INSIDER. Siden sit gennembrud i DR’s dramaserie ’Arvingerne’ har Marie Bach Hansen haft store roller i ’Hvidstengruppen II – De efterladte’, ’Superposition’ og ikke mindst TV 2’s ’Dansegarderoben’.
Men hun har også flere gange gjort sig bemærket i krimigenrens makabre land med store roller i serierne ’Mord Uden Grænser’ og ’Hvide Sande’, og nu skal hun igen udflette mordmysterier i Ingeborg Topsøes Netflix-serie ’Reservatet’.
Her spiller hun karrierekvinden Cecilie, der efter sin fødselsdepression har fået hjælp til at passe barn og luksusvilla i Nordsjælland af sin filippinske au-pair Angel (Excel Busano).
Cecilie bor med sin advokatmand Mike (Simon Sears), og i nabohuset bor veninden Katarina (Danica Curcic) og milliardæren Rasmus (Lars Ranthe), som er Mikes største kunde. En dag forsvinder naboparrets ligeledes filipinske au-pair fra sin værtsfamilie, der virker underligt ubekymrede.
Men da Angel beder Cecilie om hjælp, vækkes hendes sympati – og mistanke – hvilket sætter gang i et krimidrama, der udfordrer venskaber og familieforhold i de riges reservater. Alt sammen sirligt filtreret gennem socialklassernes forskelle og derfor oplagt instrueret af Per Fly, som tidligere stod bag den klassedissekerende trilogi med filmene ’Bænken’, ’Arven’ og ’Drabet’.
Vi mødtes i bedste ’Reservatet’ -stil på Villa Copenhagen med Marie Bach Hansen til en snak i vores interviewkoncept Insider, hvor en aktuel kunstner tager os med bag kulisserne og indvier os i nogle af de rutiner, udfordringer og sandheder, som kun branchekendere kan fortælle om.
Ligner én, der løber
Hvad var den sværeste nød at knække i forbindelse med optagelsen på ’Reservatet’?
»Det var at balancere Cecilie-karakterens godhed og retfærdighedssans. Hun er bevidst om sine privilegier og balancerer dem med en selvfølgelighed, der kan tippe over til at blive en smule kølig. Som når hun er sådan: ’Du må lige tage mit barn’. Altså den balance med, hvornår hun skal være hård eller blød«.
»Det var virkelig spændende og undersøgende arbejde sammen med Per Fly. Vi blev ved med at tage forskellige takes, hvor hun kom med forskellige grader af den kølighed. Cecilie vil gerne gøre det gode, men hun står i nogle svære dilemmaer, fordi det kommer på bekostning af hendes egen familie. Jeg kan godt lide karakterer, der ikke har et klart svar«.
»Jeg skulle også lige vænne mig til at have den der selvfølgelighed med at have en au pair. At man ikke beklager sig, inden man afleverer barnet, eller hvis man spilder, siger man ikke: ’Jeg skal nok lige tørre det op selv’«.
Er der nogle detaljer i måden, I har udformet din karakter på, som publikum måske ikke lige lægger mærke til?
»Noget, der er ret sjovt, er, at Cecilie løber virkelig meget i serien, og jeg løber ikke selv. Så jeg tog et par timer hos en løbetræner, hvor jeg lige fik rettet min teknik. Det er en mikro-mikro-detalje. Men jeg synes faktisk – og det er jeg lidt stolt af! – at jeg har formået at ligne en, der løber«.
»Jeg endte faktisk med at blive så glad for at løbe, at jeg købte et løbeur. Men fordi jeg er så dårlig til elektronik og sådan noget, så har jeg ikke kunnet få det til at virke. Og nu er jeg stoppet med at løbe igen«.
Jazz, der renser
Har du noget specifikt, du gør, som får dig i zonen, når du skal på optagelser?
»Jeg er blevet rigtigt glad for at meditere. Så jeg går lige et sted hen, bare et kvarter, og tømmer alle tanker. Når man laver skuespil, skal man ind foran kameraet og være åben og klar til, hvad end instruktøren eller de andre kommer med. Man vil gerne bare fjerne selvbevidstheden og komme ind i den verden. Man skal være klar til at lytte«.
»Jeg er simpelthen blevet lidt afhængig af at meditere«.
Har du en fysisk genstand, der betyder noget for dig, når du er på set?
»Jeg er begyndt at have mine Bose-høretelefoner med. Efter vi har lavet en scene, og der bliver sagt ’tak!’, så kan jeg godt lige gå fem skridt tilbage og putte mine høretelefoner på og høre en stille sang eller bare noise cancellation. Den åbenhed, jeg gerne vil have foran kameraet, den vil jeg gerne gemme til mine takes«.
Har du så en go-to sang, du kan lide at høre?
»Jeg har en playliste med Miles Davis og John Coltrane. Det er, som om det renser. Jeg har meget med, at jeg gerne vil have mine tanker renset, så jeg kan kalibrere inden næste scene«.
De nye stemmer
Er der et særligt talent, man taler om i branchen lige nu?
»Det går jo hurtigt sådan noget, fordi alle kender pludselig én som Zinnini Elkington, der har lavet ’Det andet offer’. Hende snakker man om. Jeg var med i hendes kortfilm ’En flirt’, og hun laver nogle rigtigt stærke værker og er en skidegod leder for et filmset. Hun har autoritet, hun er lyttende, hun er disciplineret, kreativ og følsom på samme tid, og så har hun noget på hjerte. Hun vil altid fortælle noget med sine værker«.
Ser du nogle positive tendenser i branchen?
»Jeg synes, det er fuldstændig vidunderligt, at der kommer så mange nye filmskabere, som laver helt fantastiske værker. Stemmer, man ikke har hørt før. Mathias Broe, Zinnini Elkington og Sylvia Le Fanu. De lidt yngre, som har så meget på hjerte, med nye fortællestile«.
Hvem er det største geni i din branche, som få mennesker udenfor kender?
»Jeg tænker nok mest på dem bag kameraet, og jeg har lyst til at fremhæve alle, der ikke lige sidder her i stolen og får taletid. Score, komponist, klipper, set-designerne, hår, make-up, kostume, lydteknikere, lys. Og fotografen. På ’Reservatet’ har fotograf Jasper Spanning jo lavet nogle sindssygt smukke billeder«.
»Vi skaber jo det hele sammen. Så jeg har egentlig mest lyst til at sige, at alle dem bag kameraet fandme er genier«.
Fra barneleg til levevej
Hvem er dit største kunstneriske forbillede?
»Det er nok et kedeligt svar, men det er Meryl Streep. Jeg elsker at nørde hende, og jeg elsker at se scener med hende igen. Jeg er en kæmpe nørd med mit fag, så jeg sidder tit og lægger mærke til, at hun fifler med det der armbånd og den der frisure«.
»Jeg har tit tænkt, at hendes karakter i ’The Deer Hunter’ er kedelig på manuskriptplan. Hun er konen, der er derhjemme og venter, og så bliver hun ked af det. En lidt stereotyp og kedelig kvinderolle«.
»Men alle de gange, jeg har set den film, så er hun bare så meget det menneske, man husker. Og de der replikker også. Jeg prøvede at forestille mig, hvis de var skrevet ned. Hun putter så meget sjæl og hjerte i det. Hun gør så meget mere end bare det der ’åhh, i missed you’. Jeg har tit tænkt, hvordan fanden får du så meget ind under det? Fordi hun er så fucking amazing, bliver den lille rolle så meget større«.
Hvad er den mest udbredte fordom om din branche, som du møder?
»Det er det med, at vi er en overfladisk branche. Sådan har jeg det bare slet ikke indefra. Fordi jeg kan godt se udefra, at det kan virke lidt ’hej-hej til branchen’ til premierer. Men der skal man jo tænke på, atm man også er bange for, at man ser dum ud på den røde løber. Man er bare en masse bange børn i et rum på en eller anden måde«.
»Og i virkeligheden jeg tror, at filmbranchen består af de dybeste, klogeste, mest reflekterede mennesker, jeg har mødt. Og jeg har så mange dybe venskaber fra alle de produktioner, jeg har været med på«.
Hvornår har du sidst følt dig misforstået af en anmelder eller af publikum?
»Jeg læser slet ikke anmeldelser. Det har jeg ikke gjort i ti år, hverken gode eller dårlige, så jeg ved intet faktisk. Jeg er totalt blanco på anmeldelser. Jeg har også lavet meget teater, og jeg synes, det kunne være lidt svært at have læst noget undervejs. Jeg vil gerne skåne mig selv fra en masse på skrift, når jeg skal ind og spille det 40 gange. Selv hvis det er gode ting, så vil jeg tænke på den sætning, når jeg gør det«.
»Jeg vil gerne snakke med publikum om, hvad de synes den aften, men jeg gider ikke læse for mange holdninger, fordi enten bliver man selvglad, eller også bliver man ked af det. Og jeg gider ikke nogen af delene, jeg vil bare gerne være i karakteren«.
»Det er for at kunne holde mit arbejde friskt. Og nu gør jeg det heller ikke med tv eller film. Jeg har ikke læst et ord om ’Dansegarderoben’. Det fungerer meget godt«.
Hvad er det bedste ved dit job?
»Det bedste ved mit job er, at jeg får lov til at lege i nogle andre verdener, end dem jeg selv lever i. Og få lov til at lege, at jeg er en anden. Det er jo lidt det, jeg har elsket at gøre som barn også«.
»Jeg kan huske, at jeg løb væk fra min mor og far og løb ud og gemte mig i skoven, fordi jeg ville lege Ronja Røverdatter. Og nu bliver det bare filmet. Det er børneleg, der bliver filmet. Og jeg tror også, det er det, jeg godt kan lide at prøve at holde lidt åbent og friskt: at man ikke ligesom lægger sig for fast på nogle ting, men ligesom prøve at holde det der legende aspekt«.
’Reservatet’ kan ses på Netflix fra 15. maj.