’Oxen’ sæson 2: TV 2’s populære thrillerserie hæver niveauet
SERIE. På papiret havde første sæson af TV 2’s store thrillersatsning det hele.
Et bestsellerforlæg fra Jens Henrik Jensen og to styks velansete manusforfattere i form af Mai Brostrøm og Peter Thorsboe fra DR Dramas heydays (’Rejseholdet’).
En stærk hovedrolleindehaver i form af den ofte oversete Jacob Lohmann, der blev flankeret af Josephine Park og Ellen Hillingsø i rollerne som henholdsvis PET-agent Margrethe Franck og PET-boss Frigg Mossman. Og, som kronen på værket, Birgitte Hjort Sørensen som den karismatiske og lettere sadistiske tronarving Kajsa Corfitzen til den ældgamle og magtliderlige loge Danehof.
Alt sammen præsenteret som en mørk og alvorlig konspirationsthriller.
Men trods det lovende hook og de stærke kræfter involveret var første sæson desværre lidt af en skuffelse, der generelt var fattig på spænding, action og velskrevne karakterer. I anden sæson er der heldigvis drejet på de rigtige knapper, hvilket giver seriens gennemgående plot om afdækningen af Danehof tiltrængt fremdrift og spænding.
Anden sæson indledes med et kort flashback til Kajsas tidlige barndom, hvor en alvorlig hændelse traumatiserer hende og ødelægger hendes forhold til hendes far Hans Otto, der blev dræbt i første sæson.
Derefter kastes vi frem i tiden, hvor første sæson sluttede, til øjeblikket, hvor Oxen fik ram på Corfitzen ved at skyde en pil gennem hånden på hende, efter hun forsøgte at snigmyrde ham.
På flugt fra både Corfitzen og den øvrige Danehof-top går Oxen under jorden, stadig i besiddelse af det USB-stik, der indeholder en inkriminerende video med udenrigsministeren Ulrik Rosborg (spillet med tilpas ynkelighed og manipulerende ondskab af Christian Tafdrup). En video, der potentielt kan sætte en stopper for Danehof og deres ønske om usynlig kontrol over staten.
Samtidig fører Mossman og Magrethes gravearbejde om Danehof og Corfitzen nye opdagelser og udfordringer med sig, der hurtigt eskalerer og sender PET-trioen og den mytiske loge på kollisionskurs.
Overordnet er anden sæson væsentligt bedre end første.
Actionsekvenserne er – efter danske standarder – flotte og autentiske. Det ses både, når en drone angriber Oxen og Magrethe fra luften med et missil, og når seriens mange nærkampe udfolder sig med overbevisende koreografi. Det bidrager til, at sæsonen føles regulært spændende, forstærket af plottets paranoide atmosfære.
Manuskriptet er også mærkbart bedre end i første sæson, der i den grad kæmpede med flowet og replikkerne, som ofte lød unaturlige og autogenererede. I denne ombæring er de mest klodsede formuleringer skåret fra, og kun lejlighedsvis skurrer det i ørerne.
Der er tilført en smule mere humor denne gang for at punktere den hårdkogte stemning, men det er desværre hverken skarpt nok leveret eller helhjertet integreret i fortællingen.
Det medvirker til, at serien fremstår lidt forvirret, da vi på den ene side skal tage det næsten ’Mission: Impossible’-agtige plot og Oxen (der nogle steder minder om en dansk version af Denzel Washingtons dræbermaskine Robert McCall fra ’The Equalizer’-filmene) gravalvorligt, men også indbydes til at fnise lidt af det hele.
Serien kæmper fortsat med at tilføre sine centrale figurer troværdighed og dybde. Oxen møder en ældre soldat med kælenavnet Fisk (lunt spillet af Kristian Halken), der har slået sig ned som landmand – et møde, der potentielt kunne have givet den mutte jægersoldat et ømt modspil, da begge døjer med ensomhed og PTSD. Det potentiale bliver dog aldrig forløst.
Og så er Corfitzens forhistorie og stygge faderkomplekser foldet for klodset og hurtigt ud til, at man rigtigt kan forstå hendes ekstreme bevæggrunde.
Kort sagt:
Der er fremskridt at spore i anden sæson af TV 2’s fortsat lidt ujævne ’Oxen’, der især skal have credit for de vellykkede action- og spændingselementer.
Anmeldt på baggrund af de første fire afsnit.