’Chosen’: Spændingsmotoren kører i tomgang i ny dansk Netflix-serie
Vi lever i en remix-tid, hvor gamle idéer bliver opkogt og skudt af sted på nye flasker for at tilfredsstille det umættelige bæst, der er det globale streamingmarked.
Det betyder selvfølgelig ikke, at det ikke godt kan lykkes at hylde, genbruge og forny genreklassikere. Det er en serie som ’Stranger Things’ et fremragende eksempel på.
Men sådan går det desværre ikke for den femte danske Netflix-serie, ’Chosen’ – den tredje Netflix-skæring fra forfatter Jannik Tai Mosholt og producer Christian Potalivo, der med ’The Rain’ og ’Nisser’ viste, at de ikke var for fine til at stjæle fra amerikanske young adult-dystopier og klassikere som ’Gremlins’ for at bringe high concept-fortællinger til de danske breddegrader.
Hvad der startede som et kærkomment forsøg på at skabe amerikaniserede genrefortællinger på dansk grund, lader til at være blevet rent rutinearbejde i ’Chosen’, hvor det desværre er svært at spore landets vel nok mest produktive tv-duos originale tanker.
Inspirationen fra ’Stranger Things’ og den efterhånden udtrådte genrekliche om den udvalgte teenagefrelser med overnaturlige kræfter er til at tage og føle på i historien om outsideren Emma (Malaika Berenth Mosendane), der slår sig sammen med en umage gruppe af unge konspirationsteoretikere for at afklare, hvad der skete 17 år forinden, hvor en meteor slog ned i grønthandlerbutikken i søvngængerbyen Middelbo.
Det viser sig nemlig, at det meteorstykke, som udstilles for at tiltrække turister, er fake. Samtidig har den kørestolsbundne konspirationsteoretiker Mads (Albert Rudbeck Lindhart) fundet beviser for, at der måske er »udenjordisk aktivitet« indblandet i nedslaget.
Mistanken vokser kun, da den internationale kapitalfond Astraeus rykker ind i den lille by anført af CEO’en Thomas (Ken Vedsegaard), der forklarer sin besynderlige tilstedeværelse med populistiske løfter om at bringe Middelbo tilbage til storhed.
Sammen med Mads og hans umage følge – den selverklærede vampyr Maria (Andrea Heick Gadeberg), scorekarlen Frederik (Andreas Dittmer) og rigmandssønnen Elvis (Mohamed Djeziri) – går Emma på jagt efter sandheden, hvor den skumle kapitalfond kun er toppen af isbjerget i en potentiel intergalaktisk mørklægningssag.
Serien klarer sig fint på aktualitetsbarometeret med sin fortælling om konspirationer og de geopolitiske interesser, som vil gøre alt i verden for at holde sandheden skjult. At der også lystigt kastes emner som kønsnormativitet, seksualitet og grænseoverskridende adfærd op i luften, vidner om, at forfatterholdet har forsøgt at indskrive serien i samtidsrelevante diskussioner – dog uden nogensinde at gribe de mange bolde, der kun berøres overfladisk.
Det stærke opbud af skuespillertalenter gør det sådan set godt med, hvad de har til rådighed. Problemet er bare, at serien aldrig formår at give et troværdigt indblik i livet som gymnasieelev i en lille by, hvor alle ved alt om alle, mens den heller ikke i tilstrækkelig grad får etableret, at vi har at gøre med outsiderne, som har svært ved at tilpasse sig gymnasielivet og den overfladiske danske festkultur (undtagen når serien direkte fortæller os det gennem halvkluntede replikudvekslinger).
Man savner fornemmelsen af en ung gruppe af vidt forskellige mennesker, der i bedste ’Stranger Things’, ’Goonies’ og ’Super8’-stil overkommer forskellighederne og bliver sammentømret i jagten på sandheden. I stedet føles den interne konkurrence i gruppen ærgerligt forceret, når hver enkelt vil vise sit værd, så de selv kan tro på, at de hører til.
Det gør også, at de generiske ungdomstematikker om identitet, at acceptere sig selv og aldrig at dømme bogen på omslaget, forbliver underudforskede sæsonen igennem.
Men seriens største problem er, at den aldrig bliver elementært spændende, hvilket ellers er helt centralt i en mysteriefortælling. Opklaringsarbejdet bliver aldrig gribende, dels fordi det er himmelråbende forudsigeligt, men også fordi det opbrydes af ligegyldige konflikter, som at Emma vælger at være sammen med både Marie og Frederik – tilsyneladende uden at reflektere over konsekvenserne for vennegruppen.
Trekantsdramaet føles som et kunstigt forsøg på at tilføje konflikt til det i forvejen overlæssede plot, som vil alt for meget og samtidig alt for lidt i løbet af sæsonens korte spilletid på seks afsnit.
Utroværdigheder er der nok af, når folk fører tophemmelige telefonsamtaler foran nysgerrige smuglyttere og glemmer deres telefoner, øjeblikke efter de lagt en listig plan, hvor selvsamme telefon spiller en afgørende rolle.
Flere forsøg på humor falder til jorden, særligt den øretæveindbydende kæreste Jonas (Magnus Juhl Andersen), der er ærgerligt karikeret. ’Chosen’ er på ingen måde en serie, hvor man rent faktisk erfarer, at der gemmer sig mere under overfladen på karaktererne, som man eksempelvis gjorde i ’Stranger Things’-plotlinjen om mobberen Steves synd og soning.
At serien slutter på en næsten utilgivelig cliffhanger, som lægger op til en ny sæson, nærmest inden seriens centrale drama for alvor er sat i søen, bidrager kun til den skuffende helhedsfornemmelse.
Kort sagt:
Spændingsmotoren kører i tomgang i den nye Netflix-serie ’Chosen’ fra folkene bag ’The Rain’ og ’Nisserne’ – endnu en young adult-fortælling i et science fiction-univers, der fremstår ærgerligt idéforladt.