Kapitel 1: En lukket dør
»I kan ikke komme ind her«.
Dar Salim troede dårligt sine egne ører. Det var en sætning, han kendte alt for godt – faktisk følte han, at han havde hørt på variationer af den hele sit liv. Men det var længe siden, han havde hørt den under disse omstændigheder.
De var fire venner, der turede rundt i indre København, og han havde gået nogle meter bag de andre, da de på vej til en natklub blev tiltrukket af et hvidt neonskilt, som kastede navnet på en tilfældig cocktailbar ud i nattemørket.
»Ahvafornoget!« tænkte han og skridtede ud, da han så sine venner blive afvist i døren.
Det var en af de sælsomme frynsegoder ved hans job, at de fleste klubber nu om dage gerne ville have, han kom, og ofte lod ham springe køen over og drikke gratis.
»Hvorfor vil du ikke lukke os ind?« spurgte han dørmanden, da han nåede op på siden af dem.
»Jeg kender jer ikke«, lød begrundelsen.
Dar Salim spekulerede på, om dørmanden mon kendte samtlige gæster inde på baren. Samtidig væltede der en godt beskænket gruppe ud fra baren og genkendte skuespilleren, der smilte til en hurtig selfie.
»Prøv og hør, du har begået en fejl«, forsøgte Dar Salim sig, »og du taber ikke ansigt ved at sige undskyld og lukke os ind«.
Dørmanden mumlede noget om, at det kunne han altså ikke, og i øvrigt syntes han også, de fire venner var lidt farlige at se på.
Dar Salim kastede et blik på sine tre venner, som alle havde gode liv og gode jobs. Den ene var skuespiller ligesom ham selv, den anden var ejendomsmægler og den tredje selvstændig. De var alle sammen mørke i huden ligesom ham. Han så ned ad sig selv, han havde Hugo Boss på fra top til tå.
»Ser jeg farlig ud?« spurgte han forundret.
»Ja, det synes jeg«, fastholdt dørmanden.
Nogle ting ændrer sig aldrig, tænkte Dar Salim. Han havde rejst fra Hørgården til himlen og fra himlen til Westeros, men nu stod han her med en lukket dør foran sig og følte sig 18 år gammel igen.
Kapitel 2: Søndagstøj
Dar Salim sidder tilbagelænet i en sort spisebordsstol med skrævende ben og et dampende kaffekrus fra Royal Copenhagen mellem hænderne i skødet. Det er mandag formiddag, men han har stadig søndagstøjet på. De lysegrå joggingbukser stumper ved anklerne, og den sortgrå sweatshirt hænger løst over den tætbyggede torso. Han smiler mildt, ser ikke det mindste farlig ud.
Den 39-årige skuespiller har revet et par måneder ud af sin travle kalender for at læne sig tilbage i stolen og livet og nyde udsigten en stund.
Han har for nylig færdiggjort tredje og sidste sæson af TV 2-serien ’Dicte’, medvirket i to tyske spillefilm og indspillet sin blot anden filmhovedrolle, som Zaid i Fenar Ahmads actionbrag ’Underverden’, som får premiere 19. januar. Nu vil han trække luft ind og tilbringe en masse tid sammen med sin femårige søn Zidane.
»Han har virkelig defineret, hvem jeg er. I dag er jeg far, før jeg er skuespiller. Men jeg er også blevet en meget bedre skuespiller, efter jeg blev far, fordi jeg har fået adgang til nogle følelser, jeg ikke vidste fandtes. Jeg kendte ikke til kærlighed af den karat, før jeg fik min søn. Han er bare så meget vigtigere end alt andet«, fortæller Dar Salim med blikket svømmende rundt nede i kaffekruset.
Zidane er ikke hjemme lige nu. Han bor halvdelen af tiden hos sin mor, som Dar Salim ikke er sammen med længere. Men hans bugnende legetøjskasser står i høje stabler under formationer af plakater og klistermærker på børneværelset bag ved hans far.
Jeg gik fra at være én, der var bange for alting, til at være ham, alle så op til
Dar Salims stilrene Vesterbro-lejlighed er luftigt indrettet med få, mørke møbler mod hvide vægge og hvidt plankegulv. Et reolsystem i den ene ende af dagligstuen bryder kontrasten – røde og grønne trækasser kastet asymmetrisk op på væggen, som rummer porte ind til skuespillerens liv og karriere.
En rød kasse med en Natholdet-kop ovenpå er stoppet med dvd’er med alle de film og serier, du kender ham fra – ’Dicte’, ’Borgen’, ’Kapringen’, ’Game of Thrones’. Yderst til højre står hans debutfilm, Omar Shargawis ’Gå med fred, Jamil’ fra 2008, som han blev Bodil-nomineret for.
Nedenunder læner Morten Papes debutroman ’Planen’ sig op ad en grøn kasse, der er kilet ind mellem to røde. Bogen handler om forfatterens barske barndom i det belastede boligbyggeri Urbanplanen på Amager. Det var her, syvårige Dar Salim og hans irakiske forældre dumpede ned efter seks års flugt gennem Europa med længere mellemstop i Syrien og Bulgarien.
Det minder til forveksling om Zaids baggrundshistorie i ’Underverden’, og jeg er taget hjem til Dar Salim for at få efterprøvet en hypotese: At han har lagt mere af sig selv ind i rollen, som han selv har været med til at forme, end skuespillere normalt gør.
Mit bevismateriale:
– De er begge to født i Irak.
– De er begge to klatret fra samfundsstigens nederste trin, den betongrå boligblok, til det allerøverste. Zaid blev hjertekirurg – Dar Salim blev pilot.
– De er begge to onde til kampsport og har sort bælte i karate.
– De kører begge to på motorcykel. Dar Salim købte sin Honda Shadow efter at have kørt rundt på Zaids Ducati under optagelserne, og hans hjelm og gear ligger i en bylt ved siden af reolsystemet.
– De har begge to en efternølerbror.
»Altså, jeg kan godt se, hvad du mener – jeg kan godt se din vinkel… men… jeg er sgu lidt træt af den«, siger Dar Salim med en forpint trækning om munden, da jeg har fremlagt min teori. »Den er blevet misbrugt så mange gange, og tingene er ikke så firkantede«.
Eksempelvis lever Dar Salims lillebror lykkeligvis i bedste velgående. I ’Underverden’ er det lillebroren Yasins død ved blokkens brølende gangsterkonge Semions hånd, der kickstarter handlingen og tvinger Zaid til at opgive sine penthouseprivilegier og konfrontere den fortid, han ellers havde forsaget, som en sortklædt, socialrealistisk superhelt.
Jeg har ingen grund til at tro, at Dar Salim er superhelt i sin fritid. Men han har på sin egen måde haft et dramatisk liv fyldt med sejre, nederlag, lukkede døre og symbolske sammentræf, som ville få en Hollywood-biografist til at slikke sig om munden.
Kapitel 3: Hørgården
Dar Salim hørte ikke til de seje drenge i Hørgården, den nordlige del af Urbanplanen, som er røget af og på ghettolisten flere gange gennem årene. De seje var dem, der var gode til fodbold, og det havde lille, spinkle Dar ikke talent for.
Han var stadig ved at lære spillereglerne. Nyt land, nyt klima, nyt sprog, ny kultur. Et nyt navn sågar, skænket ved ankomsten til Danmark af den vagthavende grænsebetjent, der ikke orkede at stave til Dars arabiske navn, som kun hans forældre bruger i dag.
Og Dar fik ikke mange instrukser med hjemmefra.
»Mine forældre tilhører en generation, som fik deres liv smadret af alle de år på flugt. De tabte politisk, økonomisk og følelsesmæssigt. Deres liv er et nederlag, som de aldrig er kommet videre fra. Så fra en tidlig alder måtte jeg selv finde ud af, hvordan verden hang sammen, og lære at begå mig i den«, fortæller Dar Salim.
Det var eddermame mange penge, når man altid havde gået og manglet en 50’er til en pizza
»I dag, hvor jeg selv er blevet far, ved jeg, at barndom handler om én ting: Tryghed. Når min søn kommer i tvivl om noget, stort som småt, så er det første, han gør, at kigge op på mig for at finde svaret. Og han har det allerbedst, når han putter sig helt ind til mig. Det rum havde jeg ikke, fordi mine forældre ikke havde det«.
Når Dar Salim husker tilbage, ser han en underlig, usikker og indesluttet dreng, der holdt sig og sine tanker for sig selv. Som ikke kendte koderne og ikke vidste, hvor han skulle gøre af sig selv og al den lede og længsel, der murrede inde i ham.
Noget af den nedfældede han i en hermetisk hemmelig dagbog, hvor han formulerede prøvende poesi skrevet på smerte og vrede. Andre gange gav han efter for en impuls, som da han travede halvvejs over Amager for at erklære sin kærlighed til den pige, som alle drengene var hemmeligt forelskede i, men fordi Dar Salim gjorde noget ved det og blev lidt til grin, blev han mobbet i månedsvis, da rygtet om hans kiksede kurmageri spredte sig.
»Jeg ser ikke tilbage og tænker: Wauw, gid man var barn igen«, indrømmer Dar Salim med et blegt smil, som bliver sløret af dampen fra kaffekruset, idet han fører det op til munden.
Han tror i dag, at han havde et kunstnerisk sind uden at vide, hvad det ville sige. Den slags talte man ikke højt om i Hørgården. Der er et citat fra John Adams, USA’s anden præsident, som Dar Salim godt kan lide, og som går cirka sådan her: »Jeg er nødt til at studere politik og krig, så mine sønner kan studere matematik og filosofi, så deres sønner kan studere billedkunst, poesi og musik«.
»Ingen ønsker at se i øjnene, at Danmark er et klassesamfund, men det er det stadigvæk«, erklærer Dar Salim og tilføjer:
»Det kræver et mentalt overskud overhovedet at turde drømme, og det overskud er det ikke alle, der har. Før du kan drømme, skal din sociale og følelsesmæssige behovspyramide være opfyldt. Hvis der falder bomber ned udenfor, så går vi lige i dækning, før vi sætter håret«.
»Du har brug for, at nogen peger dig i den rigtige retning. Jeg er ikke i tvivl om, at Kevin Magnussen er et af verdens største talenter inden for sit felt, men samtidig tror jeg på, at jeg havde haft en chance for at blive Formel 1-kører, hvis min far havde sat mig i en gokart, fra jeg var fem år gammel. Dét er forskellen«.
Jeg sad sammen med Sidse, Lars Brygmann, Bjarne Henriksen, Henrik Prip og Peter Mygind og følte mig som den klart dårligste ved bordet
Dar Salim fandt ikke nogen fodspor at følge ud af Hørgården, men i det mindste kunne han se, hvad han ikke ville være. Han måtte ikke, lovede han sig selv, ende som en af de drenge fra gården, der i midten af 20’erne stadig bar det samme tøj, foretog sig de samme ting og jagtede de samme piger som Dar og hans venner.
»Det, som (gangsteren, red.) Semion i ’Underverden’ ikke forstår, er, hvor lille hans verden er. Den går tre gader hen og to til højre, og så slutter den. Det er et meget indelukket miljø med fysiske grænser, som også bliver til mentale grænser. Zaids verden er hele verden, hele planeten«.
Så hvad gør en rastløs ung mand fra ghettoen, når han begynder at føle sig fysisk og følelsesmæssigt sat i bur af boligblokkens kvælende kasse?
Dar Salim lagde nakken tilbage og kiggede op.
»Og hvis man står på Amager og kigger op mod himlen, så ser man flyvemaskinerne, der letter og lander ved lufthavnen. At blive pilot blev for mig den mest konkrete måde at flyve væk fra det miljø på«, forklarer han.
Men før Dar Salim kunne flyve væk, var der mange lukkede døre, han skulle sparke ind. Og det skulle han lære i et træningslokale mindre end tyve minutters gang fra Hørgården.
Kapitel 4: Karate Kid
Dar Salim var 13 år gammel, da han så filmen, som kom til at ændre hans liv. Ikke fordi den rummede store sandheder, der prentede sig dybt ind i hans sind – nej, det var langt mere profant.
»Det var ’Karate Kid’, du. Wax on, wax off. Så kitch var det«, siger han og smiler det brede, indtagende tandsmil, der har gjort hans Bo så populær blandt de kvindelige ’Dicte’-seere.
I filmen fandt lille, spinkle Dar det forbillede, han ikke kunne få øje på i Hørgården. Han ville være lige så sej som Daniel-san, så han marcherede de to kilometer ned ad Holmbladsgade og ind i karateklubben Shotokan Karate Akademi. Det skulle vise sig at blive en af de vigtigste mellemlandinger i Dar Salims liv.
»Det var der, jeg lagde den første byggesten til den mand, jeg er i dag. Opdagelsen af at have talent var en sindssyg følelse, som gav mig en tro på mig selv, jeg har haft med mig lige siden«, siger han.
Han kunne mærke det fra dag ét. Efter et par uger var han lysår foran alle de andre, og allerede som 15-årig fik han det sorte bælte. Han fandt en faderfigur i klubbens ærværdige sensei, som tog stortalentet under sine vinger, fritog ham fra at betale kontingent og indpodede ham nogle af de værdier og leveregler, han ikke havde haft med hjemmefra. Han fik en selvtillid og en respekt, han aldrig havde oplevet før.
»Jeg gik fra at være én, der var bange for alting, til at være ham, alle så op til. Du kunne mærke det på folk. Pludselig ville pigerne gerne lege. Og uanset hvem fanden jeg rendte ind i på Amagerbrogade, så rokkede jeg mig ikke en tomme«, siger Dar Salim.
Men så stødte han hovedet mod loftet. Han lagde mærke til, at selv de bedste af de lidt ældre kæmpere var håndværkere eller noget derhenad on the side, og Dar Salims drømme sigtede højere end det.
»Jeg følte, at hvis jeg fortsatte, så ville det holde mig tilbage fra alt det andet, jeg gerne ville. Da de andre begyndte at gå i byen og drikke sprut, drak jeg ikke engang sodavand, fordi jeg skulle holde mig i form. Pludselig virkede prisen for høj i forhold til præmien«.
Kapitel 5: Højt at flyve…
Dar Salim valgte karaten, ungdomslandsholdet og Team Danmark-gymnasiet fra og begyndte at drikke alkohol og gå i byen sammen med sine nye klassekammerater fra Tårnby Gymnasium. Det var her, han hørte sætningen for første gang:
»Du kan ikke komme ind her!«
»Der var for nylig en politiker, der udtalte, at det vel ikke er Jordens undergang, at man ikke lige kommer ind på et diskotek. Og det viser bare en komplet mangel på forståelse for, hvad der foregår i et ungt menneskes hoved«, siger Dar Salim indigneret.
»Selvfølgelig er sådan en episode ligegyldig for mig i dag, men når du er 18 år, er det jo hele dit liv. Den pige, du er forelsket i, står i den kø. Alle dine venner, som du ligger i hierarki med, står der. Og de kommer alle sammen ind og fester, mens du bliver efterladt ude på gaden. Det er da det mest ydmygende, du kan udsætte en ung mand for. Det var den første gang i mit liv, at jeg følte mig som en indvandrer«.
Det var den første gang i mit liv, at jeg følte mig som en indvandrer«.
Den anden gang var omkring fem år senere.
Han havde hutlet sig gennem gymnasiet og slutspurtet sig til et flot gennemsnit. Han havde kedet sig bravt gennem et år som frivillig i Livgarden. Og han havde arbejdet non-stop i tre måneder – lærervikar om dagen, bagageportør i lufthavnen om aftenen, bartender om natten og fitnessinstruktør derimellem – for at skaffe de 100.000 kroner, han skulle bruge for at komme ind på pilotskolen.
Nu havde han kurs mod skyerne, og han kunne ikke vente med at skride gennem lufthavnen i sin uniform omkranset af stewardesser. Eller til at få sin første lønseddel.
»Fyrretusinde i startløn! 40 lapper, mand! Jeg kunne slet ikke visualisere det for mig. Det var eddermame mange penge, når man altid havde gået og manglet en 50’er til en pizza«, ivrer han.
Men lige før han færdiggjorde uddannelsen og fik sit certifikat, skete der noget, der fik alle døre til at klappe i.
Det blev den 11. september 2001. Og pludselig ville ingen flyselskaber ansætte en irakisk pilot.
»For mig har det aldrig handlet om hudfarve. Jeg har aldrig villet bytte – jeg har altid syntes, det var pænere. Så jeg valgte at sige: Det er ikke, fordi jeg er brun, det er, fordi jeg er grøn og ikke har nogen flyvetimer på bogen. Men når man har ændret sikkerhedsreglerne, så man nærmest ikke engang vil have arabere blandt passagererne længere, er det klart, at ens chance for at få lov at flyve en af de maskiner rundt i Europa ikke er blevet større«, siger Dar Salim.
Efter to år i arbejdskøen åbnede en dør sig på klem. Han skulle bare lige skaffe 100.000 mere for at blive omskolet til en sjælden flytype, så var der et job til ham hos et selskab, som havde fløjet for Røde Kors og FN i Afrika i over 20 år.
Dér var jeg ved at give op. Jeg kunne ikke se, hvad mere jeg kunne gøre.
Denne gang tjente Dar Salim, af uransagelige årsager, pengene som fisker og kutterkok på den jyske vestkyst. Han rundede de 100.000, gennemførte uddannelsen og var nu omsider flyveværdig.
Og så – SMÆK – gik flyselskabet konkurs.
»Dér var jeg ved at give op. Jeg kunne ikke se, hvad mere jeg kunne gøre. Jeg var kommet fra bunden af samfundet, havde undsluppet en masse lort og taget en svær uddannelse uden at have nogen forudsætninger for det. Jeg havde overlevet bølgen efter 9/11, fået tilbudt et sikkert job, skaffet 100.000 kroner for anden gang. Og så går firmaet konkurs, to uger før jeg skal af sted! Tilbage stod jeg med en endnu større gæld og et certifikat til en flytype, som stort set ingen selskaber i Europa fløj længere. Jeg følte, at universet var imod mig«, fortæller Dar Salim.
Men da skyerne var sortest, sneg solen sig frem. En kammerat fra Hørgården hankede op i den modfaldne Dar Salim og tog ham med til Thailand, og mens de var af sted, fik en god ven fra pilotskolen en jobsamtale og skaffede Dar med. De fik begge to jobbet. Men inden længe måtte Dar Salim sande, at rejsen havde været målet i sig selv.
De første par år nød han livet på første klasse. Han var midt i 20’erne, pengene var gode, stewardesserne var søde, og han spillede golf med kollegerne. Men så skete der det samme, der var sket i karateklubben. Han stødte hovedet mod loftet. Man siger, at kun himlen sætter grænser, men når man er pilot, bliver det pludselig underligt konkret.
»Jeg kunne blive kaptajn. Så skifter man sæde og tjener lidt flere penge, men man laver det samme. Så kunne jeg skifte til et større selskab og tjene endnu flere penge i en endnu større maskine. Men om du spiller golf med en billig kølle fra Intersport eller en dyr Callaway, så er det stadig golf«.
Kapitel 6: Narko
Der var også noget andet, som pressede sig på i hans bevidsthed. En idé, der havde taget form i nogle år og ikke længere kunne holdes nede.
En idé om at blive skuespiller.
Det var begyndt ved et slumpetræf i 2003. En ven af en ven af en ven trak ham med til en casting på TV 2-serien ’Forsvar’, som skulle bruge en mand med anden etnisk baggrund til en mindre rolle. Dar Salim var på det tidspunkt nyuddannet, men non grata i flybranchen, så han tog med for sjovs skyld og nailede castingen i en sådan grad, at han landede en gæstehovedrolle i stedet.
Da Omar Shargawi fem år senere ledte efter en hovedrolle til sin debutfilm ’Gå med fred, Jamil’, huskede han den ukendte, kronragede skuespiller, der var brændt så stærkt igennem, og inviterede Dar til audition. Det var her, Dar Salim mærkede noget, han ikke havde mærket siden dengang i karateklubben på Amager.
»Det er en magisk følelse, når instinktet tager over, og kroppen bare gør det. Dengang vi kæmpede, kunne jeg sommetider blive lige så overrasket som min modstander, når jeg satte et spark ind præcis dér på hans kind, hvor det var allersværest. Det er den samme følelse, jeg kan få som skuespiller, når jeg ikke bare spiller en karakter – jeg er ham, og jeg føler de følelser, han gør. Det er et narko,« siger Dar Salim.
Men skuespil er ikke kun følelse, det er også teknik, metode, knapper man kan tænde og slukke og skrue op og ned for. Det er et instrument, man kan stemme til at afgive alle tænkelige lyde. Det lærte Dar Salim på den hårde måde, da han spillede partiformanden Amir Diwan i DR-hittet ’Borgen’, mens han stadig var pilot på fuldtid. Og, siger han selv, spillede falsk.
»Folk fra teaterskolen er så heldige, at de kan betale deres lærepenge under beskyttede forhold. Mine fejl kom ud til hele befolkningen søndag aften klokken 20«, siger han.
Jeg havde braget igennem med en hovedrolle, og samtlige døre var lukkede
»Jeg havde spillet den altoverskyggende hovedrolle i en enormt emotionel film som ’Gå med fred, Jamil’, hvor jeg investerede alt og nærmest røg ned i en depression undervejs. Nu havde jeg to takes til at levere en replik, jeg ikke havde noget forhold til, og som udelukkende skulle skubbe Sidse Babett Knudsens karakter fra A til B.
Jeg sad sammen med Sidse, Lars Brygmann, Bjarne Henriksen, Henrik Prip og Peter Mygind og følte mig som den klart dårligste ved bordet. Og når først du begynder at tænke over det, så gør du det, du ikke må – du overspiller. En skuespiller er ligesom en fodboldangriber. Du kan være den bedste i verden, men hvis du ikke har selvtillid, så scorer du ingen mål. Jeg følte, at jeg sparkede med venstre i hele første sæson«.
Oplevelsen gjorde dog kun Dar Salim mere motiveret efter at lykkes og revanchere sit nederlag. Han gav sig til at terpe teorien. Holdt ferie for at tage timer ved William Esper Studio i New York og Method Acting School i London og fik privatundervisning hjemme på Vesterbro af skuespilleren Sarah Boberg. Snart tog han sig i at recitere lange Shakespeare-monologer og sluge den ene skuespillerhåndbog efter den anden i sine pauser på jobbet. Mange af bøgerne står stadig i den røde kasse ved siden af hans film-cv.
Alt inde i ham trak i den samme retning, men alle omkring ham sagde, at han var vanvittig. At opgive et prestigefyldt og velbetalt pilotjob for at blive omstrejfende skuespiller uden jobsikkerhed. Dar Salim vidste godt, at han var vanvittig, men han vidste også, at han ikke gad at sidde 35 år mere i pilotsædet for til sidst at hæve sin pension. Så han satte sin nyfødte søn på sit skød, greb fat i hans lillebitte pegefinger og pressede den mod musetasten.
Swoosh! Opsigelsen var sendt.
»Du kan kalde det livets tilfældigheder, at skuespillet dumpede ned foran mig, men held er også at turde gribe det, når det kommer. Det er blevet et livsmotto for mig. Så kan du fortryde bagefter, fordi du tabte på det, eller fordi det gjorde ondt, men i det mindste er du så den erfaring rigere. Det er banalt, at hvad der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere, men det rummer en sandhed. For hvad er alternativet? At lade livet passere forbi og håbe, det ikke går galt? Så dør du en dag, uden at du nogensinde kom til skade og kom ud på dybt vand. Tillykke med det – var det et fedt liv så?«
Men var det virkelig så stort et sats, spørger jeg. Jeg mener – han var allerede blevet Bodil-nomineret. Hans ansigt var på DR1 søndag aften klokken 20. Han havde været til casting på ’Game of Thrones’, hvor han var tæt på at få rollen som Khal Drogo og i stedet spillede dothrakien Qotho. Havde han ikke ret gode odds?
De har en masse fordomme om, hvad jyden gider at se på, eller hvad DF-vælgeren gider at se på,
Spørgsmålet lader til at provokere Dar Salim. Han rykker frem i stolen, spænder blikket og hæver stemmen.
»Prøv og hør: Jeg har altid solgt den positive historie, fordi offerkortet giver mig kvalme. Men lad mig prøve at vende spørgsmålet om: Forestil dig, at en ung skuespiller brager igennem med en film, som bliver udtaget til samtlige festivaler. Han bliver nomineret til en Bodil sammen med blandt andre Ulrich Thomsen, og man kan argumentere for, at han måske oven i købet burde have vundet det år. Hvad ville det logiske være, at der skete for ham de næste par år, nu hvor branchen havde fået øje på ham?«
At han fik en masse tilbud.
»Jeg fik tilbudt to roller i de efterfølgende to år. Den ene var en terrorist, den anden var en taxachauffør. That’s it! Så nej, da jeg skulle trykke på den musetast, var der intet, der var set in stone. Jeg havde braget igennem med en hovedrolle, og samtlige døre var lukkede«.
Kapitel 7: Fucking Bo
Dar Salims løsning var pragmatisk: Han bankede på alle de døre, han kunne komme i nærheden af. Spillede på flere heste. Tog til Tyskland, hvor han i dag har en blomstrende karriere, og til USA, hvor han foruden ’Game of Thrones’ har spillet med i Ridley Scotts sværd-og-sandal-epos ’Exodus: Gods and Kings’.
»Grunden til, at jeg i dag kan have en motorcykel, en bil og tre lejligheder, er, at jeg har gjort mig uafhængig af det danske marked. Jeg tænkte, at hvis jeg ikke måtte spille med i Superligaen, så gik jeg ud og spillede Champions League i stedet for. Jeg forventede modstanden, fordi jeg har mødt den hele mit liv«.
Hvordan mærker du den modstand?
»Du mærker den ikke på folk overhovedet. Fordommene er slet ikke rettet mod mig, men imod publikum. Der sidder nogle kulturradikale mennesker med alle de rigtige holdninger og deres børn i privatskoler, som føler sig bedre end de mennesker, de laver film til. De har en masse fordomme om, hvad jyden gider at se på, eller hvad DF-vælgeren gider at se på, og de sidder bag lukkede døre på marketingsafdelingerne og diskuterer: ’Jamen, hvis vi sætter en kvinde med anden etnisk baggrund på plakaten, bliver vi så ikke nødt til at forklare, hvordan hun kom ud af ghettoen?’«.
»Imens det foregår, er jeg med i en serie på Danmarks mest kommercielle kanal til netop dét publikum, hvor jeg spiller en fyr, der hedder fucking Bo! Hans funktion er, at det er ham, kvinderne vil knalde med, og fyrene vil hænge ud med, og han er den mest populære karakter i serien efter Ibens! Der er ikke én, som har sat spørgsmålstegn ved det! Folk er ligeglade, så længe historien holder, og du er god til dit job«.
Dar Salim spiler kinderne ud og synker tilbage i stolen med et tungt suk. Han kradser sig på kinden, som er blevet rødsprængt under den ophidsede ordstrøm.
»Det er også derfor, jeg bliver lidt træt, når du stiller mig de her spørgsmål. For din vinkel handler jo også om ghetto og integration. Det er en fare ved at lave sådan en film her, at den elite, som bedømmer den, gør det ud fra deres eget politiske ståsted. Jeg håber virkelig, at de er i stand til at se den for den fucking gode film-film, den er. Og hvis ikke, så fuck dem – bare publikum kan«.
Kapitel 8: Den ægte vare
Ni år skulle der gå efter ’Gå med fred, Jamil’, før Dar Salim igen fik en hovedrolle i en dansk film. Ligesom dengang var det en instruktør med anden etnisk baggrund, der skulle caste ham. Fenar Ahmad (’Ækte vare’) er også søn af irakiske flygtninge, og han voksede op i en boligblok på Holmbladsgade få hundrede meter fra Hørgården. Han kom endda i karateklubben, hvor han var en af de yngre drenge, der så op til Dar Salim.
De har begge to et personligt kendskab til filmens mennesker og miljø, og de har i fællesskab udviklet Zaids historie løbende, siden Fenar Ahmad første gang fremlagde sin idé for Dar Salim under en gåtur rundt om Søerne for et par år siden.
»Jeg syntes, det var en sindssygt fed idé. Det er jo en drømmehovedrolle med en ekstremt dramatisk udvikling. Det er sjældent, man ser så lang en psykologisk rejse i en spillefilm, og derfor var det vigtigt for mig at give Zaid nogle nuancer, som gjorde det troværdigt, at han ville opgive sin gravide kone og sit gode liv for at hævne sin lillebror«, fortæller Dar Salim.
»Han skulle have en vrede i sig, en voldsparathed, som røbede, at han var et ekstremt menneske, der lige så godt kunne være blevet chef for blokken. Zaids største fejl er ikke hans valg, men hans fravalg af, hvem han er. Det var dér, jeg fandt nøglen til troværdigt at levere en på papiret umulig rejse fra hjertekirurg til hævner. Han var aldrig blevet gennemsnitlig«.
Gennemsnitlig er ’Underverden’ bestemt heller ikke. Det er en fucking god film-film, som fortjener et stort publikum for sin skarpe miljøtegning, sin skæbnetunge undergangshistorie og sine taktile actionscener. Men det er også en subversiv film, der forsøger at slå en bule i den danske filmbranche.
»Vi er dygtige til at lave film herhjemme, men jeg synes også, vi overvurderer os selv. Vi har redet på en høj bølge, og der er for mange film, der ligner hinanden. Det gør Fenars film ikke. ’Ækte vare’ havde måske ikke det stærkeste manuskript, men det var den mest autentiske miljøskildring, jeg længe har set i dansk film. Og ’Underverden’ er en modig dansk fortolkning af et actiondrama, som jeg ikke har set lignende herhjemme før«, siger Dar Salim, der under optagelserne fungerede som en slags støttepædagog for de mange unge, uskolede skuespillere, Fenar Ahmad havde castet.
Mange ville være blevet skræmte over energien på settet, for nogle af de unge drenge fungerer ikke, hvis de ikke får lidt sprut
»Fenar har en evne til at samle et hold med en helt særlig energi, som skaber en ekstrem autenticitet. Det er the real deal, vi ser. Scenerne får lov at tage den tid, de skal, og figurernes ofte temmelig uintelligente dialog kommer med. Mange ville være blevet skræmte over energien på settet, for nogle af de unge drenge fungerer ikke, hvis de ikke får lidt sprut. Det var et enormt dynamisk miljø, og når Fenar sammensætter sit hold på den måde, så ved han godt, at det også bliver vores fælles ansvar at få dem til at levere«.
Kapitel 9: De tre liv
Dar Salim svinger benene op på det rustikke sofabord, læner sig mageligt tilbage i stolen og sipper til sin stempelkaffe.
Han har takket nej til mange tilbud, en stor britisk tv-serie og en hovedrolle på teatret blandt andet, for at skabe det her hul i kalenderen til at slappe af og tage bestik af situationen.
Nu er han spændt på, om dansk films dørmænd vil lukke ham helt ind i varmen efter hovedrolle nummer to, og så vil han også gerne stå lidt til rådighed, i tilfælde af at der skulle dukke noget spændende op i USA. Det skal være dét værd. Han kunne godt tage derover og gå all-in allerede nu, hvis han blæste på rollernes indhold og bare gerne ville trykke Tom Cruises hånd og have én på opleveren. Men så vil han hellere på fisketur med sin søn.
»Jeg vil ikke være levebrødsskuespiller. Hvis jeg ikke har hjertet med i rollen, så bliver det en rutine, og det må det aldrig blive. På et tidspunkt bliver man god nok til, at man kan lave nogle jobs uden at investere ret meget, og folk opdager det ikke. Den følelse har jeg haft med nogle af de ting, jeg har skullet gøre færdige det seneste år«, fortæller han.
Grunden til, at jeg i dag kan have en motorcykel, en bil og tre lejligheder, er, at jeg har gjort mig uafhængig af det danske marked
Er metaltrætheden alligevel ved at sætte ind? Dar Salim slængte karatedragten fra sig, da han ramte loftet, og han parkerede flyet, da himlen satte grænser. I dag er skuespiller det, han har været længst tid i sit liv. Så hvad nu? Er det et fedt liv så? Er det stadig lige så spændende og inspirerende, som det var i hvedebrødsdagene?
»Nej«, erkender Dar Salim med et halvkvalt grin.
»Der er længere mellem snapsene, og der skal mere til, før jeg gider at gå ud ad døren i dag. Det magiske øjeblik er blevet sværere at nå ind til. Men jeg kan stadig nå det, når projektet er rigtigt. Og ’Underverden’ er noget af det mest tilfredsstillende, jeg nogensinde har lavet«.
»Det heldige er, at skuespil ikke er en kasse. Du ved aldrig, hvad din næste opgave bliver, så du vil aldrig møde et loft. At være skuespiller er at lære at være menneske i alle slags situationer«.
Netop dét har Dar Salim øvet sig på, lige siden han for første gang satte sine ben i Hørgården.
»Det kan godt være, jeg ikke fik løn for det, men jeg har været skuespiller hele mit liv. Når du ikke har fået et sæt regler med hjemmefra for, hvordan du skal opføre dig, så lader du som om. Du spiller, og som en kamæleon tilpasser du dig det miljø, du nu engang er i. Om det så er gaden eller det fine rødvinsselskab«, siger han.
Og så er vi tilbage ved John Adams-citatet. Det om at være soldat, så ens søn kan blive videnskabsmand, så hans søn kan blive kunstner. Der er en særlig grund til, at Dar Salim er så glad for det. Han føler, at citatet indkapsler hans liv. Dem alle tre.
»Jeg har bogstaveligt talt gennemlevet de tre generationer, han taler om. Jeg er kommet fra en krig og har selv været soldat. Så blev jeg pilot og fik en sikkerhed, en horisont og en platform, der gjorde mig i stand til at træffe et frit valg om, hvad jeg ville være. Og så blev jeg skuespiller«.
Han retter sine brune øjne mod mig, kniber dem lidt sammen og tilføjer i et trodsigt tonefald:
»Og hvis du skal have din fucking vinkel igennem, så er det dét, jeg har tilfælles med Zaid – at vi begge to har taget en lang rejse. Min er i virkeligheden længere end Zaids, fordi jeg har taget den to gange. Men jeg har gjort det på en sundere måde. Jeg har ikke skåret min baggrund væk, sådan som han har gjort. Jeg har ikke vendt nogen ryggen. Jeg har holdt fast i den, jeg er, og det, jeg kom fra, og brugt det som en styrke«.
Læs også: Interview med Fenar Ahmad – »Jeg vil være dansk films Zlatan, 100 procent«