligt på Trier, Vinterberg og Steen, er eksemplerne absolut illustrative og velvalgte. Det er film/serier med meget store ensembler, som især i ’Fædre og mødre’ og ’Familier som vores’ tilfælde skal repræsentere et relativt bredt udsnit af danskerne – eller i hvert ikke foregår i et meget specifikt miljø, som i sig selv forklarer hvidheden (skal man lave filmen om Danmarks guldhåndboldkvinder i 90’erne, så … bliver det selvfølgelig ret blegt).
Ensartetheden på holdbillederne skriger unægteligt til himlen, og uanfægtet at jeg principielt synes, det er forkert at mene, at alle danske film skal castes som en Benetton-reklame, så undrer det mig alligevel, at ingen har råbt vagt i gevær undervejs. Om ikke andet bare for at følge med tiden og undgå denne slags, ikke helt uforudsigelige, backlash.
Det siger noget om, at dansk film pludselig halter efter både England og USA, når det kommer til diversitet.
32 film – 1 brun hovedrolle-ish
Når den satiriske kritik bør sætte tanker i gang, skyldes det dog ikke det konkrete angreb på de tre berømte danske filmfolk, men på grund af den alvor, der ligger bag.
Da jeg i forbindelse med årets afstemning til Bodil-prisen gik alle sidste års 32 danske film igennem, blev jeg forbløffet over at konkludere, at der kun var én hovedrolle (eller måske i virkeligheden stor birolle) til en skuespiller med en anden etnisk herkomst end dansk. Det var Zaki Youssef, der spiller gangster i den vellykkede ’Vildmænd’. På birollefronten var der også meget, meget få.
Det er et problem, at dansk film i så ringe grad afspejler befolkningssammensætningen, og det erkender Det Danske Filminstitut – der med deres altafgørende støtte til de danske produktioner er de eneste med en bred institutionel magt i dansk film – da også.
»Grundlæggende er jeg enig i, at der er alt for få roller til de skuespillere, og derfor har vi også brugt ti år på at forsøge at gøre det bedre. Vi har haft mentorordninger og castingworkshop for brune skuespillere. Vi har lavet en lang række ting, men det har ikke flyttet særlig meget«, udtaler direktør Claus Ladegaard til Berlingske.
Gruppen bag initiativet vil gerne invitere branchen til at fortsætte samtalen, »så vi i fællesskab finder konstruktive løsninger og veje til at skabe bedre film og kunst«, som skuespiller Malaika Berenth Mosendane udtrykker det. Hun spillede hovedrollen i serien ’Chosen’ lavet for Netflix, der er endog meget bevidste om, at der skal være diversitet i de serier og film, de sætter i gang. Dem kan det åbenbart godt lykkes for.
Dialog lyder i hvert fald som en god start. Jeg har heller ikke den gyldne løsning, men jeg håber, at den etablerede branche vil pakke de fornærmede miner væk og bruge stikpillen som en øjenåbner, der kan skabe krusninger i vandet, som fører til, at man udvider perspektivet i castingen fremover.
Lars von Trier kommer man nok ikke til at nå, og lad os lade være med at tænke mindre om ham og hans enestående kunstneriske virke, der blandt andet har skabt nogle af de mest interessante kvindekarakterer i filmhistorien, af den grund.
Men derfor kan resten af dansk film godt tænke konstruktivt frem.