’The Rain’ sæson 2: Dansk Netflix-dystopi er et oplagt mobbeoffer, men effektivt spændende
»Rasmus?«
»Simone?«
»Rasmus!«
»Simone!«
»Martin!?«
Jeg er normalt virkelig dårlig til at holde styr på navne i film og tv-serier, men det er ikke et problem, jeg har, når jeg ser ’The Rain’.
Alle siger nemlig hinandens navne hele tiden. Når Simone, Rasmus og Martin flygter fra rædselsscenarier i et postapokalyptisk Danmark, flyver navnene rundt i en kakofoni, og i de mere afdæmpede øjeblikke indleder de gerne enhver sætning.
Det er bare et eksempel på det, der gør ’The Rain’ til et oplagt mobbeoffer. En serie, der for det meste indfrier sine høje ambitioner på den tekniske front, men bruger betydeligt mindre krudt på dialog og karakterudvikling.
Serien blander ’The Walking Dead’, ‘Lost’ og en solid spiseske young adult i en skandinavisk gryderet: Ligesom zombieserien følger den en flok helte efter dommedag til nye opholdssteder, der altid virker varme i starten, men viser sig at skjule forfærdelige hemmeligheder. Og ligesom ’Lost’ er den rig på flashbacks til ulyksaligheder før katastrofen, der er mere højstemte, end de er væsentlige for personskildringerne.
Det er alt sammen meget let at pege fingre af, men der er en grund til, at ’The Rain’ ikke kollapser helt: Den er sådan set ret spændende.
Ikke kun på en ufrivillig måde, hvor man kan gnægge over dårligdommene, for plottet i den danske Netflix-serie er ofte godt skruet sammen. Det vender og drejer sig, og voldsomme cliffhangere trygler os om at trykke ’næste episode’, mens smukke panoreringer over forladte landskaber – og en enkelt forlystelsespark – afløses effektfuldt af bratte horrorindslag.
Heldigvis har den også bedre fat i karaktererne i anden sæson. Nok er gruppen, anført af Martin, den tidligere soldat, Simone, den beskyttende søster og hendes lillebror Rasmus, patient zero, der er smittet uden at være død, bundet mere til en enkelt location denne gang, men de overlevende, de møder, har fået flere nuancer.
Særligt rørende er et møde med et ægtepar, der på trods af de bælgmørke tider bobler af gensidig kærlighed og spreder morskab oven på lidt hjemmebrændt spiritus, men alligevel er villige til at forråde deres moralske kompas i jagten på overlevelse.
Samtidig er romancen mellem gruppens mere nørdede fraktion, Jean og Lea, rørende, fordi forfatterne ikke skyr det akavede. Det første kys er en usigeligt kejtet affære, men netop derfor er det også hjertevarmende.
Imens tvinger Mikkel Boe Følsgaard og Alba August det maksimale ud af deres tynde figurer, ligesom Lucas Lynggaard Tønnesen får fanget Rasmus’ mentale forlis, så man tror på det.
Til gengæld lider den nye sæson under, at virussen, der startede i regnen, nu muterer sig og bliver mere abstrakt. Den rumsterer inde i Rasmus’ krop og bryder ud, når han bliver rasende, og i de scener minder serien pludselig om en prequel til en superheltefilm.
Problemet er, dels at effekterne svigter i de afgørende øjeblikke, hvor den sorte virus strømmer gennem luften, dels at truslen fra regnen var langt lettere at forholde sig til, fordi den er genkendelig. Det drypper på os alle en gang om ugen, men vi støder sjældent på sorte skyer i øjenhøjde på Strøget.
Også de nedrige videnskabsfolk fra firmaet Apollon, der forsøger at kidnappe Rasmus, forbliver papirtynde med deres »find drengen, dræb resten«-replikker. Og så er det umådeligt irriterende, at de taler svensk i fjendens hule, som om ondskaben lå i selve sproget.
På den måde er ’The Rain’ stadig et oplagt mobbeoffer. Men den er også ret medrivende.
Kort sagt:
Anden sæson af ’The Rain’ rammer flere menneskelige toner end første sæson, men beskrivelsen af den virus, der truer menneskets eksistens, er knap så vellykket.
Anmeldt på baggrund af hele serien.
Lyt til SOUNDVENUE STREAMER: Jacob og Lise snakker ‘The Rain’ sæson 2 og Phoebe Waller-Bridges seriedarling ‘Fleabag’