’Underverden’: Fenar Ahmads eksplosive hævndrama flytter dansk film på uendeligt mange fronter

’Underverden’ er den mest eksplosive danske film siden ’Pusher’.

Som den epokegørende gangsterfilm fra 1996 er Fenar Ahmads opfølger til ’Ækte vare’ et brutalt og følelsesmæssigt udmagrende ridt rundt i skyggen af København, og i en af filmens første scener parafraserer den tilmed Refns debut: Tænk halsbrækkende flugt fra politiet på Vesterbrosiden af søerne.

Heldigvis transcenderer ’Underverden’ dog hurtigt ’Pusher’ og bliver sin egen stilistisk eminente, velafbalancerede actionfilm med dramatisk pondus på internationalt niveau.

Det er den 20-årige, småkriminelle Yasin, der løber fra politiet, alt hvad hans ben kan trække, og ligesom hos Frank i ’Pusher’ er endestationen for flugten gevaldige pengeproblemer. Det er dog ikke skyldneren, der er hovedpersonen i ’Underverden’, men hans bror Zaid (Dar Salim), en succesrig kirurg, som trækkes ned i den sump af vold og kriminalitet, han ellers havde vendt ryggen til mange år tidligere.

Yasin bliver nemlig tævet ihjel efter sit fejlslagne bankrøveri. Kort forinden har han tryglet om hjælp ved sin brors dør: forstyrret midt under parmiddagen, hvor de velbjærgede venner fejrer Zaid og hustruen Stines (Stine Fischer Christensen) graviditet i syvende måned over et godt glas rødvin i langstilkede glas.

Der er langt fra Zaids svinedyre lejlighed på øverste etage af Siloen på Islands Brygge til barndomsghettoen i Albertslund, hvor hans forældre stadig bor og fordriver et liv på sofaen med fjernsynet permanent indstillet på kanaler fra den mellemøstlige hjemegn. Og det er netop i denne modstand – mellem mønsterbryderen og hans baggrund – at Fenar Ahmad lægger et ekstra lag til den voldsomt medrivende genrefilm, man ikke et sekund skal være i tvivl om, at ’Underverden’ også er.

Hovedstolen river og flår nemlig i Zaid, der har gjort alt, hvad han kan for at blive accepteret som dansker, vel vidende at hans barndomsfrænder anser ham som kulturforræder. Det taler til filmens entydige ros, at Zaid blotlægges som en kompleks figur, hvis motivation – væk fra og siden tilbage imod ghettoens ubønhørlige vigilante-værdier – vækker empatisk gehør. Hvordan pleaser man de monokulturelle danskere uden at svigte sin rødder?

Om filmen forstærker fordommene om indvandrerbander (og danskere af anden etnisk herkomst i det hele taget), må være op til den enkelte kulturradikale at bedømme, men Fenar Ahmad skal have point for at støde knytnæven i boksepuden uden fløjlshandsker og med de tankevækkende nuancer i behold.

Som titlen antyder, handler skismaet i filmen lige så meget om klasser som etnicitet, og det er således ikke uden grund, at højder er et gennemgående symbol, fra elevatoren, der tager os op til Zaids lejlighed på øverste etage i det arkitektoniske vidunder til den snævre trappe ved parkeringskælderen, der fører ham ned til det klaustrofobisk skumle lokale, hvor gangsterne lever som selvbestaltede konger.

I en rørende scene mødes de to verdener, da Zaid tager Yasins sympatiske stonerven Alex (en velspillende Dulfi al-Jabouri) med sig hjem, og Alex – der betragter Islands Brygge-bygningen, som var det Taj Mahal – insisterer på at bestige hvert et trin mod toppen for at få det hele med.

Det er den slags scener, der gør ’Underverden’ til den bedste film om at være indvandrer i Danmark, der endnu er lavet, selvom pointerne udidaktisk er pakket ind i en hævnthrillers hårdtpumpede gevandter.

Den skæbnebestemte historie om manden, der må tage sagen i egen hånd, er for så vidt forudsigelig, men forløsningen er så skarpsleben, at det ingenting betyder. Ahmad, der har skrevet manuskriptet sammen med debutanten Adam August, opbygger nemlig tålmodigt karakterer og miljø, så man er oprigtigt investeret, når helvedet først bryder løs. Den lydefri dialog har fra start til slut fintfølende gehør for, hvordan mennesker faktisk taler, både i boligblokken og til ferniseringen i indre by, og selvom det primært er en film om mænds mærkværdige tiltrækning mod voldsspiralens udsigtsløse afsats, føles også Zaids hustru som en afrundet figur.

Stine er i hvert fald hverken den blåøjede, almoderlige karikatur eller den trættende rappenskralde. Og i sidste ende – når det endelige karatespark er sat ind – er det i høj grad hos hende, ens hjerte hægter sig fast.

Jens Ole McCoy har skabt et pulserende elektronisk score, der henholdsvis overdøver og træder i baggrunden på de rigtige tidspunkter, og stjernefotografen Kasper Tuxen veksler pågående mellem det intimt håndholdte og de lange kamerakørsler, der som rottefængeren fra Hameln lokker os ned i en underverden, man både fascineres af og væmmes ved. Filmens allerførste skud, fra luften over København og langsomt ned til en skæbnesvanger samtale i en kulsort bil på Vesterbrogade, er en både visuel, lydmæssig og metaforisk genistreg. Samtidig tager Ahmad den varme farveholdning med fra ’Ækte vare’, der i begge film fravrister miljøskildringen fra klicheerne.

Med sin mikstur af emotionel resonans, stilsans og velkoreograferet action rammer ’Underverden’ en svær balance i tråd med inspirationskilder som ’Drive’, ’Profeten’, ’The Raid 2’ og ’Heat’, en type film, vi ikke har nogen egentlig tradition for i dansk sammenhæng.

Og apropos den danske filmtradition: Hvor er det dog rart at se en dansk historie med Dar Salim, Ali Sivandi, Dulfi al-Jabouri, Stine Fischer Christensen, Jacob Lohmann (som Zaids hjælper og boksetræner) og Branco fra MellemFingaMuzik (som midlevel-narkohandler) i de bærende roller.

Et friskt ensemble, der hver især giver kant og kulør til deres roller, særligt en muskelsvulmende Sivandi som karismatisk kickboxende gangsterboss med provokerende dobbelttydigt belæg og Dar Salim, der i sin første (!) hovedrolle siden debuten i ’Gå med fred, Jamil’ for små 10 år siden nu endelig må have slået fast for alle og enhver, at han hører til i det eksklusive selskab for oplagte leading men.

Var ’Underverden’ en udenlandsk film, skulle den måske nok bedømmes til fem sikre stjerner, for flytte den globale filmkunst kan den trods alt ikke. Men den flytter dansk film på så mange fronter, at det kvarte kunne være nok, og for den præstation fortjener Fenar Ahmad sin sjette stjerne.

Læs også: Stort interview med Dar Salim – »Jeg forventede modstanden, fordi jeg har mødt den hele mit liv«

Læs også: Stort interview med Fenar Ahmad – »Jeg vil være dansk films Zlatan, 100 procent«