’Reservatet’: Alle bør besøge – og frygte – Netflix’ kvælende danske krimidrama
Jeg rammes sjældent af kvalme.
Det skyldes muligvis en høj og medfødt væmmelsestolerance, eller også er jeg bare benådet med gode mavegener og en sund tarmflora – ja, vi har vel alle vores særprægede privilegier.
Eller næ … det har ikke alle. Snarere en særlig udvalgt håndfuld. Og det er netop denne nedslående, om end ikke nye, erkendelse, der efterlod mig med svedperler og brækfornemmelser efter at have slugt ’Reservatet’.
I Netflix’ seneste danske krimidrama bliver frastødende medlemskabslogikker og den ene procents usmagelige storhedsvandvid dissekeret af skaber og hovedforfatter Ingeborg Topsøe og instruktør Per Fly.
At old money-parret Rasmus og Katarina Hofmann (stærkt og til tider pænt underholdende gestaltet af Lars Ranthe og Danica Curcic) sidder i ophøjede y-agtige stole, da de opdager, at deres filippinske au pair Ruby (Donna Levkovski) er forsvundet, betyder ikke, at Fly er trådt helt væk fra ’Bænken’.
For selvsamme socialrealistiske sensibilitet, som den eksistensbegavede instruktør påviste i sin mesterlige 00’er-trilogi, fremmaner han i den umådeligt vellykkede samfundskritiske serie, der undersøger vores ideer om, hvilke liv der er sorgbare og værdifulde.
Rubys er tilsyneladende ingen af delene – ikke ifølge The Hoffmanns. De har i al fald ikke sådan synderligt travlt med at efterlyse hende, men bruger i stedet tiden på at kaste om sig med sushimiddage og upassende ’morsomheder’.
Hverken rå fisk eller racistiske bemærkninger lander varmt hos deres nabo og gode veninde, den karrieredrevne Cecilie (Marie Bach Hansen), der sammen med sin egen au pair, Angel (Excel Busano) mistænker, at der er tale om en forbrydelse.
Trods råd om det modsatte fra sin mand – den fremadstormende selfmade advokat Mike (Simon Sears), som arbejder tæt med Rasmus – indleder Cecilie et detektivarbejde og forener sig med den ellers lone wolf-arketypiske politikvinde, Aicha (Sara Fanta Traore).
Nok ved sidstnævnte ikke, hvad en highfive er, men hun ved til gengæld, hvordan ’os og dem’-dikotomier skaber rangforskel og potentielle løgne, og med et nervepirrende favntag hiver de to damer os igennem Hellerup og hændelsesforløb, når krimi møder nordsjællandsk overklassedrama i en fortælling om hykleri, held, hemmeligheder og (vrang)forestillinger om hjælp – og hård doggystyle.
Jovist, det lyder nært beslægtet med Susanne Biers ’The Perfect Couple’ og lignende nyere beretninger om jetsettypers marmorglatte overflader, der pludselig krakelerer. Men med Ingeborg Topsøes veloplagte manuskript og udsøgte sans for balance og nuance virker ’Reservatet’ alligevel frisk.
Måske særligt fordi serien evner at adressere yderst komplekse tematikker, uden at det virker forkrampet eller forhastet. For med bravur angriber den blandt andet white saviorisme, koloniale levn og ulige magtforhold mellem øst og vest.
Ligeledes rejser serien spørgsmål om mangeartede former for kapital i skildringen af fødselsdepressioner, (hus)moderskab og jalousi rettet mod au pairen – lykkeligvis uden at glorificere den ansattes udsatte position. Tværtimod.
Desperationen efter andre mere sikre vilkår ses hyppigt i brune, bedrøvede øjne, og med en politisk nerve udstiller Topsøe og Fly elitens selvretfærdighed ad libitum og det særlige privilegium i at kunne tage en sovepille og snooze sig fra vågne børn og livets farer. Og dem er der i øvrigt en masse af i verden og i/på ’Reservatet’. Farer, altså.
De lurer faktisk fra hver en ellers venlig og velfriseret kant, og med thrillergreb, et ulmende ståpelsscore og noget, der minder om jump scares, kan selv Lars Ranthe med stramme seler og en lille bomuldshund være uhyggelig.
Det samme kan en pre-teen med en iPhone og wifi-adgang.
For som den nye Netflix-satsning bevæger sig pulserende frem, læner den sig ind i ’Adolescence’s lufttætte rum af manosfæren og incel-kultur.
Det er decideret modbydeligt at overvære, hvordan junglelov og (maskulin) brydekamp hersker på digitale platforme og blandt samfundets top.
Ja, tilværelsen kan ganske enkelt være barsk og uudholdelig, og trods Jasper Spannings vidunderligt smukke og betagende fotografering er ’Reservatet’ cirka lige så pisseklam som de afslørende dokumentarer om Herlufsholm.
Denne fæle herlighed anføres af et fuldstændig suverænt (som i suverænt) skuespilhold, hvor Marie Bach Hansen i særdeleshed bevæger med sin skælvende melodramatiske hovedrolle. Hendes sammensatte Cecilie veksler hele tiden mellem kølig nepo-baby og kærlig nabokone, der inkarnerer, hvilke personlige omkostninger man er villig til at satse for retfærdighed – og for at undgå at reproducere imperialistiske tendenser.
Man efterlades målløs med en mistet tro på det humane, men med håb på en anden sæson. For fy for helvede, hvor er ’Reservatet’ lige så fremragende, som den er nedslående – og forbandet kvalmende.
Kort sagt:
Med en tårnhøj production value, glimrende skuespilpræstationer og mesterlig tæft for magtdynamikker er Ingeborg Topsøe og Per Flys komplekse overklassedrama en kvælende fornøjelse. Alle bør besøge (og frygte) ’Reservatet’.